PÅ JOB

Struer-erindringer  4. del

Hvis man betragter det med at være  A eller B mennesker ud fra,  om man kan li’ at komme op om morgenen,  er jeg en klar B’er.  Anlægsvej nr. 3 var da en god adresse, men alligevel sagde jeg mit værelse op og flyttede så tæt på B&O’s store, røde kontorbygning, at jeg næsten kunne spytte derover. På en af de små villaveje, som havde været der før fabrikken fik vokseværk, lejede jeg en førstesalskvist, et lille kammer med et mikroskopisk tekøkken. Som jeg ikke rigtigt havde noget at bruge til.

Fordelene ved at flytte var klart, at jeg kunne sove længere om morgenen, men jeg kunne også spare nogle penge. Og så var det inklusive morgenmad. Det lyder som en fordel, men der var en vis hage ved det.

Lad mig præsentere fruen og så hr. Jelm, som var fabrikant  (af hvad, aner jeg ikke). Men når han og jeg henad klokken 8 satte os til det fælles morgenbord, begyndte han en samtale og ordene ville simpelthen ikke slippe ham, så skulle jeg nå at deltage, kneb det med at komme af sted til tiden.

Indslusningsproceduren foregik på den måde, at Valde, portneren skulle krydse os af, når vi gik ind gennem porten. Egentlig tror jeg nok, han bare satte et kryds og ikke klokkeslet, for sjovt nok er jeg aldrig blevet præsenteret for det at komme for sent. Og det kan jo ikke passe! Det gik anderledes for en mandlig kontorassistent – jeg husker ikke hans navn, så han var nok ikke interessant. Han sov tit for længe og kom langt op ad formiddagen. Så skulle vi se på, han sad og så ynkelig ud, for han havde den undskyldning, han havde været dårlig om morgenen.  Jørn Rasmussen, som nok var ansat på kontoret, men mest gik op i sit erhverv som danselærer, var sød til at holde hånden over den uheldige syvsover.

Nu skulle man måske mene, jeg havde lidt fortrin frem for andre, for jeg var jo håndplukket og ansættelsen var foregået ved direktørens mellemkomst. Der var nu ingen goder, tvært imod skulle det vist forestille, at jeg lå en del længere nede i hierarkiet end den kvinde, der gerne ville bestemme over mig. Vores krig kom hen ad vejen til at bestå i, at jeg ville fryse hende ud ved at åbne det store vindue ved mit skrivebord på vid gab – og når jeg vimsede rundt (hvad hun mente, jeg gjorde for tit) så havde hun lukket det, når jeg kom tilbage.  Sjovt nok husker jeg slet ikke de øvrige kollegaers reaktion, for vi sad rigtig mange på det kontor. 

Ellers var det hele sådan set meget godt, men arbejdet interesserede mig ikke.  Kun havde jeg fået den opgave at kontrollere antallet af samtlige færdiggjorte apparater, der befandt sig på fabrikken. Altså lagervarer, men også returnerede og fejlbehæftede radioer, båndoptagere, fjernsyn osv.  Det var et sindigt nummersystem, som kunne trækkes i langdrag på den måde, at jeg kom hele fabrikken rundt på lager og hvor som helst – blandt andet de mange afprøvningsbokse, hvor jeg blev kendt med en hærskare af folk. Men det var også spændende at udforske ukendte områder, f.eks. de lydtætte kabiner, hvor man oplevede, hvad klaustrofobi er.

Mit ny logi var sådan set også godt nok. Fru Jelm var en rar dame, der kun ville mit bedste. Jeg måtte bruge hendes køkken, hvis jeg ellers havde brug for det. Hun tilbød at tage mit vasketøj med på vaskedage – ja fabrikant-fruer vasker altså også tøj; og en gang kom hun mig til undsætning, da en edderkop var sluppet ind på mit værelse.  En fordel var det også at være nabo til fabrikkens svømmepøl, hvor vi så bagefter kunne sole os på familien Jelms  græsplæne.

Det med kontorjobbet var vel det primære set i forhold til mit ophold i det nordvestjyske, for det var på den måde jeg tjente penge til livets ophold. Men der var jo trods alt både aftner og weekender, hvor jeg fik kendskab til egnen og fik venner og bekendte. Sidstnævnte var meget relateret til min passion for håndbold, hvor vi var et par stykker som fik etableret et damehold i den klub, der tidligere var forbeholdt (unge) mænd. Det gav et stærkt sammenhold, som forgrenede sig yderligere.

Min tilværelse i Limfjordsbyen Struer er en epoke i mit livsløb, og min tid på radio- og tv-fabrikken B&O førte mig videre ad livets vej.

Selv de få måneder hos den skøre farvehandler har måske givet mig noget erfaringsmæssigt, som jeg har gjort brug af?

Og som jeg skrev om i første del af denne 4-trins føljeton, blev mit  næste stop København.

PENSIONATSARME

PENSIONATSARME

3. del af Struer-erindringer

”Du skal finde et sted, hvor du kan spise og få et møbleret værelse, hvor du kan bo!”. Min mor kunne sin Robinson Crusoe og belærte mig om de basale behov, dengang jeg flyttede hjemmefra og til Struer. Hun har sikkert også fortalt mig om begrebet pensionat, for hvor skulle jeg ellers vide fra, det var sådan et sted man spiste de daglige måltider.

Frk. Olesens Pensionat, mon det var sådan der stod på døren i Søndergade, der hvor jeg gik op ad trappen til 1. sal og lavede en aftale om morgenmad, varm middagsmad og aftensmad mellem kl. 18 og 19? Sådan blev det, og jeg indfandt mig til samtlige måltider al den tid, jeg boede der i byen.

Det begyndte ellers med noget, der kunne have udviklet sig til en katastrofe. For den allerførste mad, jeg fik op i min tallerken var jeg på det nærmeste  blevet kvalt i. Tomatsuppe med melboller, adr..!

”Forretten står på buffeten indenfor døren. Man øser op og sætter sig hen til bordet; der er ingen bestemte pladser” blev jeg belært om. Som den pæne pige man jo er den første dag i nye omgivelser, gjorde jeg som der blev sagt. Tomatsuppe!! – og tilmed med små, slimede melklumper svømmende rundt i terrinen. Nu havde tomatsuppe aldrig været på mors madprogram og til søndagens oksekødsuppe derhjemme måtte jeg gerne nøjes med kødboller. Oh ve, oh rædsel, omtalte dag. Melbollerne stræbte opad hver gang det var lykkedes mig at sluge en. Tja, det må ha’ været rædsomt, siden jeg stadig husker det.

Men ellers lærte jeg hurtigt at begå mig. Nej, det med pensionatsarme er noget sludder, for der var mad nok til alle, og vi havde ordentlige manerer.  Det var en broget skare jeg mødte, og sjovt nok blev man lige med folk, når nu vi sad sammen ved  bordet. F. eks. var Tofting og Kærgaard  et par reserverede herrer når de sad på deres pladser på B&O, men når de på cykel nåede ned i Søndergade 3, så var de helt normale. Hver mandag, når Tofting kom tilbage efter en weekend hjemme hos sin far i Humlum, kunne han fortælle, at han havde fået ålesuppe. Hans far var tilsyneladende fisker, og tænk så kogte de ålene.  Der var mange andre skæbner, jeg hørte om i tidens løb. Svend som mødte op i FDF uniform, for han kom lige fra Toftum bjerge og sine ulveunger. Herbert, som var tysker og troede at gift var noget man døde af, dengang hans kæreste friede til ham. Og så var der Jesper, som havde en minibus, men ham kommer vi tilbage til.

Hjemmefra kendte jeg ikke rigtigt til det der med missionsfolk, men jeg lærte hurtigt, at når man kom ind i et hjem første gang, skulle man kigge efter om der hang indrammede korsstingsbroderede  skriftsteder på væggen. For så blev der bedt bordbøn før man spiste. Frk. Olesen var også missionsk, men der gik man nu direkte til maden. Der imod blev der ikke serveret spiritus, hvad der selvfølgelig heller ikke hørte til i hverdagen. Men til julefrokostens underholdning, hvor der i sagens natur ikke blev danset, var det helt ok. at opleve  tre store voksne mænd stå på hver sin stol og konkurrere om, hvem der hurtigst drak en liter mælk.

Det var i øvrigt også der jeg en anden dag skulle vise mig og drak tre elefantøl ud i en køre. Men det var en dag frk. Olesen holdt fri – og jeg nåede hjem, før spir-procennten begyndte at virke. Jeg sov nok resten af dagen.

Til omtalte julefest blev der hvert år lavet en sang om den enkeltes meriter i årets løb. Nu er jeg en samler, så jeg har gemt hvert eksemplar, men den ene af mine eskapader husker jeg tydeligt. Nævnte Jesper med bussen havde et år samlet en flok, hvor vi kørte til Bovbjerg Badehotel og spiste stegte ål. Stedet var i øvrigt kendt fra, at en kunstnerkoloni i mange år holdt til der, men vi kom nu for at feste. Til den følgende julefest kunne man i sangen høre om Ella og Børge, som dansede rock’n roll på badehotellets gange, indtil værten kom og smed os ud.

Des længere man lever, jo flere erfaringer har man på bagen.  Og så skal man huske ikke som ens forældre at ytre, at alting var bedre i de gode gamle dage. Alligevel vil jeg tillade mig at mene, det var noget sjovere at spise på pensionat end det var, da man  gik over til cafeteria-måltider.

PENSIONATSARME

3. del af Struer-erindringer

”Du skal finde et sted, hvor du kan spise og få et møbleret værelse, hvor du kan bo!”. Min mor kunne sin Robinson Crusoe og belærte mig om de basale behov, dengang jeg flyttede hjemmefra og til Struer. Hun har sikkert også fortalt mig om begrebet pensionat, for hvor skulle jeg ellers vide fra, det var sådan et sted man spiste de daglige måltider.

Frk. Olesens Pensionat, mon det var sådan der stod på døren i Søndergade, der hvor jeg gik op ad trappen til 1. sal og lavede en aftale om morgenmad, varm middagsmad og aftensmad mellem kl. 18 og 19? Sådan blev det, og jeg indfandt mig til samtlige måltider al den tid, jeg boede der i byen.

Det begyndte ellers med noget, der kunne have udviklet sig til en katastrofe. For den allerførste mad, jeg fik op i min tallerken var jeg på det nærmeste  blevet kvalt i. Tomatsuppe med melboller, adr..!

”Forretten står på buffeten indenfor døren. Man øser op og sætter sig hen til bordet; der er ingen bestemte pladser” blev jeg belært om. Som den pæne pige man jo er den første dag i nye omgivelser, gjorde jeg som der blev sagt. Tomatsuppe!! – og tilmed med små, slimede melklumper svømmende rundt i terrinen. Nu havde tomatsuppe aldrig været på mors madprogram og til søndagens oksekødsuppe derhjemme måtte jeg gerne nøjes med kødboller. Oh ve, oh rædsel, omtalte dag. Melbollerne stræbte opad hver gang det var lykkedes mig at sluge en. Tja, det må ha’ været rædsomt, siden jeg stadig husker det.

Men ellers lærte jeg hurtigt at begå mig. Nej, det med pensionatsarme er noget sludder, for der var mad nok til alle, og vi havde ordentlige manerer.  Det var en broget skare jeg mødte, og sjovt nok blev man lige med folk, når nu vi sad sammen ved  bordet. F. eks. var Tofting og Kærgaard  et par reserverede herrer når de sad på deres pladser på B&O, men når de på cykel nåede ned i Søndergade 3, så var de helt normale. Hver mandag, når Tofting kom tilbage efter en weekend hjemme hos sin far i Humlum, kunne han fortælle, at han havde fået ålesuppe. Hans far var tilsyneladende fisker, og tænk så kogte de ålene.  Der var mange andre skæbner, jeg hørte om i tidens løb. Svend som mødte op i FDF uniform, for han kom lige fra Toftum bjerge og sine ulveunger. Herbert, som var tysker og troede at gift var noget man døde af, dengang hans kæreste friede til ham. Og så var der Jesper, som havde en minibus, men ham kommer vi tilbage til.

Hjemmefra kendte jeg ikke rigtigt til det der med missionsfolk, men jeg lærte hurtigt, at når man kom ind i et hjem første gang, skulle man kigge efter om der hang indrammede korsstingsbroderede  skriftsteder på væggen. For så blev der bedt bordbøn før man spiste. Frk. Olesen var også missionsk, men der gik man nu direkte til maden. Der imod blev der ikke serveret spiritus, hvad der selvfølgelig heller ikke hørte til i hverdagen. Men til julefrokostens underholdning, hvor der i sagens natur ikke blev danset, var det helt ok. at opleve  tre store voksne mænd stå på hver sin stol og konkurrere om, hvem der hurtigst drak en liter mælk.

Det var i øvrigt også der jeg en anden dag skulle vise mig og drak tre elefantøl ud i en køre. Men det var en dag frk. Olesen holdt fri – og jeg nåede hjem, før spir-procennten begyndte at virke. Jeg sov nok resten af dagen.

Til omtalte julefest blev der hvert år lavet en sang om den enkeltes meriter i årets løb. Nu er jeg en samler, så jeg har gemt hvert eksemplar, men den ene af mine eskapader husker jeg tydeligt. Nævnte Jesper med bussen havde et år samlet en flok, hvor vi kørte til Bovbjerg Badehotel og spiste stegte ål. Stedet var i øvrigt kendt fra, at en kunstnerkoloni i mange år holdt til der, men vi kom nu for at feste. Til den følgende julefest kunne man i sangen høre om Ella og Børge, som dansede rock’n roll på badehotellets gange, indtil værten kom og smed os ud.

Des længere man lever, jo flere erfaringer har man på bagen.  Og så skal man huske ikke som ens forældre at ytre, at alting var bedre i de gode gamle dage. Alligevel vil jeg tillade mig at mene, det var noget sjovere at spise på pensionat end det var, da man  gik over til cafeteria-måltider.

Anlægsvej 3.

2. del af Struer-erindringer

Jamen min søde husværtinde var måske nok et rod, men det kunne på ingen måde genere mig. Hun havde overladt mig et dejligt førstesalschambre, helt bestemt det bedste i huset, når man ser bort fra hendes to private stuer. Men ja, jeg betalte også for det, så meget endda at det gjorde et stort indhug i min yderst sparsomme gage.

”My home is my castle” siger man, og det var nok det, jeg følte. Som helt ny tilflytter at kunne lukke sin dør ud til det store fremmede, de mange ukendte mennesker – og herfra min fæstning  langsomt at vænne sig til den helt nye tilværelse.

Det var en smuk rødstensvilla med både kælder, kvist og karnap og en hel ideel beliggenhed.  Fra mit vindue et fantastisk vue tværs over markedspladsen og til et mindre torv omgivet af hyggelige gader med pæne parcelhuse. Som gadenavnet  antyder førte vejen til anlægget, byens park med pavilionen, hvor der om sommeren var servering og  danseaftner til levende musik.

Uden det var noget, jeg havde helt styr på, var min værtindes  tidligere ægtemand død fra kone og adoptivdatter år tilbage. Han havde haft noget med bankvæsen at gøre og ved besigtigelse af interiør inklusive reoler fra gulv til loft med læderindbundne bøger og gode malerier på væggene, var nævnte efterkommere ikke på bar bund. Mest realistisk er det vel, at hustruen ikke havde overblik over ressourcesituationen, og af frygt for økonomisk deroute  lejede hun så alt beboeligt ud – altså bortset fra sine stuer en suite og det private sovegemak.

Via datteren Elsie, en teenager i mellemskolestadiet fordrev jeg periodevis en del af tiden  med familien.  Lige efter min ankomst anskaffede fruen i huset et B&O fjernsyn med antenne på taget og alt hvad det ellers krævede. Der var kun DR1 dengang, men lørdagsunderholdningen var helt i top; jeg tror måske, alle øvrige logerende blev indbudt til at se med.  Hvem disse andre logerende var, husker jeg ikke.

Nøjagtigt som den søde dame ikke rigtigt kunne styre hvad der sig hør og bør i et hus og i en husholdning, havde hun heller ikke stor forstand på børneopdragelse. Elsie levede efter ret løsslupne tøjler, og skolen slap hun ret hurtigt.  Indehaveren af byens skotøjsbutik var vist en del af familiens bekendtskabskreds, så Elsie fik job der. Pengene hun tjente blev omsat i sko, som var en slags hobby for hende, så stabler af fodtøj kom til at fyldte godt op i huset. Desuden interesserede hun sig for cykelløb; jeg husker hun og jeg  tog toget  til 6-dages-løb i Århus.

Struer havn var travl og driftig som arbejds- og trafikhavn, mens badelivet foregik i Bremdal, hvor min værtinde  havde sommerhus. Blandt bakker og åse og eng, som der vist står skrevet. Huset lå da også øverst oppe med den store grund skrånende diagonalt nedad langs den vide strandbred, som sommeren igennem husede solelskende badegæster.  Flere små sommerhuse lå spredt  rundt om i landskabet, som var dækket af krat og marehalm og kun passable via små og smalle stier. Det her var sådan et rigtigt gammeldags hus af træ med små trange køjerum og stuen, som  var en stor glasveranda, så der kunne blive bagende varmt. Der var indlagt vand, men ingen el, så køkkenet fungerede med flaskegas og så var der petroleumslamper Dasset fandt man i et lille træskur lidt væk fra huset.

Bankmanden havde en broder, som var skolelærer;  så vidt jeg husker  boede han med sin kone i lejlighed og var måske ikke så velbeslåede.  Forholdet familierne imellem har jeg ingen idé om, men en sommer var de inviteret til Bremdal sammen med andre gæster. Elsie og jeg rørte i  gryderne i køkkenet, men jeg lyttede mig til svogeren og svigerindens forargelse over sommerhusbestikket. Mon det var noget familiearvegods? – det var i hvert fald tretårnet.  De ymtede noget om, at der kunne jo komme indbrudstyve.

Det er alt sammen længe siden, og som fortalt i forrige afsnit gik mine veje snart i andre retninger. Men det hænder da jeg kommer enten til eller igennem Struer, hvor jeg altid skal forbi både B&O-byen og Anlægsvej. Det lille træhus i Bremdal har for længst måttet vige pladsen for enorme sommerhusbyggerier, så det er umuligt at udpege den tidligere beliggenhed.

J E N S E N

I mit første job som nyuddannet kontorassistent var jeg havnet utallige km fra min hjemegn i Svendborg, da jeg en skønne dag fandt mig selv i Struer. Ja det gik faktisk så hurtigt, at jeg følte mig overrumplet. Og jeg var altså også kun lige fyldt 19 år.

Det var en stilling i en tapet- og farvehandel, hvor jeg skulle varetage alt det regnskabsmæssige. Mine kollegaer viste sig at være et antal ekspedienter og lagerarbejdere samt firmaets noget underkuede og forvirrede lærling Kaj, der blev sat til det, ingen andre gad.

Det hele virkede alt andet end indbydende, men havde måske været til at leve med, hvis det ikke lige var på grund af uhyret, ejeren af firmaet og altså vores fælles chef.

Chefstolen, en vældig stor og knirkende kolos, var placeret i front af det som blev min plads, det vil sige vi havde fælles kontor. Kontor – ja, det var det vel, men det flød med alt tænkeligt skidt og møg, tapetprøver, halvåbne malerbøtter og -spande og for mig ukendte redskaber og værktøj. Desuden var der et rend af diverse mennesker; dog mest malermestre fra byen og omegnen –  det var en stor virksomhed.

Fik jeg mon forklaret, at manden i midten var en gru og rædsel, både at se på og at være ”i stue” med? Og det var jeg tvunget til i de fleste timer i løbet af dagen. Selv sin mad indtog han ved skrivebordet, da hans døve mor hver dag ved 12-tiden ringede og skreg ind i telefonrøret ”Så kan han komme og hente maden!”. “Han” var selvfølgelig Kaj, som skulle cykle ud til den private villa og hente direktørens varme mad, som var anbragt i en blikbeholder, en slags spejderudstyr. Så jeg havde den udelte fornøjelse hver dag at overvære hans slubrende  indtagelse af ikke bare en, men to varme retter.

Nu kender jeg ikke gennemsnits-ansættelsesperioden for kontorassistenter i det brogede marked der, men jeg måtte bare væk. Struer viste sig at være lig med B&O, hvad jeg ikke havde haft noget kendskab til, men det blev min redningsplanke. Sagen var den, at når farvehandleren skulle have stemt regnskaber af, kom en bogholder fra radiofabrikken og hjalp. På den måde traf jeg JENSEN, og selv om jeg var betænkelig ved det, spurgte jeg ham, om det mon kunne tænkes, der blev en ledig stilling på B&O.

Bogholder JENSEN blev min mæcen, han hjalp mig ud af klemmen. Han sørgede for at jeg blev en del af kontorholdet i det dengang meget store firma. Nu var det ikke sådan, at han tog mig ved hånden og agerede barnepige for mig, og det var heller ikke i bogholderiet, men salgsafdelingen, jeg blev anbragt.  Rundt om den store fabrik var der vokset en villaby op, B&O-byen, hvor også Jensen boede  med sin familie. Selv boede jeg – som det var skik og brug – på et lejet værelse ude i byen og spiste alle måltider på pensionat.  Da Jensen hørte, hvem jeg havde værelse hos, fortalte han mig, at det havde også været hans første logi i Struer. Og i den henseende var der ingen forandring, for værtinden – en sød enkefrue med en dejlig villa – var et rodehoved. Han huskede, at hun æltede franskbrød på en taburet, for der var ikke plads ved køkkenbordet. Da jeg kom til, tror jeg hun for længst var holdt op med at bage!

Et par år i Struer var nok. Jeg var træt af kontorarbejde og søgte på navigationsskole, jeg ville ud at sejle. Men jeg fik afslag, og 14 dage før nytår stod jeg der og anede ikke hvad jeg så skulle. Men jeg bad JENSEN ringe til kontoret i København og anbefale min arbejdskraft. Der blev tryllet lidt, så efter juleferien begyndte mit københavnerliv.

Der var tæt forbindelse mellem hovedafdeling og vores lille ”B&O familie” på Frederiksberg. For mig var det lidt hyggeligt, når der kom kendte ansigter fra Struer, men jeg tror kun JENSEN var der en enkelt gang. Og den ene gang inviterede han på middag i Bjørnekælderen i Frederiksberg allè. Gammelt bekendtskab skal da plejes.

En anden gang blev hele Københavner-afdelingen inviteret på besøg på fabrikken. Vi kørte i en lejet en bus  og sejlede med Århus-båden, hvilket var den hurtigste vej. Jeg meddelte, jeg ikke skulle med på vejen hjem, for jeg ville på besøg i Viborg.  Det var nu ikke JENSEN denne gang, men salgschef Sønderup, som tilbød: ”Jamen på vejen til Århus la’r vi da bare bussen køre over Viborg”.   

******* til B&O i København, men uden JENSENs kærlige mellemkomst var jeg jo aldrig havnet der.

HAMSKIFTE – eller kan man være fynbo og bo i Gråsten?

(Potentielle læsere bedes vurdere, om der er det overblik og den kontinuitet i det skrevne, som gør historien fattelig og forståelig fra de indledende bemærkninger. Varer det for længe, før man fanger den røde tråd?)

……..

”Joooh, det var såmænd da godt nok alt sammen – men det er jo sønderjyder!” 

Far havde – meget mod sin vilje – deltaget i kusine Stellas konfirmation i Sønderborg og fortalte nu en nabo om oplevelsen. Og som det lille barn med lange ører, jeg var dengang, ja så undrede jeg mig. For sønderjyder, hvad var det mon for noget? Mon jeg nogensinde ville finde ud af det?

Det her ligger så langt tilbage, at oplevelserne fra krigens tid endnu sad i folk, og Sønderborg lå alt for tæt på Tyskland og dejligt fjernt fra Svendborg. Har min far nok syntes. Men det var første gang, jeg hørte ordet sønderjyder.

Senere var jeg med på skoleudflugt til Sønderborg. På den måde oplevede vi Danmarks historie mest håndgribeligt. Vi blev sendt på græs i skanserne, mens lærer Petersen og frk. Rasmussen slappede af. Bagefter skulle vi se slottet med Chr. II’s fængselscelle og fangehullet, og så havde vi en intern konkurrence om, hvor mange gange vi kunne rende op og ned ad trapperne, kan jeg huske.  

Da min moster, altså kusine Stellas mor blev skilt og flyttede til Esbjerg, var det slut med de sjældne familiebesøg med Mommark-færgen.

Det var mit sparsomme kendskab til det fra 1920 genvundne land.

……..

”Som ung konfirmand blev jeg af mor, sat i lære på …”.  Ja, bortset fra, at jeg hverken endte som admiral eller med kors og bånd og stjerner på, så beskriver visen her meget godt min debut ud i erhvervslivet. Og som nyuddannet kontorassistent havnede jeg af en eller anden grund i Struer, som ligger meget længere væk fra Sydfyn end Sønderjylland gjorde og som bekendt i den stikmodsatte retning. For en tid muterede jeg fra en blød fynbo til en bombastisk vestjyde. Men trods  forskelligheden i både folks dialekt og  adfærd, føler jeg mig lykkelig for de få år, hvor jeg boede der og  oplevede  Limfjordens skønne egne og det barske vejrlig. Og for de mennesker jeg traf.

Men hov, hvad blev der af den røde tråd. Det kan jeg rette op på ved kort at nævne vores jule-indkøbstur til Flensborg. For undervejs drak vi kaffe på en sønderjysk landevejskro.

En far, som hed Aage, havde tilbudt at leje en lille turistbus, som vi kunne fylde op med venner og veninder og køre i hele vejen ned gennem Jylland og tværs over grænsen til Tyskland. Det som jeg husker bedst var det fælles besøg på politikontoret, hvor vi skulle bestille vores allerførste pas, og det var sensationelt. Vi skulle måles og kigges i øjnene og rendte rundt imellem hinanden, så det må have været svært at holde styr på, om vi nu blev tildelt den rigtige højde, øjenfarve og andet væsentligt.  Jeg var den eneste, der havde været udenlands tidligere; en udflugt til Malmø sommeren forinden sammen med tante Tulle. Men det krævede ingen identitetspapirer.

……..

Efter min vestjyske periode besluttede jeg at indtage København, hvad jeg selv synes lykkedes mig ganske godt. I landets hovedstad har de alt det, som ikke findes i de mindre byer, jeg havde kendskab til. Bevares, i Svendborg havde vi da et teater og i Struer har de da det store, brølende Vesterhav; hvis man altså vil køre efter det. 

Men ved siden af al Københavns kultur fandt jeg – ikke uvæsentligt for en udefrakommende – en skøn palæagtig bygning, som rammen om de mest pragtfulde kollegaer, jeg overhovedet har oplevet.  

En epoke for sig, men hvad der er vedkommende i historien her er, at min håndboldklub Mariendal, havde en venskabsklub i Flensborg. Jeg var med dernede to gange og husker de aggressive toldere i Kruså, hvor vi blev smidt ud af bussen og alt blev ransaget. Sønderjyder eller hvad? De glemte at respektere det udbredte argument, at sportsfolk er ordentlige mennesker!

……..

Videre ud i livet trods gode dage og magelige rutiner.  Verden ventede, bare et spørgsmål om at få lukket op. Efter års vagabondering rundt i mange lande tog jeg hyre som stewardesse på en Mærsk-båd. Nu skulle kloden også betragtes fra søsiden. Her mødte jeg min skæbne, for efter påmønstring i det nordvestlige Frankrig og nogle dage i rolige farvande løb vi ind i en gevaldig storm i Biscayen. Skibet krængede voldsomt fra side til side, mens de kolossale bølger masede øresønderrivende mod forstavnen. Omkring ved 18-tiden, hvor jeg sammen med hovmester, koksmat og flere andre befandt mig i pantryet og forsøgte at få gang i gryderne, forsvandt strømmen totalt. 1. maskinmester kom til hjælp, der hvor vi nærmest kravlede rundt blandt væltede skraldespande og andet løsrevet grej. Hvor længe det varede, før vi fik styr på det allernødvendigste husker jeg ikke. Men jeg husker 1.mesters snarrådige redningsaktion, som skaffede os både strøm og lys.  Han,  som siden da har taget sig af mine elektriske installationer; for det var ham,  jeg blev gift med. ”Men du skal ikke forvente, at jeg nogensinde vil bo i Sønderjylland!”, gav jeg ham straks besked om –  for fik jeg mon fortalt, han er gråstener?

Trods sin herkomst blev han vel modtaget i min familie, hvor de satte overmåde pris på hans praktiske kunnen. Men han blev komplet overrumplet, da min livsveninde kom forbi for at hilse på med ordene: ”Jamen kan du da ikke huske, vi altid har sagt, at vi aldrig ville giftes med en sømand eller en sønderjyde!” Han har flere gange siden oplevet den specielle tone og kemi, hun og jeg har dyrket siden vore første skoledage. Og han er ikke begejstret.

……..

Esbjerg dannede rammen om de fleste år af vores samliv. Byen, hvor vi blev gift, købte vores hus og fødte vores børn. Det var der, jeg lod mig opgradere til lægesekretær for at bidrage til hjemmets opretholdelse, da min hr. ægtemand gik i land og fik et almindeligt landkrabbejob. Måske var det lidt af en tilfældighed, men jeg faldt til og indordnede mig. Så jeg heppede på EfB, pralede af vores flotte svømmestadion og nægtede på det bestemteste, at den berygtede fiskestank nåede hjem til os. Patriot kaldte mit ældste barn mig, da hun flyttede hjemmefra og var udstyret med sengetøj med fiskemotiver.

……..

”Bytte, bytte købmand” –   lige midt i den økonomiske krise, hvor køb og salg af fast ejendom var en umulighed.  Sat overfor et ultimatum:  vil du eller vil du ikke indgå en byttehandel med den 8 værelses store  villa i Esbjerg og i stedet blive ejer af et skagensrødt træhus på havnen i Gråsten?   

Uden betænkningstid befinder man sig så alligevel og på trods af alt i Sønderjylland. For hvorfor sige nej til at flytte efter ca. 40 år på samme adresse? Livet har dog vel mere at byde på? Og nej, vi er ikke flyttet for at komme nærmere på familie, børn og børnebørn. Afstanden er stort set den samme, men vi er til enhver tid parate til at køre de ca. 2 timer, turen varer.

……..

Blev jeg så sønderjyde? Og skuffede jeg min fars ideologiske indstilling til folks nationalitet?  Det sidste er svært at udtale sig om så  mange år efter hans død. Men mon ikke at han fra det hinsides har indset, at man bør tilpasse sig. At det er mere end 100 år siden, Sønderjylland blev dansk.  Og man skifter for øvrigt ikke identitet ved at flytte til en anden landsdel. Gør man vel?

Ja, jeg har boet mange steder, Fyn, Jylland, Sjælland, Sønderjylland –  og også udenlands, blandt andet 10 måneder i en skibskøje rundt på de store oceaner. 

Men nu bor jeg her, og hvis nogen skulle søge efter mig, så har jeg omsider fundet min endelige adresse.

kort historie med pointe …

Kort historie med pointe  –   OPLEVELSE  FRA   ÆGYPTEN

For kort tid siden så jeg et udsnit af  Peter Ingemann’s   reportage ”Størst”.  Han var med en krydstogtsbåd på Nilen, og straks var jeg tilbage på den tur jeg og husbond-Hans tog for nogle år siden.  Vi sejlede som Peter Ingemann bl.a. mellem Aswan og Luxor og genkendte rigtig meget. Det var en pakket turistrejse,  og det er langt den letteste måde at komme rundt på, selvom jeg er typen, det gerne vil prøve egne grænser af.

Det fik jeg/vi så chancen for i Kairo, hvor vi var i tre dage, og hvor noget af tiden var på egen hånd.

Vi havde fået at vide, at Kairos indbyggerantal ligger er eller andet sted mellem 18 og 22 millioner. Det vrimler med mennesker overalt, og der var syn for sagen fra vores hotel, som lå godt placeret helt nede ved Nilen – og langs floden her gik der en jeg tror 6 – 8 sporet stærkt trafikeret vej. At komme over på den anden side, var et mesterstykke, vi blev belært i: Man skal bare vade ud på kørebanen og blive ved at gå; så kan man møvre sig igennem, men må for Guds skyld ikke stoppe op, så foranlediger man kaos og bliver stensikkert kørt til plukfisk. Trafikken bestod af biler af alle arter fra limousiner til lokale busser med passagerer hængende ud af vinduer og døre, lastbiler og ind imellem pickups med åbent lad med f.eks. får og andre dyr på ladet. Vi så også kameler midt i trafikken.

Da vi igen samledes med vore medrejsende og turens guider, udvekslede vi erfaringer; hvad havde vi brugt tiden til og hvad havde vi oplevet.  De fleste andre havde holdt sig i nærheden af hotellet og mange havde besøgt et udkigstårn med restauration, der lå så tæt, at man kunne kigge hjem til hotellet.

Guiden gjorde store øjne, da vi fortalte, vi havde fundet undergrundsbanen, som  var ret nyanlagt. Jeg ville besøge den koptiske bydel, som lå i et kvarter  langt fra Nilen og altså også langt fra vores hotel. Så det måtte da være oplagt at benytte sig af det forhåndenværende.

”Jamen det gjorde I da ikke, jamen hvordan kunne i i det hele taget finde på …??”

Vi fortalte, at vi havde set, at der var skiltet med nedgang til banen –  og ja, så gik vi ned og fandt frem til resten.

Eller dvs. , vi havde måske brug for hjælp, men at spørge med ord, var ret omsonst, for de flot uniformerede og bevæbnede perronvagter talte kun et sprog, arabisk. Men de var hjælpsomme, og vi blev faktisk eskorteret fra en etage til en anden af en lille halvsort mand. Yderst hjælpsom,  især overfor mig, som han forsøgte at komme tættere på end hans servicejob krævede. Da jeg bagefter grinende fortalte min hr. husbond om hans kropslige påtrængenhed, blev han lidt arrig.  Og tja, og haha, så purung var jeg bestemt ikke.

Men nu kommer så det sjove ved historien:  vi fandt altså med lidt ”lodder og trisser”  frem til perronen, som viste i den ønskede retning. Toget med de mange vogne kørte frem, og folkevrimlen maste sig frem og ind ad kupédørene, men vi fik øje på en af de forreste vogne, hvor der så ud af at være god plads, og vi steg ind. Toget duttede afgang og vi satte os, hvor vi kunne kigge både ud og ind.  Vi blev også betragtet, selvfølgelig, vi så jo da  fremmedartede ud. Det var helt klart kun den lokalkendte  befolkning som benyttede dette S-tog. Vi gjorde et par stop, og ja, vi følte os efterhånden direkte nidstirret – indtil en ung kvinde, en udenlands studerende prikkede os på skulderen og gjorde os opmærksom på, at de to første kupéer i undergrundsbanen altid er reserveret udelukkende til kvinder.

”Men tag det nu bare roligt og skift ved næste station” foreslog hun.

Det lidt ærgerlige ved historien her er, at vi ikke fandt meget som tydede på koptisk religion, for desværre var det meste af kvarteret spærret af – vistnok pga. reparation af en slags. Men som er gedigent minde har jeg et bevis for, jeg har været der. Et turist-souvenir, et stykke koptisk kors.

kort historie med pointe …

OPLEVELSE  FRA   ÆGYPTEN

For kort tid siden så jeg et udsnit af  Peter Ingemann’s   reportage ”Størst”.  Han var med en krydstogtsbåd på Nilen, og straks var jeg tilbage på den tur jeg og husbond-Hans tog for nogle år siden.  Vi sejlede som Peter Ingemann bl.a. mellem Aswan og Luxor og genkendte rigtig meget. Det var en pakket turistrejse,  og det er langt den letteste måde at komme rundt på, selvom jeg er typen, det gerne vil prøve egne grænser af.

Det fik jeg/vi så chancen for i Kairo, hvor vi var i tre dage, og hvor noget af tiden var på egen hånd.

Vi havde fået at vide, at Kairos indbyggerantal ligger er eller andet sted mellem 18 og 22 millioner. Det vrimler med mennesker overalt, og der var syn for sagen fra vores hotel, som lå godt placeret helt nede ved Nilen – og langs floden her gik der en jeg tror 6 – 8 sporet stærkt trafikeret vej. At komme over på den anden side, var et mesterstykke, vi blev belært i: Man skal bare vade ud på kørebanen og blive ved at gå; så kan man møvre sig igennem, men må for Guds skyld ikke stoppe op, så foranlediger man kaos og bliver stensikkert kørt til plukfisk. Trafikken bestod af biler af alle arter fra limousiner til lokale busser med passagerer hængende ud af vinduer og døre, lastbiler og ind imellem pickups med åbent lad med f.eks. får og andre dyr på ladet. Vi så også kameler midt i trafikken.

Da vi igen samledes med vore medrejsende og turens guider, udvekslede vi erfaringer; hvad havde vi brugt tiden til og hvad havde vi oplevet.  De fleste andre havde holdt sig i nærheden af hotellet og mange havde besøgt et udkigstårn med restauration, der lå så tæt, at man kunne kigge hjem til hotellet.

Guiden gjorde store øjne, da vi fortalte, vi havde fundet undergrundsbanen, som  var ret nyanlagt. Jeg ville besøge den koptiske bydel, som lå i et kvarter  langt fra Nilen og altså også langt fra vores hotel. Så det måtte da være oplagt at benytte sig af det forhåndenværende.

”Jamen det gjorde I da ikke, jamen hvordan kunne i i det hele taget finde på …??”

Vi fortalte, at vi havde set, at der var skiltet med nedgang til banen –  og ja, så gik vi ned og fandt frem til resten.

Eller dvs. , vi havde måske brug for hjælp, men at spørge med ord, var ret omsonst, for de flot uniformerede og bevæbnede perronvagter talte kun et sprog, arabisk. Men de var hjælpsomme, og vi blev faktisk eskorteret fra en etage til en anden af en lille halvsort mand. Yderst hjælpsom,  især overfor mig, som han forsøgte at komme tættere på end hans servicejob krævede. Da jeg bagefter grinende fortalte min hr. husbond om hans kropslige påtrængenhed, blev han lidt arrig.  Og tja, og haha, så purung var jeg bestemt ikke.

Men nu kommer så det sjove ved historien:  vi fandt altså med lidt ”lodder og trisser”  frem til perronen, som viste i den ønskede retning. Toget med de mange vogne kørte frem, og folkevrimlen maste sig frem og ind ad kupédørene, men vi fik øje på en af de forreste vogne, hvor der så ud af at være god plads, og vi steg ind. Toget duttede afgang og vi satte os, hvor vi kunne kigge både ud og ind.  Vi blev også betragtet, selvfølgelig, vi så jo da  fremmedartede ud. Det var helt klart kun den lokalkendte  befolkning som benyttede dette S-tog. Vi gjorde et par stop, og ja, vi følte os efterhånden direkte nidstirret – indtil en ung kvinde, en udenlands studerende prikkede os på skulderen og gjorde os opmærksom på, at de to første kupéer i undergrundsbanen altid er reserveret udelukkende til kvinder.

”Men tag det nu bare roligt og skift ved næste station” foreslog hun.

Det lidt ærgerlige ved historien her er, at vi ikke fandt meget som tydede på koptisk religion, for desværre var det meste af kvarteret spærret af – vistnok pga. reparation af en slags. Men som er gedigent minde har jeg et bevis for, jeg har været der. Et turist-souvenir, et stykke koptisk kors.

SANDAGER BADEHOTEL

Skrevet i 100-året for genforeningen.  Små klip fra før og efter 1920 – 2020.

Historisk oversigt:  Fra 1830’erne og op til 3-års krigen 1848 – 1850 gjorde fremtrædende slesviske borgere oprør mod undertrykkelse af blandt andet det danske sprog og den efterhånden tydelige magtbeføjelse, som kom sydfra og fra de tysksindede hertugslægter, der var dominerende i Nordslesvig. Dette førte til krigsudbrud i 1848 med slaget ved Bov og sluttede med en beskeden sejr til de danske i 1850 ved Fredericia.  I 1863 rejste danskerne Istedløven på Flensborg kirkegård som et sejrsmonument, men allerede året efter brød krigen atter ud og endte med det fatale nederlag til danskerne, som førte til afståelse af Sønderjylland

”Telefon Frau Henriksen, nu ringer den der … telefonapparatet igen”.  Pigen snubler lidt over ordene, for den gennemtrængende klokkelyd gør hende nervøs.

”Jamen så tag da røret af og sig ein Augenblik.  Jeg må da skifte til et rent forklæde, før jeg kan tale med gæsterne”

Året er 1913 og stedet er Sandager Badehotel (Sandacher) ved Flensborg fjord.  Værten Peter Henriksen og hans kone AnnMaj har travlt sommeren over, hvor talrige småskibe hver dag bringer gæster fra Flensborg By til hotellets anløbsbro.  AnnMaj er ferm i køkkenet og tager sig af det hele kun hjulpet af en pige eller to, for Peter Henriksen underholder gæsterne.

Efter anstændigt skift til det rene forklæde modtager hun bestillingen: endnu et selskab på 10, både voksne og børn til kaffe med lagkage. 

”Hannelore”  – AnnMaj råber febrilsk på pigen – ”du må bage nogle flere torter,  vi får fuldt hus i eftermiddag”.

Så godt som al trafik foregår ad søvejen, for det er besværligt og langsommeligt at komme fra Flensborg til Sandager ad landevejen.  Det er snart en dagsrejse, endskønt der næppe er 20 km i lige linje. Men vejen er de fleste steder kun et enkelt spor, der møjsommeligt følger de ældgamle dragninger gennem det stærkt kuperede terræn.

Det var her til Sandager Badehotel Peter Henriksen i 1910 hjemførte sin brud efter et stort anlagt bryllup.   I den mellemliggende tid har AnnMaj haft nok at se til, blandt andet har hun født 2 børn i henholdsvis 1911 og 1912.  Og nu er det stort set hende der tager sig af alt det praktiske arbejde på hotellet.

…….

I 1920 rider Kong Christian X over den grænse, der havde adskilt Sønderjylland fra Danmark i 56 år, og markerer herved genforeningen med Nordslesvig. Nu er Sandager dansk på samme måde, som hele området ned til Kruså er dansk.

Men Peter Henriksen er ikke længere hotelejer, for ham endte det med fallit. Og AnnMajs far, som havde kautioneret for sin svigersøn, mistede en stor sum penge.   For Peter og AnnMaj,  som får yderligere 2 børn,  ophører  samlivet i 1919.  Fra nu af drager AnnMaj omsorg for sig selv og de 2 yngste; 2 piger, som aldrig lærer deres far at kende.

…..

I 1947 investerer smeden i Adsbøl i et nabohus, så sønnen med kone og  børn kan flytte ind i det store hus, der hører til smedjen.  

Børnene er 7, 6 og 4 år denne pinsedag, hvor familien gør klar til årets udflugt. Det ældste barn skal for første gang selv cykle og ved godt, det kan blive en sej tur på den lille drengecykel. Faren har mellembarnet foran sig på cykelstangen, mens moren har den 4-årige i en cykelstol bag på. Mor har smurt rugbrødsmadder, som er emballeret i den skotøjsæske, Far har i bagagebæreren.

Pinseturen har de foregående år gået til Sønderhav, men moren har foreslået Sandager som udflugtsmål, da vejen hertil er knapt så lang, siger hun. Men hun vil gerne ned og se det badehotel, som hun ved hendes forældre engang ejede, men som ingen rigtigt har talt om nogensinde.

Ved vejs ende – altså Sandager strand – finder de hurtigt en egnet plads, hvor de lukker op for madkassen. Mor har svøbt rabarberblade om brødet, så det kan holde sig friskt.  Børnene smider sko og strømper og pjasker rundt i det lave vand langs Gendarmstien, mens de to forældre sender beundrende blikke op mod de smukke og velplejede huse.

Mor kalder børnene til sig og peger op mod det lidt forfaldne hotel, der er bygget ind mod klinten: ”Mama, altså jeres bedstemor har boet her. Dengang var det er fint badehotel med mange gæster, som kom sejlende derude i Flensborg Fjord. Så lagde bådene til lige her ved broen, og så gik de fine folk op på hotellet og drak eftermiddagskaffe og spiste torte eller måske cremesnitter. Og bedstemor var ung og havde en fin sort kjole på og et stort hvidt forklæde”.

”Hvorfor bor hun så ikke her i stedet for i æ’Bliktag. Det her er da meget større?   Og har du så også boet her, Mor?”

”Nej, jeg har aldrig boet her. Og jeres bedstemor boede her kun få år, og det er meget længe siden. Det er I alt for små til at forstå nu, men husk mig på at fortælle jer om det, når I er store nok til at høre og forstå den sørgelige beretning”.

”Og nu må vi hellere pakke sammen og cykle hjem igen”.

……….

Sådan skifter tiderne, og slægter følger slægters gang

I 2020 er det ”mellembarnet”, der er bedstefaren, og som har taget familien med på udflugtstur.

”Vi kører ned her ved Rinkenæs og parkerer bilen, og så skal I se et smukt stykke Danmark.  Fra 1920 og indtil jeg var 17 – 18 år gammel var grænsen mod Tyskland bevogtet, så ingen uvedkommende kunne komme ind i Danmark.  De blåuniformerede mænd kaldtes grænsegendarmer, derfor hedder den fredede sti her langs vandet, hvor de patruljerede, for Gendarmstien.  Hver eneste sommer kommer her folk, for at gå hele ruten, der er ca. 80 km lang”. Morfar er tydeligt stolt af sin hjemegn.

”Så langt skal vi vel ikke gå her i eftermiddag? Er der noget særligt vi skal se?” De tre piger ser spørgende på den gamle mand.

Solen skinner, og de lette bølger på Flensborg fjord har lokket talrige sejlbåde ud på det smukke blå hav. Om det er danske eller tyske sejlere er ikke til at se, og det har her i 100-året for genforeningen ingen betydning. På trods af nationalitet hilser man lige kammeratligt på de passerende både.

Pigerne og deres forældre dyster om, hvem der kan slå flest smut med de glatslidte teglskår, levn fra teglværkernes storhedstid. Og Morfar peger mod en samling smukke og velplejede villaer: ”Det her er Sandager, og trods den ensomme beliggenhed, har der gennem alle årene været tårnhøje huspriser”. Han sukker lidt før han fortsætter: ”Men det store nye byggeri I ser her, det er bygget lige der, hvor der i gamle dage lå et badehotel. Det ved jeg, for min bedstemor – altså jeres tipoldemor, hun har boet der engang.  Som nygift flyttede hun ind og var værtinde nogle få år  – men det er en længere historie. Og hvis I engang får lyst til at høre om det, så ved jeg, Mormor har skrevet hele historien ned.”

KÆRLIGHED TIL SØS

“I love you – I love you very much, but not for ever. I know you understand.”

Så var han væk, og hendes hjerte var tomt, tomt, tomt.  Alt var forbi. Langsomt og ligegyldigt bevægede hun sig hen imod paskontrollen for at følge de andre, men hun var ligeglad.  Kun han betød noget for hende.

En uge, nej knapt en uge havde de kendt hinanden. I Venedig var Helene sammen med sin gruppe tjekket ind på den græske krydstogtsliner med kurs mod Haifa. I Adriaterhavet var de blevet overrasket af en orkanlignende storm, hvor alle ikke søstærke passagerer stønnende bed sig fast i deres køjer og opførte sig som om de skulle dø.  Helene stødte på en gæv pige fra Århus, og som to barmhjertige samaritanere serverede de vand og beskøjter til de andre fra gruppen.

De satte sig på øverste båddæk og fik en snak. Helene blev bekendt med, at århusianeren hed Dorte, var lægesekretær, og nu ville hun ud og opleve verden.

”Tja, hvorfor valgte jeg at rejse til Israel?” spurgte hun let henkastet. ”I løbet af de der måneder regner jeg med at tabe nogle pund. Og at blive flot solbrændt. Der er jo ret varmt, har jeg læst”.

Helenes hensigter var nogenlunde overensstemmende med Dorthes, og de blev rigtig gode venner i løbet af det halvandet døgn, stormen varede.

Og pludselig lagde stormen sig, solen skinnede fristende, og folk vrimlede frem. Så var der krydstogt, da havet havde skiftet kulør fra koksgråt til middelhavs-blåt og var helt stille. Destination Dubrovnik var de gået glip af, men hver morgen stod folk op til en ny og spændende havn, hvor mandskabet stod i blændende hvide uniformer og tog afsked ved shore-bådene. Inde på land ventede taxachauffører på stribe for at vise deres land frem.

Livet om bord var underskønt med swimmingpools, soldæk og barer samt diverse underholdning. Det var mest spændende på 1. klasse, hvad Helenes gruppe ikke var længe om at finde ud af. Turistklassens ”faciliteter” overlod de gerne til de mange emigranter – altså bortset fra de korte perioder, hvor skibets besætning gennede de forlystelsessyge danskere ned, hvor de regulært hørte hjemme.

Men spisesalonen og fortæringen var absolut førsteklasses. Og betjeningen. De talrige stewarder serverede  perfekt, ja de nærmest mandsopdækkede passagererne og sørgede for, ingen gik sultne fra bordet. Helene var ret påpasselig med, hvad hun puttede i munden, og det var så her, at han lagde mærke til netop hende blandt de mange. Kunne hun ikke li’ vandmelon?  jamen straks tilbød han en anden frugt eller dessert. Nu var Helene måske nok den, som hurtigt fik folks opmærksomhed, og ja, også hos den galante steward.

Han var smuk at se på,  græsk gudeagtigt udseende med  sort hår og vidunderlige brune øjne.  Han var den, hvor uniformen med de blanke knapper sad mest perfekt på den velproportionerede krop.

Han hed Antonio og var græsk, og det var ikke tilfældigt, da de mødtes på gangen.  Helene forstod omgående, at her skulle der handles med forsigtighed og listede lydigt med ham  ind i linnedrummet.  

”Kan vi ses, når jeg har fri?” foreslog han. Og videre: ”Vi må ikke ha’ noget med passagerene at gøre, det er faktisk fyringsgrundlag. Men jeg finder ud af noget, hvis du vil møde mig”.

Helene havde ingen forpligtelser og ingen grund til ikke at hoppe på et lille eventyr. Men det var som Amor havde sendt en pil mod  hendes hjerte, måske var det hvad der kaldes kærlighed ved første blik? I hvert fald troede hun fuldt og fast på Antonio, så hun havde ingen betænkeligheder. Han ville hende, og hun ville ham.

”Kommer du ikke med til poolen?” spurgte Christine, Helenes veninde og rejsefælle hjemmefra.

”Christine, jeg siger dig, han er skøn. Og det er nu om eftermiddagen han har fritimer”. Helene kunne godt misunde de andre deres efterhånden solbrune kulør, men hun ville ikke miste et minut af samværet med sin skønne Antonio.

Kærligheden trivedes i det kammer, som han ulovligt havde indtaget og hvor timerne, de havde sammen, var som vidunderlig forbuden frugt. Hun kunne ikke få nok af ham, og hun elskede hans blide og sanselige kærtegn. Og hun elskede,  at han respekterede hendes grænser og aldrig gik længere end hvad hun kunne acceptere.

Han fortalte, at jobbet på skibet var et bierhverv for at tjene penge. ”Jeg læser jura” sagde han ”og jeg har to søstre, som jeg skal sørge for. Før jeg en dag kan gifte mig, skal jeg sørge for, de får en medgift. Så ikke før jeg har opfyldt mine forpligtelser overfor familien, kan jeg begynde at tænke på mig selv”.

Helene elskede ham for han ærlighed. Hun havde ham nøjagtigt så længe, de var sammen på skibet, og efter den korte tid på båden, ville det hele være som en drøm.

”Når du går fra borde” sagde han den sidste gang de var sammen ”så skal du vente på mig, så vi kan tage afsked. Og jeg vil stå der og se, når du forsvinder ind i mylderet sammen med dine venner. Jeg vil huske dig for altid, og jeg vil aldrig glemme, hvad vi har haft sammen”.