HAMSKIFTE – eller kan man være fynbo og bo i Gråsten?

(Potentielle læsere bedes vurdere, om der er det overblik og den kontinuitet i det skrevne, som gør historien fattelig og forståelig fra de indledende bemærkninger. Varer det for længe, før man fanger den røde tråd?)

……..

”Joooh, det var såmænd da godt nok alt sammen – men det er jo sønderjyder!” 

Far havde – meget mod sin vilje – deltaget i kusine Stellas konfirmation i Sønderborg og fortalte nu en nabo om oplevelsen. Og som det lille barn med lange ører, jeg var dengang, ja så undrede jeg mig. For sønderjyder, hvad var det mon for noget? Mon jeg nogensinde ville finde ud af det?

Det her ligger så langt tilbage, at oplevelserne fra krigens tid endnu sad i folk, og Sønderborg lå alt for tæt på Tyskland og dejligt fjernt fra Svendborg. Har min far nok syntes. Men det var første gang, jeg hørte ordet sønderjyder.

Senere var jeg med på skoleudflugt til Sønderborg. På den måde oplevede vi Danmarks historie mest håndgribeligt. Vi blev sendt på græs i skanserne, mens lærer Petersen og frk. Rasmussen slappede af. Bagefter skulle vi se slottet med Chr. II’s fængselscelle og fangehullet, og så havde vi en intern konkurrence om, hvor mange gange vi kunne rende op og ned ad trapperne, kan jeg huske.  

Da min moster, altså kusine Stellas mor blev skilt og flyttede til Esbjerg, var det slut med de sjældne familiebesøg med Mommark-færgen.

Det var mit sparsomme kendskab til det fra 1920 genvundne land.

……..

”Som ung konfirmand blev jeg af mor, sat i lære på …”.  Ja, bortset fra, at jeg hverken endte som admiral eller med kors og bånd og stjerner på, så beskriver visen her meget godt min debut ud i erhvervslivet. Og som nyuddannet kontorassistent havnede jeg af en eller anden grund i Struer, som ligger meget længere væk fra Sydfyn end Sønderjylland gjorde og som bekendt i den stikmodsatte retning. For en tid muterede jeg fra en blød fynbo til en bombastisk vestjyde. Men trods  forskelligheden i både folks dialekt og  adfærd, føler jeg mig lykkelig for de få år, hvor jeg boede der og  oplevede  Limfjordens skønne egne og det barske vejrlig. Og for de mennesker jeg traf.

Men hov, hvad blev der af den røde tråd. Det kan jeg rette op på ved kort at nævne vores jule-indkøbstur til Flensborg. For undervejs drak vi kaffe på en sønderjysk landevejskro.

En far, som hed Aage, havde tilbudt at leje en lille turistbus, som vi kunne fylde op med venner og veninder og køre i hele vejen ned gennem Jylland og tværs over grænsen til Tyskland. Det som jeg husker bedst var det fælles besøg på politikontoret, hvor vi skulle bestille vores allerførste pas, og det var sensationelt. Vi skulle måles og kigges i øjnene og rendte rundt imellem hinanden, så det må have været svært at holde styr på, om vi nu blev tildelt den rigtige højde, øjenfarve og andet væsentligt.  Jeg var den eneste, der havde været udenlands tidligere; en udflugt til Malmø sommeren forinden sammen med tante Tulle. Men det krævede ingen identitetspapirer.

……..

Efter min vestjyske periode besluttede jeg at indtage København, hvad jeg selv synes lykkedes mig ganske godt. I landets hovedstad har de alt det, som ikke findes i de mindre byer, jeg havde kendskab til. Bevares, i Svendborg havde vi da et teater og i Struer har de da det store, brølende Vesterhav; hvis man altså vil køre efter det. 

Men ved siden af al Københavns kultur fandt jeg – ikke uvæsentligt for en udefrakommende – en skøn palæagtig bygning, som rammen om de mest pragtfulde kollegaer, jeg overhovedet har oplevet.  

En epoke for sig, men hvad der er vedkommende i historien her er, at min håndboldklub Mariendal, havde en venskabsklub i Flensborg. Jeg var med dernede to gange og husker de aggressive toldere i Kruså, hvor vi blev smidt ud af bussen og alt blev ransaget. Sønderjyder eller hvad? De glemte at respektere det udbredte argument, at sportsfolk er ordentlige mennesker!

……..

Videre ud i livet trods gode dage og magelige rutiner.  Verden ventede, bare et spørgsmål om at få lukket op. Efter års vagabondering rundt i mange lande tog jeg hyre som stewardesse på en Mærsk-båd. Nu skulle kloden også betragtes fra søsiden. Her mødte jeg min skæbne, for efter påmønstring i det nordvestlige Frankrig og nogle dage i rolige farvande løb vi ind i en gevaldig storm i Biscayen. Skibet krængede voldsomt fra side til side, mens de kolossale bølger masede øresønderrivende mod forstavnen. Omkring ved 18-tiden, hvor jeg sammen med hovmester, koksmat og flere andre befandt mig i pantryet og forsøgte at få gang i gryderne, forsvandt strømmen totalt. 1. maskinmester kom til hjælp, der hvor vi nærmest kravlede rundt blandt væltede skraldespande og andet løsrevet grej. Hvor længe det varede, før vi fik styr på det allernødvendigste husker jeg ikke. Men jeg husker 1.mesters snarrådige redningsaktion, som skaffede os både strøm og lys.  Han,  som siden da har taget sig af mine elektriske installationer; for det var ham,  jeg blev gift med. ”Men du skal ikke forvente, at jeg nogensinde vil bo i Sønderjylland!”, gav jeg ham straks besked om –  for fik jeg mon fortalt, han er gråstener?

Trods sin herkomst blev han vel modtaget i min familie, hvor de satte overmåde pris på hans praktiske kunnen. Men han blev komplet overrumplet, da min livsveninde kom forbi for at hilse på med ordene: ”Jamen kan du da ikke huske, vi altid har sagt, at vi aldrig ville giftes med en sømand eller en sønderjyde!” Han har flere gange siden oplevet den specielle tone og kemi, hun og jeg har dyrket siden vore første skoledage. Og han er ikke begejstret.

……..

Esbjerg dannede rammen om de fleste år af vores samliv. Byen, hvor vi blev gift, købte vores hus og fødte vores børn. Det var der, jeg lod mig opgradere til lægesekretær for at bidrage til hjemmets opretholdelse, da min hr. ægtemand gik i land og fik et almindeligt landkrabbejob. Måske var det lidt af en tilfældighed, men jeg faldt til og indordnede mig. Så jeg heppede på EfB, pralede af vores flotte svømmestadion og nægtede på det bestemteste, at den berygtede fiskestank nåede hjem til os. Patriot kaldte mit ældste barn mig, da hun flyttede hjemmefra og var udstyret med sengetøj med fiskemotiver.

……..

”Bytte, bytte købmand” –   lige midt i den økonomiske krise, hvor køb og salg af fast ejendom var en umulighed.  Sat overfor et ultimatum:  vil du eller vil du ikke indgå en byttehandel med den 8 værelses store  villa i Esbjerg og i stedet blive ejer af et skagensrødt træhus på havnen i Gråsten?   

Uden betænkningstid befinder man sig så alligevel og på trods af alt i Sønderjylland. For hvorfor sige nej til at flytte efter ca. 40 år på samme adresse? Livet har dog vel mere at byde på? Og nej, vi er ikke flyttet for at komme nærmere på familie, børn og børnebørn. Afstanden er stort set den samme, men vi er til enhver tid parate til at køre de ca. 2 timer, turen varer.

……..

Blev jeg så sønderjyde? Og skuffede jeg min fars ideologiske indstilling til folks nationalitet?  Det sidste er svært at udtale sig om så  mange år efter hans død. Men mon ikke at han fra det hinsides har indset, at man bør tilpasse sig. At det er mere end 100 år siden, Sønderjylland blev dansk.  Og man skifter for øvrigt ikke identitet ved at flytte til en anden landsdel. Gør man vel?

Ja, jeg har boet mange steder, Fyn, Jylland, Sjælland, Sønderjylland –  og også udenlands, blandt andet 10 måneder i en skibskøje rundt på de store oceaner. 

Men nu bor jeg her, og hvis nogen skulle søge efter mig, så har jeg omsider fundet min endelige adresse.