EGESKOV MARKED

“Ses vi ikke før, så ses vi på Egeskov marked”.

Og folk kommer hvert år rejsende langvejsfra for at være med den 3. onsdag i september.

“Skal du ha’ en hundehvalp med hjem Johannes Hestehandler?”  Den trivelige kone sad halvvejs nede i vejgrøften for ikke at  blive sprøjtet til med jord eller de mange hestepærer, som lå i tykke lag.

I det samme lød brølende motorlarm fra en  Nimbus motorcykel, som snoede sig gennem folkevrimlen med  en flok knægte rendende bagefter det nymodens fænomen.  Johannes holdt godt fast i tøjlerne på hoppen, som trak hans jumbe.  Hvad skulle den slags narrestreger til, det her var  stedet for dyr og ikke for mekanik.

Boder med  kartofler,  gulerødder, kål og alskens  håndværk som træsleve og strikkestrømper  stod tæt, så det var heldigt, alle  hestekøretøjer  kørte i samme retning.

Til højre lå området med  forlystelser. Her havde de mange gøglere deres stande, hvor folk blev lokket til af musik og øredøvende faldbyden fra  tombolaer. Og karruseller med hujende børn.

Før Johannes nåede at dreje fra blev han antastet af en mørklødet fyr i noget der lignede gallauniform: “Hallo De der. Kom og kæmp mod Stærke Ejnar fra Tved. Der er 100 kroner på højkant!”  Han løftede armen på en kæmpestor, fed mand, hvis frygtindgydende ansigt var  domineret af et par udslukte øjne og en halvt gabende mund.

Den største del af markedspladsen  var dog,  hvor hestehandlerne foregik og hvor  Johannes  allerede havde flere kobler heste, han gerne skulle have solgt.  De fleste  handelsmænd havde mange dyr med. Hannoranere, holstenere,   danske  arbejdsheste, føl og plage, ja stort set alt var repræsenteret

En køn, lyshåret knægt  kom løbende.  Det var Marius’ søn, Edmund: “Skal jeg køre jumben over for dig onkel Johannes?”

“Det må du gerne”.  Johannes stak drengen en 10-øre. Drengene var her for at tjene penge, som de  brugte på gøgl senere på dagen, når hestehandlen var slut. Småskillinger fik de ved at mønstre heste; 5, 10 eller 25 øre hver gang de rendte tur med en hest, så køber kunne se, hvad den duede til.

Johannes skråede  nedover  pladsen mod vandpumperne. Han tog bestik af omgivelserne og irriteredes over en karl med bar overkrop, som plaskede og sjaskede i det dyrebare vand.  Det var ikke meningen, for på den her tørre solskinsdag ville der blive masser af behov for at vande hestene.

På trods af de mange mennesker var det let at få øje på både brødre, onkler, svogre og selvfølgelig også far’en, Niels Larsen, for familien her var dominerende blandt fynske hestehandlere.

Johannes var ved at støde ind i en lille undersætsig mand, velnok midt i 40’erne. Han havde set manden før, men huskede ikke  i hvilken forbindelse.

“Jeg har en fin skimmel, jeg skal ha’ solgt.   Slagteren i Kerteminde  har  brugt den foran sin vogn, men han har købt en anden. Så jeg tog over og  har den med i dag.”

Johannes mente, det var værd at se på dyret. Han var her jo både for at købe og sælge. Han åbnede gabet  og så tænderne an,  6 – 7 år vurderede han. Han havde fat i ben og haser og bemærkede, den var skoet på både for- og bagben.

På spørgsmålet “Hvad skal du ha'”  hørte han undrende

“Du skal få den for 800 kr.”.

Umiddelbart var det vel et godt køb, men han fik den anden presset ned til 700 og trak af med  den. Allerede før han nåede over til sine egne heste, fik han den solgt igen.  Håndslag på 1000 kr. og en hurtige handel var afsluttet.

Handlen gik forrygende, og  da  dagen var slut, var Johannes rigtig godt tilfreds. Han nåede nærmest ikke at fortælle om skimlen til andre.

3 dage senere blev Johannes kontaktet af Niels Pedersen, Vindinge: “Den skimmel du solgte mig, den vil hverken trække eller la’vær.  Der må nogle penge på bordet, hvis jeg skal beholde den”.

“En handel er en handel. Og et håndslag er et håndslag. Sådan plejer det at være, når jeg handler.”

Den anden pustede sig  op, kunne Johannes fornemme, men han gav sig ikke med det samme. At sige, han kun havde ejet dyret 10 minutter, var ingen undskyldning.

De blev ikke enige, og det kom til forligsmøde. Det hele viste sig besværligt, for ham, Johannes havde købt af, havde kun hesten i kommission fra Kertemindeslagteren. Hele fire var inddraget i sagen, som til sidst endte i voldgift.

Johannes var forbitret,  han betragtede det som et komplot fra Kerteminde/Vindinge-folkene, da de sad over for dommeren i Nyborg.

“Johannes Hansen, sagen er afgjort” dommeren slog i bordet. ” Du skal erlægge kr. 500 til Niels Pedersen”.

Johannes rasede indvendig, men galde  ville sætte ham  i et dårligt lys.

Han tog en seddel ud af sin velspækkede tegnebog med ordene: ” Jeg lægger 1000, men så vil jeg også slå anden gang!”

 

 

 

 

 

Reklamer

I KRIG OG FRED ca. år 1900

“Hvad er det for noget Niels? Hvad står der?”

Marie havde været nervøs lige siden Rasmus Post havde afleveret den store gråbrune konvolut. Det var let at se, det var fra en myndighed, for det var med den der fine skrift udenpå – ikke ligesom det med pen og blæk, som når familien skrev til hinanden.

Marie havde ikke spurgt posten, som jo ellers havde god erfaring med hvad det var, han delte rundt. Men straks han var gået havde hun studeret konvolutten nøje og set, der var stempler på og  kom fra noget som hed Regimentets Personel Kontor i Nyborg.

Hun havde lagt brevet over i køkkenvinduet, men hver gang hendes øjne faldt på det, blev hun bekymret.

Så da børnene kom hjem fra naboen med avisen, havde hun lagt den ovenpå – men det hjalp ikke noget.

Da hun hørte det lille bump af cyklen, som blev stillet op ad husmuren, vidste hun, Niels var kommet hjem. Han var lettere irriteret, og hun forstod at hans sene hjemkomst igen skyldtes et punkteret bagdæk.

Marie nødte ham forsigtigt ned på køkkentaburetten så han kunne trække støvlerne af, men så kunne hun ikke vente længere. Hun rakte ham brevet og en kniv fra bestikskuffen, så han hurtigt kunne få det sprættet op.

Niels sad helt stille og stirrede frem for sig et øjeblik, før hun hørte ham sige: ”Det er en ordre fra Krigsministeriet. Jeg er blevet genindkaldt til militæret – jeg skal til Nyborg og være soldat i tre uger. Fra på mandag.”

Selvom Niels sjældent var hjemme en hel dag ad gangen, så kom han dog hver aften, så de kunne drøfte dagens hændelser. Hun følte sig tryg, så snart han var hjemme. Var hun stødt på trængsler og besvær i dagens løb, så glemte hun det hurtigt i hans nærhed.

”Du rejser! Så skal jeg være alene med børnene al den tid?”

Hun tænkte på den dag for længe siden, hvor hun havde fundet den dengang 9 måneder gamle Mie liggende livløs i græsset. Først efter lang  tid havde hun omsider igen fået liv i barnet.

Overfor Niels havde Marie  ikke nævnt sin mistanke om, at drengene kunne havde spillet bold med Mie. Hun var bange for,  det ville gå ud over de største, og hun ville nødig ødelægge noget.

Siden var den lille pige næsten helt  stoppet i sin udvikling. Hun havde aldrig kravlet, og det varede længe, før hun kunne gå. Men når Marie så på den lille pigekrop, bemærkede hun, det var som der var kommet en abnorm krumning øverst på ryggen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre og besluttede nu at tale med Niels om det, inden han tog af sted.

Marie klædte den lille Mie af. Et smukt barn, fin og spinkel, og kvik var hun også. Udtalte næsten alle ord, og hun pludrede glad, når de større søskende gav sig af med hende.

Marie erfarede, at  Niels, der var så god til  at vurdere husdyr af enhver art, ikke vidste meget om små, bare børnekroppe. Han betragtede undrende pigen.

”Niels, hvad tror du, der er fat med hende?” Der var en bedende klang i Maries stemme. Hun havde stor tillid til sin mand. Og det var da også som hendes bekymring lettede, nu da hun endelig fik snakket med ham om det.

“Ja, der er vist noget galt. Vi må se, hvad det går hen og bliver til. Er der ikke en af konerne her omkring, du kan spørge til råds?”

Så drog han af sted for igen at være soldat for en tid, men forinden tog han sin pung frem og rakte Marie en tikrone.

” Du skal ikke stå og mangle penge mens jeg er væk!”  sagde han ved afskeden.

Marie puttede de to mindste i barnevognen og indprentede de større, at de var alene hjemme og havde ansvaret for at passe på hinanden..

Hun vidste,, hvem af de andre koner, der havde mest erfaring med børn og sygdomme, men hun fandt ingen, som kunne hjælpe. Et ”bare hun da ikke bliver pukkelrygget” gjorde hende helt fortvivlet, og hun gik grædende hjem.

…….

Både Marie og børnene var  glade, da Niels igen vendte hjem.  Og det var en stolt Marie der kunne give ham tikronen tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

 

En dialog

 

“Mor, hvad ved du om Satoshi Nakamoto?”

“Hvad. Hvem siger du?”

“Nakamoto, han er japaner.   Det er en opgave vi har i skolen.”

“Nåh, en fra Japan –  så er det da Haruki Murakami, du mener. Jamen han er også nok værd at lære om, så du går i en god skole.  Han skriver helt fabelagtige romaner om folk i parallelle dimensioner – det kan du godt forstå, ikke?”

“Nej mor, det lyder helt forkert. Paralleldimensioner, ja det er der da vist noget der hedder.  Men folk og romaner er ikke størrelser vi regner  med i matematiktimerne.”

“Matematik? Nævnte du ikke Japan?”

” Jo, for vi skal lære hvordan vi bliver rige på den letteste måde. Og så skal vi arbejde ud fra et manifest, som er forfattet af Satoshi Nakamoto. Vi skal lære, det er forældet at bruge penge; det er meget lettere med en kryptovaluta, som de kalder bitcoins. Ja altså, vi skal vist først lige bruge noget valuta at investere, men det får vi at vide i morgen.”

“Nå, nå, – det skal vi nu lige snakke med far om først. Og Haruki Murakami – nåh nej, det var jo en anden japaner, som jeg har glemt navnet på – hvordan får I så fat på ham?”

“Det kan vi ikke, for han eksisterer ikke. Jo, måske i en anden dimension, men så skal vi regne ud, hvordan vi  rent realistisk  passerer den magiske grænse.”

“Jamen sødeste lille Magnus, så er vi da alligevel ovre i Murakamis univers, og så kan jeg  godt vejlede dig.”

“Altså finde ud af, hvordan vi fremmaner Satoshi Nakamoto?”

“Nej, men hvordan han kan ophæve sin eksistens og alligevel sætte sig de spor, du har fortalt mig om.

Nu skal du høre: Forestil dig du sidder i sofaen og vil  se en fodboldkamp  i fjernsynet. Men det kan du ikke, for der står en kamel foran. Men før du når at blive sur, så er kamelen forsvundet, men dens efterladenskaber ligger i en bunke på gulvtæppet. Men det lugter ikke, for så er det jo de der bitcoins, altså digitalvalutaen.

Og ved du hvad, når du kommer i skole i morgen, så skal du bare forklare det her til din lærer. Og så skal du se, lille Magnus, så kommer du omsider hjem til mor med et 12-tal i matematik!”

 

 

SANNES KAFFEKLUB

Første træf i Sannes kaffeklub januar 2018. Alle mødte op, og et helt års højdepunkter blev drøftet. Julianes indlæg kom ind på førstepladsen, for at nogen kan fjumre så grundigt i det som hun gjorde og komme godt fra det, det fortjener et genoptryk. Her er hendes beretning:

Netop for et år siden, –  husker I nok – blev vi enige om, at 2017 skulle byde på andet end kaffevisitter. Vibes forslag bragede ind på førstepladsen – vi skulle på bustur til Berlin. Men efter mangen en snak og endnu flere gange bladren i kalendere, var rejseselskabet skrumpet ind til tre –  Vibe,  Hedda og så mig.

Unter den Linden står grøn i maj, så tidspunktet var forudbestemt. Flixbus kører fra grænsen og direkte til ZOB i Berlin, så ruten lå fast –  og et hotelværelse med tre senge klods op ad Kurfürstendam blev bestilt.

Seks timer i bus og ti minutter i taxa, og vi var fremme ved logiet, som var let at finde hjem til efter ture i byen – for nærmeste nabo var Luis Vuitton (vi nøjedes med at bruge butikken som pejlemærke). Tre nætter og fire dage er for lidt, fandt vi ud af. Men vi gjorde vores bedste.

 

Hedda var den som hjemmefra skulle bestille billetter til kuplen i parlamentsbygningen – det var fornuftigt, havde vi læst på nettet. Desværre havde hun fejlagtigt bestilt rundtur til hele parlamentet, så der skred den ene dag. En sød guide, der snakkede tysk som et maskingevær, forklarede uafbrudt i ca. fire timer, kun afløst af en tilsvarende kvinde, der fortalte alt om materialer så som mursten, maling og glas, som er brugt ved fremstillingen. Det eneste vi var interesseret i, nu da vi var inde i den kolossale rigssal, var frau Merkels tronstol.  –  Efter altså ca. fire timer + en fik vi belønningen, udsigten fra kuplen.

Nå men hov, jeg glemmer jo rent at fortælle om min fejltagelse, det som Vibe og Hedda så kærligt kalder mit fjumrenummer:

Parlamentet er dybt og grundigt bevogtet. Man må stå på lange lige rækker, før vi kommer frem til myndigt udseende og korrekt uniformerede vagtposter, hvor man skal bevise sin identitet via sit pas. Nu siger jeg ”sit pas”, for mine to rejsefæller havde allerede passeret første væbnede autoritet og stod tålmodigt ventende på mig, da jeg rakte det medbragte, rødbedefarvede nationalitetsdokument frem til myndighedspersonen – som gloede i passet og dernæst på mig. Mellem sine nydeligt manicurerede fingre holdt hun min hr. husbonds passport.

Efter at have fremdraget al indholdet fra min pung og taske såsom betalingskort, sygesikringsbevis i diverse kulører mv. indså både de sammenkaldte vagttropper og jeg, at jeg intet billedattesteret materiale havde medbragt. Mon jeg er den eneste person der har fået adgang til parlamentsbygningen uden lovligt fremvist hjemmel?

Vi i kaffeklubben kender jo hinanden ret indgående, så hvad vi ellers havde af fejltagelser, u- og overensstemmelser gennem dagene skøjter vi hurtigt hen over. . Men måske skal jeg lige nævne, at da vi kom til den danske grænse, så er den som bekendt bevogtet med både politi og hjemmeværn. Da vi nu kom i en langtursbus med forskelligartede passagerer, så viste grænsebevogtningen for en gangs skyld interesse også for mig. Nu var vi så der, tæt på hjem og fædreland. da et par uniformerede personer trådte frem i bussen og befalede fremvisning  af gyldige pas.  De søde to, Vibe og Hedda, sendte mig  – følte jeg – lidt hoverende blikke (jeg har måske underholdt lidt vel meget på turen hjemad?) Nå, jeg holdt et lukket pas op mod kontrolløren, som spurgte om han måtte se billedet. Men vistnok  overraskende for mine søde rejsefæller, lod han sig afspise med mit ”nej” med ordene: ”Nå, du bryder dig måske ikke om at jeg skal se billedet!”

Og så var vi hjemme i Danmark.

Min skolevej

 

Vores Skole er en pæn  rødstensbygning, som ligger i et T-kryds. Det er en landsbyskole, og vi er ikke ret mange børn, så vi kender næsten alle sammen  hinanden.

Vejen til venstre fører  mod præstegården, på hjørnet ligger gadekæret og sprøjtehuset, og så kommer  alle  bøndergårdene  og husene hele vejen der ned ad.

Til den anden side bor der også mange mennesker på det første stykke vej , –  men lige bagefter kommer kommunegrænsen til Ollerup.

Jeg bor ad den tredje vej, den der går op forbi kirken, som ligger stor og hvid og gotisk på det højeste sted.

Vi følges hjem fra skole, os der skal den vej. Det er mest børn fra Hvidkilde, og det er Tove, jeg leger med. Hendes far er smed på godset,  og de bor i det pæneste hus, men det er også det sidste, vi når. De andre børn er daglejerbørn, de er små og forsagte og holder sig tæt op ad Tove, der ligesom beskytter dem. Poul Erik hedder den ene dreng, og han kan ikke snakke rent.

Da alle andre er nået hjem, er der kun mig og Tove tilbage. Så viser hun mig Stærekassen, som vi kun lige kan se taget og skorstenen af. Der bor flere familier, og det er her Agnes kommer fra.  Hende går min bror i klasse med, og han har fortalt, at når han sidder  bag hende, kan han se lusene, som kravler rundt i hendes hår.

Jeg leger også med en pige, der hedder Rose-Marie.  Der hvor Hvidkilde-ungerne skal til venstre , skal hun lige ud. Til min fødselsdag gi’r hun mig et flot penalhus med blyanter og det hele. Det er hendes far, som har syet det af læder, for han er skomager.

Vores lærerinde hedder frk. Rasmussen, og hun kan bedst lide drenge. For da Poul og mig lå nede på gulvet og sloges om en blyantspidser, hev hun mig væk og sagde, jeg skulle vente til sidst.

 

Efter et par år er både Tove og Rose-Marie  flyttet, men nu har jeg  Ruth, og hun bliver boende, for hendes far er brugsuddeler, –  men de bor i den anden ende af byen.

Når vi skal hjem fra skole  er det sjovest, når vi er mange og vi kan følges  med Gunner. Han er ældre, og han er god til at finde på. Vi skal forbi kommunehuset, og der bor Margrethe. Hun er en skrap madamme, og Gunner råber ad hende, og hun svarer igen. Inden længe står vi alle sammen og råber alt muligt, og det er ret sjovt.

I kommunehuset  bor der også en dreng, som min bror går i klasse med. De siger alle sammen noget om hans mor, jeg ved ikke rigtigt hvad det er, måske noget med hun ikke gider lave noget? Men så dør hun, og så siger mor  ”at så må hun jo alligevel have fejlet noget”.

 

På hjørnet, hvor jeg skal dreje fra, bor Carlo og Anna.  Anna sælger jordbær og æg. Og Carlo sælger en dynamolygte til mig for 5 kr. Da jeg skal tænde den, rumler det sådan, at jeg slukker den igen – og nu har jeg kun lys på, når jeg får øje på en bil. For det kan godt ske, det er politiet – og jeg skal  nødigt ha’ en bøde for at køre uden lys.

Anna og Carlo har et husmandssted, men for at supplere indtægterne er Carlo medlem af en fagforening og ta’r løst arbejde ind imellem.  En dag råbte Carlo lidt over os børn, men Gunner tog til genmæle med et  ”Gå du hellere hjem og læs i den røde bog!”

Til min brors 10-års fødselsdag  har Gunner skrevet  en personlig festsang, som drengene ruller ud og synger, efter de har spist forloren hare.

Min bror ser ikke for godt ud, for han har en flænge på kinden, og  mor siger, at han nok vil få et ar. Det er min skyld, for det er mig, som har kradset ham.

LIVETS SKOLE

”Kom så lille Søren!”

Mor bar  min Jeva Supreme ned ad trappen og vi entrede hendes gule fiat 500, kørte de få hundrede meter  ud i Østergade i den tætte morgentrafik, derefter Jagtvej og videre i retning mod Frederiksberg til den lilleskole, hun havde fundet til mig. Hver eftermiddagen holdt hun trofast og ventede, og vi kørte samme tur hjem,  Hollændervej, Allégade, Falkoner allè …

Indrømmet, jeg var adopteret – ikke sort, ikke gul, men hvid som mine forældre.  Og sådan så min verden ud:  skolen, skolevejen og hjemmet , kun  afbrudt af dejlige ophold i vores sommerhus i Humlebæk.

Indtil mor døde da jeg var næsten fjorten.

Far giftede sig  igen med en principfast kvinde, og jeg kom på en katolsk kostskole i Roskilde. For en tid-  for da jeg syntes, det kunne være nok, pakkede jeg min kuffert (ja, kuffert!) og  tog hjem til Østerbro.

 

Far var en indflydelsesrig mand men mange kontakter, også til rederiverdenen. En dag kaldte han på mig.

”Søren” sagde han ”nu skal vi to ha’ en rigtig far /søn snak! Du vil have godt af at lære Livets Skole at kende. Jeg har truffet aftale om, at du kan komme ud at sejle!”

 

Han tog mig med til sin skrædder og jeg fik syet en habit før jeg  sammen med  andre rejste til Frankrig, hvor vi mønstrede  m/s Helene M….

Koksmath stod der i min søfartsbog. ”Du skal bare lave, hvad du får besked på!” fik jeg at vide på forespørgsel om, hvad jobbet bestod i.

 

Så stod jeg ud på de syv verdenshave – eller nogle af dem i hvert fald.  Læringen  i ”Livets Skole” viste sig at være noget med at spule dæk og dørk, bære stabler af tallerkener frem, når der skulle skaffes – og deslige. Frikvartererne  var vel når matroserne fortalte  om landgang og dejlige damer, så jeg lyttede intenst. Jeg lærte vist en del.

 

Vi lå klar til afgang et sted i Brazilien med fulde olietanke, da bådsen kom for tæt på ankerspillet og fik sin ene arm slemt læderet.

”Få ham bragt til et hospital. Og skaf os en ny bådsmand omgående. Det bliver dyrt at ligge her ret meget længere!”  var skipperens besked til agenten.

Han var heldig, for inden længe kom han anstigende med en  kæmpestor, sort mand. Han var netop blevet agterudsejlet og skulle have været sendt hjem til New Orleans  – sjovt nok var det vores næste destination. Så Mark T. Wein mønstrede altså m/s Helene M….. i stedet for den tilskadekomne.  Vi fandt hurtigt ud af, at han var et dumt svin, men det måtte vi affinde os med.

 

Den 23. december stod vi ind mod New Orleans, men måtte ligge på reden ved Mississippi s munding de næste par dage.  Vi fik julemad med alt hvad der til hører, men  ville selvfølgelig gerne i land. Først to – tre dage senere kom  første  shorebåd ud til skibet, og jeg var heldig at komme med sammen med nogle matroser og Mark T. Wein. Det var en fest uden lige, byen summede af vin, kvinder og jazzmusik, og jeg tog fat på livets glæder sammen med de andre. Vi kom ikke om bord samme dag, men hen under aften på andendagen fik nogle venlige sjæle mig halet med i båden. Vi var et kønt selskab, og jeg må indrømme, jeg var  noget mat, da skipper stod i al sin vælde og tog imod. En for en skulle vi stille til regnskab for vores fejltrin, og jeg var frisk nok til fatte, hvad der skete.

”Du er logged for en uges hyre!” hørte jeg hele vejen igennem,  for alle indrømmede, de kom direkte fra værtshus.

En uges hyre, det skal blive løgn, tænkte jeg.

 

”Og hvad med dig?” skipperen tog et fast greb i min øreflip og så hvast på min lille person.

”Joh, det var sådan” sagde jeg ”at matroserne nægtede at tage mig med. De sagde jeg er for ung til værtshusliv. Så jeg  fandt et museum, hvor jeg gik ind. Jeg opdagede  ikke, de lukkede, så jeg har været spærret inde indtil de åbnede her i eftermiddags!”

Skipper stirrede forbløffet på mig. Så rystede han på hovedet.

”Ja, ja. Så slipper du. Men husk, det er kun den ene gang!”

(Beklager – har opbrugt ordkvoten!)

Den skønne Helene

Når I, mine lyttere, tænker Grækenland, så ser I sandsynligvis for jer store hoteller  og fyldte kyster  med solhungrende badegæster i spraglede strandkostymer.

Men sådan er  mit liv ikke, for her 1200 år før jeres tidsregning  lever vi en helt anden tilværelse.  Her er livet for det meste dødkedeligt, i hvert fald for os kvinder.  Når vi altså ser bort fra de religiøse fester, hvor vi ligger rundt om de lave borde og æder og drikker,  lytter til de omrejsende skjalde og  i vores rus morer os over de mandslinge og andre tåber, der skal forestille at underholde.

Mænd derimod, de har det festligt.  Se nu her i den næste månedstid er Menelaos og hans højrøvede bror Agamemnon taget til Ægypten, hvor de skal gå på jagt – siger de. ”Så kan du og Klytaimnestra vel hygge jer sammen”  foreslog de.  Ha, så tror jeg  nok, jeg kan finde bedre underholdning. Hun er nu også så mandfolkeglad, at det er irriterende.

Nå, ja,  en gang i sin tid  havde  jeg  trods alt selv fået lov at vælge, selvom min far ikke lagde skjul på,  han gerne så mig som dronning her i Sparta. Jeg kunne få hvem jeg ville, og så kunne jeg lige så godt føje far og vælge  det her rødhårede drog af Menelaos – helt ærligt,  alle de der småkonger lå nærmest savlende for mine fødder, så jeg blev bare så træt af græske mænd.  Ja, jeg valgte Menelaos kongen af Sparta, for jeg havde i realiteten intet valg. Det var forudbestemt, og mod skæbnen kan man intet stille op.

Men hov, hvad hører jeg? Tjenestepigen forsøger at holde en gæst på afstand, så jeg råber: ”Myrna, hvem der? Luk bare den fremmede  her ind i   atriumgården!”

Der står han så. Gudeskøn!  – Nåh, ja, alle vi som er noget, har vel lidt gudeblod i årerne.  Zeus var ude om sig.   Modsat Menelaos’ stive røde skæg, er han her glat i ansigtet, fyldige læber, høje kindben, majestætisk næse, smukke, lidt drømmende øjne og det vidunderligste, halvlange lokkede hår. Er han en drøm? Men nej, han taler til mig.

”Jeg er prins Paris fra Troja. Er din husbond kong Menelaos at få i tale?”

Nej hov, han må ikke smutte. Siger jeg, at han først kommer hjem om en månedstid, så går han nok igen. Han kigger på mig, som  jeg falder i hans smag. Og selvfølgelig gør jeg det, jeg er jo den smukkeste kvinde, der endnu er set.

”Neeej. Han er ikke hjemme lige nu. Han er vistnok på jagt. Du har måske lyst at vente på ham? Eller er dit ærinde noget, jeg kan klare?”

Nu vidste jeg altså ikke noget om den der forudbestemmelse og den aftale om,  at Paris rent faktisk havde vundet mig i en konkurrence, hvor han var dommer mellem Athene, Hera og Afrodite – sidstnævnte,  hvis gevinst han valgte.  Så Paris vidste godt, jeg var alene hjemme, for han havde stået på lur og ventet på,  husbond og svoger tog på langtur.

Jeg rejser mig,  glatter min peplos og mærker efter, om  guldbæltet sidder,  så det fremhæver min perfekte talje. Jeg peger mod to bænke under det skyggende sejl, hvorover en vifte bevæger sig tilpas i den lette vind. Myrna har for længst forstået, hun skal bringe vin og drikkebægre. Her i stående stilling har jeg mulighed for at  betragte manden fra en ny vinkel, og det er let at få øje på hans begejstring under den ulastelige chiton.

Min prins og jeg drikker vinen og hov,  … men det er jo vores skæbne, der bare sker fyldest. Den kan vi ikke kæmpe imod.

Behøver jeg at sige, at indenfor kort tid er vi i hans båd på vej med kurs mod Hellespont.  Han fortæller om den store  kongeborg i Troja, hvor han bor med sine forældre og de mere end  50 søskende.  Og vi lever om bord af vores kærlighed uden tanke for, hvad der sker.

Og dog,  undervejs tænker jeg flygtigt på den overenskomst, som alle mine bejlere havde skrevet under på ved mit bryllup. At hvis noget uventet skulle hænde mig, ville alle Grækenlands småkonger stå sammen last og brast og hævne, hvad det end måtte være.