SANDAGER BADEHOTEL

Skrevet i 100-året for genforeningen.  Små klip fra før og efter 1920 – 2020.

Historisk oversigt:  Fra 1830’erne og op til 3-års krigen 1848 – 1850 gjorde fremtrædende slesviske borgere oprør mod undertrykkelse af blandt andet det danske sprog og den efterhånden tydelige magtbeføjelse, som kom sydfra og fra de tysksindede hertugslægter, der var dominerende i Nordslesvig. Dette førte til krigsudbrud i 1848 med slaget ved Bov og sluttede med en beskeden sejr til de danske i 1850 ved Fredericia.  I 1863 rejste danskerne Istedløven på Flensborg kirkegård som et sejrsmonument, men allerede året efter brød krigen atter ud og endte med det fatale nederlag til danskerne, som førte til afståelse af Sønderjylland

”Telefon Frau Henriksen, nu ringer den der … telefonapparatet igen”.  Pigen snubler lidt over ordene, for den gennemtrængende klokkelyd gør hende nervøs.

”Jamen så tag da røret af og sig ein Augenblik.  Jeg må da skifte til et rent forklæde, før jeg kan tale med gæsterne”

Året er 1913 og stedet er Sandager Badehotel (Sandacher) ved Flensborg fjord.  Værten Peter Henriksen og hans kone AnnMaj har travlt sommeren over, hvor talrige småskibe hver dag bringer gæster fra Flensborg By til hotellets anløbsbro.  AnnMaj er ferm i køkkenet og tager sig af det hele kun hjulpet af en pige eller to, for Peter Henriksen underholder gæsterne.

Efter anstændigt skift til det rene forklæde modtager hun bestillingen: endnu et selskab på 10, både voksne og børn til kaffe med lagkage. 

”Hannelore”  – AnnMaj råber febrilsk på pigen – ”du må bage nogle flere torter,  vi får fuldt hus i eftermiddag”.

Så godt som al trafik foregår ad søvejen, for det er besværligt og langsommeligt at komme fra Flensborg til Sandager ad landevejen.  Det er snart en dagsrejse, endskønt der næppe er 20 km i lige linje. Men vejen er de fleste steder kun et enkelt spor, der møjsommeligt følger de ældgamle dragninger gennem det stærkt kuperede terræn.

Det var her til Sandager Badehotel Peter Henriksen i 1910 hjemførte sin brud efter et stort anlagt bryllup.   I den mellemliggende tid har AnnMaj haft nok at se til, blandt andet har hun født 2 børn i henholdsvis 1911 og 1912.  Og nu er det stort set hende der tager sig af alt det praktiske arbejde på hotellet.

…….

I 1920 rider Kong Christian X over den grænse, der havde adskilt Sønderjylland fra Danmark i 56 år, og markerer herved genforeningen med Nordslesvig. Nu er Sandager dansk på samme måde, som hele området ned til Kruså er dansk.

Men Peter Henriksen er ikke længere hotelejer, for ham endte det med fallit. Og AnnMajs far, som havde kautioneret for sin svigersøn, mistede en stor sum penge.   For Peter og AnnMaj,  som får yderligere 2 børn,  ophører  samlivet i 1919.  Fra nu af drager AnnMaj omsorg for sig selv og de 2 yngste; 2 piger, som aldrig lærer deres far at kende.

…..

I 1947 investerer smeden i Adsbøl i et nabohus, så sønnen med kone og  børn kan flytte ind i det store hus, der hører til smedjen.  

Børnene er 7, 6 og 4 år denne pinsedag, hvor familien gør klar til årets udflugt. Det ældste barn skal for første gang selv cykle og ved godt, det kan blive en sej tur på den lille drengecykel. Faren har mellembarnet foran sig på cykelstangen, mens moren har den 4-årige i en cykelstol bag på. Mor har smurt rugbrødsmadder, som er emballeret i den skotøjsæske, Far har i bagagebæreren.

Pinseturen har de foregående år gået til Sønderhav, men moren har foreslået Sandager som udflugtsmål, da vejen hertil er knapt så lang, siger hun. Men hun vil gerne ned og se det badehotel, som hun ved hendes forældre engang ejede, men som ingen rigtigt har talt om nogensinde.

Ved vejs ende – altså Sandager strand – finder de hurtigt en egnet plads, hvor de lukker op for madkassen. Mor har svøbt rabarberblade om brødet, så det kan holde sig friskt.  Børnene smider sko og strømper og pjasker rundt i det lave vand langs Gendarmstien, mens de to forældre sender beundrende blikke op mod de smukke og velplejede huse.

Mor kalder børnene til sig og peger op mod det lidt forfaldne hotel, der er bygget ind mod klinten: ”Mama, altså jeres bedstemor har boet her. Dengang var det er fint badehotel med mange gæster, som kom sejlende derude i Flensborg Fjord. Så lagde bådene til lige her ved broen, og så gik de fine folk op på hotellet og drak eftermiddagskaffe og spiste torte eller måske cremesnitter. Og bedstemor var ung og havde en fin sort kjole på og et stort hvidt forklæde”.

”Hvorfor bor hun så ikke her i stedet for i æ’Bliktag. Det her er da meget større?   Og har du så også boet her, Mor?”

”Nej, jeg har aldrig boet her. Og jeres bedstemor boede her kun få år, og det er meget længe siden. Det er I alt for små til at forstå nu, men husk mig på at fortælle jer om det, når I er store nok til at høre og forstå den sørgelige beretning”.

”Og nu må vi hellere pakke sammen og cykle hjem igen”.

……….

Sådan skifter tiderne, og slægter følger slægters gang

I 2020 er det ”mellembarnet”, der er bedstefaren, og som har taget familien med på udflugtstur.

”Vi kører ned her ved Rinkenæs og parkerer bilen, og så skal I se et smukt stykke Danmark.  Fra 1920 og indtil jeg var 17 – 18 år gammel var grænsen mod Tyskland bevogtet, så ingen uvedkommende kunne komme ind i Danmark.  De blåuniformerede mænd kaldtes grænsegendarmer, derfor hedder den fredede sti her langs vandet, hvor de patruljerede, for Gendarmstien.  Hver eneste sommer kommer her folk, for at gå hele ruten, der er ca. 80 km lang”. Morfar er tydeligt stolt af sin hjemegn.

”Så langt skal vi vel ikke gå her i eftermiddag? Er der noget særligt vi skal se?” De tre piger ser spørgende på den gamle mand.

Solen skinner, og de lette bølger på Flensborg fjord har lokket talrige sejlbåde ud på det smukke blå hav. Om det er danske eller tyske sejlere er ikke til at se, og det har her i 100-året for genforeningen ingen betydning. På trods af nationalitet hilser man lige kammeratligt på de passerende både.

Pigerne og deres forældre dyster om, hvem der kan slå flest smut med de glatslidte teglskår, levn fra teglværkernes storhedstid. Og Morfar peger mod en samling smukke og velplejede villaer: ”Det her er Sandager, og trods den ensomme beliggenhed, har der gennem alle årene været tårnhøje huspriser”. Han sukker lidt før han fortsætter: ”Men det store nye byggeri I ser her, det er bygget lige der, hvor der i gamle dage lå et badehotel. Det ved jeg, for min bedstemor – altså jeres tipoldemor, hun har boet der engang.  Som nygift flyttede hun ind og var værtinde nogle få år  – men det er en længere historie. Og hvis I engang får lyst til at høre om det, så ved jeg, Mormor har skrevet hele historien ned.”

KÆRLIGHED TIL SØS

København i urbane streger | Magasinet KBH

“I love you – I love you very much, but not for ever. I know you understand.”

Så var han væk, og hendes hjerte var tomt, tomt, tomt.  Alt var forbi. Langsomt og ligegyldigt bevægede hun sig hen imod paskontrollen for at følge de andre, men hun var ligeglad.  Kun han betød noget for hende.

En uge, nej knapt en uge havde de kendt hinanden. I Venedig var Helene sammen med sin gruppe tjekket ind på den græske krydstogtsliner med kurs mod Haifa. I Adriaterhavet var de blevet overrasket af en orkanlignende storm, hvor alle ikke søstærke passagerer stønnende bed sig fast i deres køjer og opførte sig som om de skulle dø.  Helene stødte på en gæv pige fra Århus, og som to barmhjertige samaritanere serverede de vand og beskøjter til de andre fra gruppen.

De satte sig på øverste båddæk og fik en snak. Helene blev bekendt med, at århusianeren hed Dorte, var lægesekretær, og nu ville hun ud og opleve verden.

”Tja, hvorfor valgte jeg at rejse til Israel?” spurgte hun let henkastet. ”I løbet af de der måneder regner jeg med at tabe nogle pund. Og at blive flot solbrændt. Der er jo ret varmt, har jeg læst”.

Helenes hensigter var nogenlunde overensstemmende med Dorthes, og de blev rigtig gode venner i løbet af det halvandet døgn, stormen varede.

Og pludselig lagde stormen sig, solen skinnede fristende, og folk vrimlede frem. Så var der krydstogt, da havet havde skiftet kulør fra koksgråt til middelhavs-blåt og var helt stille. Destination Dubrovnik var de gået glip af, men hver morgen stod folk op til en ny og spændende havn, hvor mandskabet stod i blændende hvide uniformer og tog afsked ved shore-bådene. Inde på land ventede taxachauffører på stribe for at vise deres land frem.

Livet om bord var underskønt med swimmingpools, soldæk og barer samt diverse underholdning. Det var mest spændende på 1. klasse, hvad Helenes gruppe ikke var længe om at finde ud af. Turistklassens ”faciliteter” overlod de gerne til de mange emigranter – altså bortset fra de korte perioder, hvor skibets besætning gennede de forlystelsessyge danskere ned, hvor de regulært hørte hjemme.

Men spisesalonen og fortæringen var absolut førsteklasses. Og betjeningen. De talrige stewarder serverede  perfekt, ja de nærmest mandsopdækkede passagererne og sørgede for, ingen gik sultne fra bordet. Helene var ret påpasselig med, hvad hun puttede i munden, og det var så her, at han lagde mærke til netop hende blandt de mange. Kunne hun ikke li’ vandmelon?  jamen straks tilbød han en anden frugt eller dessert. Nu var Helene måske nok den, som hurtigt fik folks opmærksomhed, og ja, også hos den galante steward.

Han var smuk at se på,  græsk gudeagtigt udseende med  sort hår og vidunderlige brune øjne.  Han var den, hvor uniformen med de blanke knapper sad mest perfekt på den velproportionerede krop.

Han hed Antonio og var græsk, og det var ikke tilfældigt, da de mødtes på gangen.  Helene forstod omgående, at her skulle der handles med forsigtighed og listede lydigt med ham  ind i linnedrummet.  

”Kan vi ses, når jeg har fri?” foreslog han. Og videre: ”Vi må ikke ha’ noget med passagerene at gøre, det er faktisk fyringsgrundlag. Men jeg finder ud af noget, hvis du vil møde mig”.

Helene havde ingen forpligtelser og ingen grund til ikke at hoppe på et lille eventyr. Men det var som Amor havde sendt en pil mod  hendes hjerte, måske var det hvad der kaldes kærlighed ved første blik? I hvert fald troede hun fuldt og fast på Antonio, så hun havde ingen betænkeligheder. Han ville hende, og hun ville ham.

”Kommer du ikke med til poolen?” spurgte Christine, Helenes veninde og rejsefælle hjemmefra.

”Christine, jeg siger dig, han er skøn. Og det er nu om eftermiddagen han har fritimer”. Helene kunne godt misunde de andre deres efterhånden solbrune kulør, men hun ville ikke miste et minut af samværet med sin skønne Antonio.

Kærligheden trivedes i det kammer, som han ulovligt havde indtaget og hvor timerne, de havde sammen, var som vidunderlig forbuden frugt. Hun kunne ikke få nok af ham, og hun elskede hans blide og sanselige kærtegn. Og hun elskede,  at han respekterede hendes grænser og aldrig gik længere end hvad hun kunne acceptere.

Han fortalte, at jobbet på skibet var et bierhverv for at tjene penge. ”Jeg læser jura” sagde han ”og jeg har to søstre, som jeg skal sørge for. Før jeg en dag kan gifte mig, skal jeg sørge for, de får en medgift. Så ikke før jeg har opfyldt mine forpligtelser overfor familien, kan jeg begynde at tænke på mig selv”.

Helene elskede ham for han ærlighed. Hun havde ham nøjagtigt så længe, de var sammen på skibet, og efter den korte tid på båden, ville det hele være som en drøm.

”Når du går fra borde” sagde han den sidste gang de var sammen ”så skal du vente på mig, så vi kan tage afsked. Og jeg vil stå der og se, når du forsvinder ind i mylderet sammen med dine venner. Jeg vil huske dig for altid, og jeg vil aldrig glemme, hvad vi har haft sammen”.

Et sommerjob

”De ligner s’gu en, der er gravid!”

Vi står  på den brede, tæppebelagte trappe, som fører  til spisesalonen på første klasse og afventer strømmen af passagerer. Tonen blandt os er ret bramfri, og Worsøes drillerier er der ingen, som tager sig af.

Worsøe er chefpurser her på m/s England, og  ”vi” er hovedsagelig kioskpigerne og så os to info-assistenter, Britta på 2. klasse og  mig, der varetager stort set alt på 1. klasse; –  det mener jeg i hvert fald selv.

Kl. 16 åbner tolderne sluserne, og kl. 18 letter vi anker med kurs mod Parkeston Quay.  Så i løbet af 2 timer skal de mange mennesker være fordelt på de knapt 500 køjepladser, vi råder over.

Det lyder let nok, men den her augustdag kan i lighed med alle andre sommerdage byde på overraskelser – overraskelser i form af overbooking. Når de tre salgskontorer, København, Århus og Esbjerg glemmer at konferere indbyrdes ”går der kuk i maskineriet”,  så kan en kahyt være solgt op til flere gange. Og vi står med problemerne.

”Har vi fået passagerlisterne?” vil jeg gerne vide.

Worsøe oplever det her hver sommer, så han tager det med sindsro.   Før han når at svare, kommer et bud fra land med en stak papirer, som han gi’r purseren.  I stedet for en hyggebemærkning, styrter han hjem igen, hvilket ikke varsler godt.

I løbet af de næste timer vender vi op og ned på alt.  Vi piger, som der ikke er plads til i mandskabsafdelingen, logerer i  de dårligste passagerkahytter, men i nat må vi ud og finde andet logi.

”De fleste fester jo natten igennem og bruger ikke deres køjer – kan I ikke bare låne jer frem?”  Og ja, det må vi så atter engang.  Vi fjerner vores grej, og et  hold kahytsjomfruer kommer til med spand, vand og sengetøj og får vores hyggekahyt til at se ud, som den har stået klar til de ventende gæster.

Mit forslag, ”Commandor class B” er da ledig, kan vi ikke bare putte nogle derind ?” imødekommes med en hovedrysten og spørgsmål, om jeg er rigtig klog.

”Det er jo direktøren for London afdelingen som bor i A, vi kan ikke bare anbringe en hvilken som helst Nielsen eller Andersen som nabo til ham og fruen!”  

Nå, det kan jeg så ikke lige vide, men ved godt, det som regel er kendisser, som skal ha’ de fornemme kahytter med både frugt og vin.

Jeg skal passe min info-skrank, så mad kan jeg ikke få i mandskabskabyssen. I stedet må jeg tiltuske mig noget fra restauranten, så i lighed med andre aftner spiser jeg i en krog sammen med hyggepianisten, en gammel snegl, som intet har i hovedet andet end klassisk musik. Men skidt, den eneste gang jeg nåede nedenunder og glædede mig til frikadellerne, var de så salte, at jeg lærte at sætte pris på stegretter hver eneste aften.

Min formiddag går med at veksle penge og sælge blade, og så skal jeg lave menukort til næste aftenoverfart. Jeg får en lille krøllet seddel  fra chefkokken og må selv om at oversætte. Der er noget jeg har glemt at lære om  i mit hidtidige liv, og det er det kulinariske, men der er ingen hjælp at hente, så jeg skriver efter bedste evne. Mangt en hjælpsom englænder er kommet grinende, og jeg har lært, hvad der skal stå næste gang desserten er jordbærgrød med fløde.

Kl. 12 middag lægger vi til og har eftermiddagen fri. ”Skal vi ta’ toget til Ipswich?” spørger Ruth. 

Ruth læser fransk på fjerde år og  blev tilbudt sommerjob som skyller, men vi er heldige i stedet at få hende som kollega i kiosken. DFDS vurderer ikke så nøje, hvor folk placeres.  Vi er i alt ca.  otte – ni piger, der skiftes om vagterne, og vi har det fint sammen. Det er en god sommer, så de fleste dage ligger vi bare på soldækket og lader os brune. Kl. 16.00 forventes det, vi står parat i  uniform, en blå kortærmet kjole med DFDS symbol i sølvknapperne.

Den følgende dag, går jeg ind til Worsøe: ”Jamen nu er jeg så afsløret.  Ja, jeg er gravid og vil gerne stoppe”.

”Jamen, jamen, det var ikke sådan ment!” og han forsikrer,  jeg kan fortsætte så længe jeg vil.  Men jeg bliver ved mit.

Den 20. august afmønstrer jeg,  den 2. oktober føder jeg mit første barn.

Det var et sommerjob, som jeg mindes med glæde.

Love is forever

Jeg  står ikke på speakers corner i London og ikke engang på en ølkasse på Blågårds Plads i København. Jeg sidder ved barnebarnets festbord, hvor alle hjælper med at synge min sang til konfirmanden. – Eller rettere: jeg har tilladt mig at låne Leonoras grand prix sang, som jeg gi’r videre til Emilie med få personlige episoder fra hendes tidlige barndom. Som det er kotyme. Leonoras tekst er  smuk og indeholder et budskab, som er værd at tage til efterretning. Det ville jeg gerne give videre.

I aften skal vi så alle  samles om varme hveder og om Leonora, hvor vi krydser fingre for at hun og hele Danmark går videre til eurovision lørdag.

Og så en ekstra lille oplysning: Leonora er kendt af både Emilie og en stor del af gæsterne ved konfirmationen, for hun er (tidligere) elitekunstskøjteløber. Så selvom det har skaffet mormor’en  store problemer, så kan det ikke være anderledes. Vel?

 

Emilie- guldklump her, vi elsker dig som du er

husker din historik, og hvad du har iværksat.

Tænk at det er sandt – du er konfirmand

vi skal ha’ lidt fakta frem.

Hvem mon husker på – dengang I var små,

bedstemor’en gør såmænd.

Love is forever,  love is forever and everyone –

love is forever, love is forever and everyone

Just a taste of love, a taste of what- could actually rule both you and me.

A taste of love is all we got – so don’t you never ever give up love.

 

Tænk over hvad guld er værd – og hør her frøken primær,

at kort og let fortalt, rekord har du i alt.

Hør her konfirmand, tror du det er sandt

du ku’ kravle, tygge, gå

uden mor og far, på den slags blev vár,

tidligt op de to bør stå.

Love is forever, love is forever and everyone-

love is forever, love is forever and everyone.

“Kun et kort goddag! Hun er ej sød,

med saks på Mias hår hun sig forbrød”

Gulv med tush – ja ak og ve.  En dag du never, ever var at se.

 

Førhen – men også nu, den sande lykke når du

ved bordet glad og fro, hyggede med os to.

Du fandt kød var godt, mens “pigerne” åd råt

og så holdt I Barbie-fest.

Det er ingen vits, at du holdt justits,

de fik dem som var til rest.

Love is forever, love is forever and everyone –

love is forever, love is forever and everyone.

Sande ord om “love” – vor sang er endt

Til lykke til Emilie

Vort håb in spe, det er nu sendt

og husk så “NEVER EVER GIVE UP LOVE”

 

 

Eksperimentet

Underlig nok havde jeg sovet udmærket natten igennem, indtil jeg tidlig morgen blev vækket af dørklokken.  Jamen jeg vidste da godt han kom,  men ikke lige hvornår.

Så stod han der – et gensyn efter næsten et halvt år. Hvad havde jeg forventet? Og formåede jeg at skjule min overraskelse –  eller hvad man skal kalde det? Jeg så på ham, indsnusede hans duft, men kendte ham knapt. Manden, som jeg havde besluttet herefter at dele livet med. Hvad gør man? – et splitsekund, og jeg gjorde hvad jeg måtte gøre: åbnede min favn og lukkede ham ind

Det lyder som arrangeret ægteskab, men det var det ikke. Vi havde tidligere været sammen i mange måneder, men i udlandet og under andre præmisser. Selv om vi dengang på en måde boede sammen og delte seng, så var det ikke i vores eget, ikke rigtig privat, det var mere flydende

Vel inde i den ètværelses så han sig søgende omkring. “Det er så her, vi skal bo” sagde han let konstaterende. “Det ser da fint ud”.

“Jeg var bare heldig, her i byen er det tilsyneladende svært at få en lejlighed”. Jeg nævnte ikke den enorme pris boligselskabet  var så ublu at forlange. Der var ingen grund til at snakke penge indenfor de første 10 minutter efter gensynet.

“Hvad, – vi skal vel ha’ nogle møbler?”  Fint nok af ham at nævne det, og jeg tog tråden op.

“Ja, joh, –  du ved, jeg har kun været her et par dage og har knapt fået kigget på byen. Men jeg  har købt nogle kopper og tallerkener, så morgenmad kan vi godt få”.

Han gik i bad, og mens hans åbne kuffert stod gabende midt på gulvet med tøj flagrende rundt på det tomme gulv, sad vi  lidt efter i hver sin ende af sengen med morgenbakken mellem os. Vi kiggede på hinanden og brast i latter –  vi begyndte at kende hinanden igen.

 

 

 

 

DRENGENE

 Marie stiller kurven med stikkelsbær fra sig på køkkenbordet.  Hun har fundet syltetøjsglas og flasker frem og konstateret, der er nok rom i flasken til at konservere både saft og gelé. Men sukkerkrukken er næsten tom, så hun har et problem.

Hun ser hen på Mie, der allerede er i færd med at skolde glassene.

“Ved du hvor Martha er? Hun vil sikkert gerne gå et ærinde for mig.”

Men nej, Mie aner ikke, hvor Martha er. “Hun hjalp dig da ude ved bærbuskene, siden har jeg ikke set hende.”

Marie må finde en anden udvej. Hun åbner døren til dagligstuen; drengene er jo kommet hjem fra skole nu. Niels Juel ligger mageligt henslængt i en lænestol med de lange ben strakt ud foran sig. Hans kastanjebrune krøller står i en lysende glorie om hovedet her i sollyset, som falder ind gennem det store vindue. Han læser dybt koncentreret i en bog.

”Jeg mangler sukker. Kan du ikke gå til købmanden for mig?” forhører Marie sig.

”Mooar! Nu har jeg lige lånt den her bog. Kan du huske, jeg fortalte dig om Rider Haggard…?”

”Jo, jo” – Marie trækker opgivende på skuldrene. De drenge, de drenge. De er snart så kloge, og de ved besked om alverdens ting. Og alligevel læser de uophørligt hele tiden.

Far havde foreslået det, og så var drengene blevet meldt ind i Lehns private Realskole i Bagergade for ikke at skulle skifte skole, hver gang familien flyttede til et nyt sted. Drengene selv ville også gerne lære noget, så alle fandt, det var en god idé. De ældre brødre sagde så tit, at de godt kunne have haft brug for  flere skolekundskaber. Men dengang havde de nu aldrig haft noget imod at slippe, når deres far holdt dem hjemme for at hjælpe.

Marie kigger over mod divanen og betragter et stramt sammenrullet uldtæppe med en brun hårtop øverst oppe.

”Aksel!” forsøger hun.

”Mmm” – han mumlen kommer langt nede fra.

”Kunne du måske….?”

”Ikke lige nu –  senere!”

Og senere vil han ha’ glemt alt om at handle ind. Marie kender det godt, Niels Juel som finder på undskyldninger, og Aksel som lover, men som regel glemmer sine løfter.

Hvad Marie ikke kan gennemskue er, at drengene på vej hjem fra skole har været med i en slåskamp mod drengene fra kommuneskolen. Og det afstedkom så en flænge i Aksels bukser.

Drengenes forældre er enige om, de skal se ordentlige ud i tøjet, som dog kun bliver skiftet ud, når det enten er blevet for småt eller for slidt. Det skal ikke ødelægges, pengene kommer  ikke af sig selv.

Hvad Marie ikke kan vide er, at drengen nu ligger der i tæppet uden bukser, mens hjælpsomme storesøster Martha har skjult sig inde i soveværelset, hvor hun med små sirlige sting forsøger at reparere bukserne og redde Aksel ud af sin knibe.

Marie indstiller sig på, at det med syltningen må udsættes. Men hun får uventet “hjælp fra oven”, for minsandten, hun hører lyden af farens cykel, som blev stillet op ad muren. Det hører drengene tilsyneladende også  inde i stuen, for pludselig står Niels Juel i døren med et “Jeg vil godt hente sukker til dig, Mor”. Han griber fat i spånkurven og når netop at komme  ud af  hoveddøren, før faren kommer ind ad bagdøren.

For ingen er i tvivl om, at når far kommer  hjem så tidligt på dagen, er det fordi han har noget, der skal gøres derhjemme. Noget som  helt sikkert  kræver hjælp fra børnene.

Og så er det trods alt bedre at gå en rask lille tur ned ad vejen med kurven over armen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HOVED, KROP, HALE, en historie om mig og Tom – og Helene

“Kom og se! Nu er der en mere, som er ved at flytte ind”.

Helene  og jeg betragter sammen den hvide kassebil, som er kørt op foran indgangen i vores  nybýggede residens, hvor flere af de 13 lejligheder endnu står tomme.

Vi er ikke direkte nysgerrige, men spændte på, hvem vore nye samboende vil blive. Selv skal vi ikke bo her fast, men kun i ferier og weekend’er efter vi har solgt vores sommerhus.

Vi kigger ned og betragter en mand vel i begyndelsen af 50’erne samt et par større drenge, måske sønner – som hjælper med at bære ind.

Senere samme dag møder jeg Tom, som manden selv præsenterer sig.

“Nå, så blev lejligheden endelig indflytningsklar, og man får tag over hovedet”. Han sender mig et vel nok lidt undersøgende smil, som jeg tyder som venligt og ærligt. Der er noget ved mandens udstråling, der gør, at jeg synes om ham.

“Vi bor i lejligheden oven over din. Så vi ses nok. Men i øvrigt velkommen til!” smiler jeg til ham og fortsætter ned ad trappen.

Og vi ses flere gange i løbet af både lørdag og søndag, hvor jeg  får lejlighed til at snakke lidt mere med ham. Der kommer et par allerede indflyttede og etablerede til, så vi når at få en øl sammen i det lille rum ved siden af indgangen.

Tom fortæller, at han er alene. Han har overladt en større villa med alt indbo til sin ex og deres to sønner, som ikke skal lide under forældrenes skilsmisse. “Og så snakker vi ikke mere om det” afgør han.

Tom og jeg samt et par andre stifter hurtigt klokken 5-bajer møder, som jeg håber kan fortsætte fremover.

Vi holder meget af vores nye weekend-lejlighed, mens vi begge jobber i hjemkommunen. Og  det er næsten med beklagelse vi må afstå fra vores fristed, hvis vi i weekend’en har andre aftaler. Og når ferier planlægges til f.eks. udlandet

Vi får  hurtigt etableret venskab med flere andre af husets beboere, efterhånden som lejlighederne bliver færdigmonteret. Men Tom er nok den, som både jeg og Helene ser oftest. Vi oplever ham som  en smule fåmælt,  mest som om han ikke er interesseret i at tale om det forliste ægteskab. Og da vi er voksne og nogenlunde forstandige mennesker, lader vi ham i fred på det punkt.

Tom er en pæn og ordentlig mand, og Helene nævner tit,  at jeg  kan lære en hel del  af ham. “Har du lagt mærke til, han altid bruger Lloyd fodtøj” –  “..hans Sand skjorte” osv.?  Og den eksklusive duft omkring hans person?

Men en fælles interesse for motorløb og biler i det hele taget er nu mere interessant for mig. Så vi laver aftale om fremover at overvære samtlige løb på Padborg Park.

Tiden går, –  og endnu en fredag gør vi  som sædvanlig klar til ferieboligen:                “Pas dog på, du er ved at kvæle katten!.”

Helene anbringer en dynge tøj på bagsædet, mens jeg skæver over højre skulder. Der skal s’gu være ordentlig plads til dyrets transportkasse.

“Hvad Fanden har du lavet? Nu har jeg siddet her med katten og ventet  et kvarter. Sagde du ikke, vi var færdige med at pakke bil? Hvad har du nu slæbt med?”

“Hvis nu vi skal noget. Jeg har taget noget ordentligt tøj med.”  Hun lyder neutral og afvæbnende, en rolle hun har tillagt sig – vistnok på det sidste.

Jeg har lyst at råbe et eller andet meget højt, men sætter i stedet bilen i gear.

Der holder kun få biler på P-pladsen, da vi kommer frem. Jeg hjælper med at slæbe ind, sætter det hele midt på køkkenbordet og går ned for at indsnuse frisk luft. Det trænger jeg ærlig talt til.

Toms bil er også væk,  vi har ikke  set noget til ham den seneste tid. Han er begyndt at spille golf igen, har han fortalt. Men hver weekend?

Helene er i fuld gang med et eller andet da jeg kommer op. “Jeg kører en tur!” meddeler jeg halvvejs ude af døren, idet jeg snupper bilnøglerne. Hun skal ikke med, jeg orker ikke hendes evindelige Bilka-indkøb, og det er hvad hun har fantasi til. Jeg vil på havnen, alene.

Jeg regner efter i hovedet; er det allerede to år siden, vi flyttede ind? Vi kender snart alle mennesker her i den lille by, men jeg gider ikke være for tæt med folk, ikke for meget intimitet. Hellere et “Hej, fint vejr i dag!” til sommerens turister.

Men ærligt talt, jeg savner Tom. Og mere tomt bliver der omkring ham, da jeg møder hans yngste søn, som kigger på mig med mærkeligt kolde øjne. “Hvad er det du og far har sammen?” spørger han, idet han forsvinder ind i elevatoren.

“Kan vi ikke ligeså godt køre hjem?” foreslår jeg søndag formiddag. Helene siger ingenting, men begynder straks at tømme køleskab.

“Jeg så Toms knægt. Hvad bilder han sig ind?” Vi sidder i bilen  og jeg nævner episoden fra i går. Nu bagefter er jeg ærgerlig over, jeg ikke nåede at spørge ind til hans far, så jeg kalder ham en snothvalp – og hvad jeg sådan lige kan komme på.

“Du kan ikke li’ ham!” siger hun “det er nok bare dig, der opfatter ham forkert. Herregud, han er jo bare en 16-års dreng”.

Det går ikke specielt livligt til hjemme hos os som dagene går. Helene bliver mere og mere irritabel på mig. Hver gang jeg lukker munden op, mener hun det modsatte. Og så er der jo ikke meget at snakke om.

“Hvad er der i vejen med dig?” siger hun en dag. “Du gider hverken det ene eller det andet. Når du endelig svarer mig, så snærrer du!”

Nå så det er mig, der er noget i vejen med? Hun er jo krop-umulig, og jeg er kørt træt i det hele, så jeg ringer en morgen og melder mig syg.

Jeg kører ned i lejligheden –  hvor vi ikke har været  gennem længere tid. Har bare gået derhjemme og passet hver sit. I tavshed. Et par gange har vi  også skændtes – eller hun har. Jeg synes det er lettere ikke at sige noget.

Nu jeg er fremme, føles det alligevel lidt forkert –  men det er jo hende, der vil være på tværs. Jeg sætter mig på altanen, men irriteres over mågernes skræppen, så jeg laver noget kaffe og tænder for fjernsynet.  Jeg har  taped et bånd med flere timers politirapport.

Så kommer Tom. “Jeg så din bil?” Han kigger sig rundt og spørger “Hvor er Helene?”Men hun er jo ikke med.

Jeg kan ikke  tilbyde en øl, for køleskabet er tomt, så det bli’r Toms omgang.

Før han når at ribbe op i noget, kommer jeg ham i forkøbet og spørger ind til hans fravær. “Jeg har meldt mig i en singleklub, og vi har lige været i Belek. Før turen derned har vi trænet på golfbaner rundt omkring. Der er flest kvinder” smiler han.

Jeg har intet hørt fra Helene, da jeg går i seng.

Klokken o8.15.  Jeg  lægger mobilen tilbage på natbordet. Underligt jeg har sovet til nu, men vi fik jo nogle øl i går.

Mon Helene sidder ved morgenbordet, har hun dækket op til sig selv, eller står hun bare ved køkkenbordet og drikker en kop Ness-cafe?

Nej –  nej,  … ikke tænke. Jeg gider ikke, ikke på det derhjemme.   Mon Tom kom af sted til tiden?

Hvad skal jeg give mig til? Båndet med politirazzia så jeg to gange i går,  så jeg sætter mig på altanen og kigger på alt og intet. Nogle børn står og smider brød ud til svanerne. Jeg kommer i tanker om, jeg er sulten og henter et flute, som jeg spiser tørt, mens jeg drikker kaffe.

Ved 5-tiden kommer Tom. Han kigger lidt rundt og siger: “Helene er ikke kommet!”,  men det kan han jo se, så jeg svarer ikke.

“Hvad har du lavet?” vil han vide – eller vil han. Han ved godt, noget er galt –  og han ved godt, det er noget han og jeg skal tage fat i.

“Jeg ringer efter en pizza, hvad vil du  ha’? Pepperoni? Ta’r du noget vin med?” foreslår han.   Han er smuttet, og jeg finder en flaske Corterosso, den er italiensk og må kunne bruges til pizza.

Vi sidder sammen over maden og får lukket op for vinen, og jeg får omsider  lukket op for mit indre problem.

Tom spørger ikke, men hans attitude opfordrer på sin vis; jeg må gerne læsse af på ham.

“Helene ved ikke, jeg er taget herned – eller det gør hun måske?  Men hun har ikke ringet”. Jeg ser nok både dum og ubehjælpsom ud.

Han siger ikke noget, men lytter – og jeg fortsætter: “Det hele er noget lort. Hun dirigerer, og jeg gider s’gu ikke rende efter hendes fløjte. Jeg vil hellere passe mig selv”.

Det lyder helt forkert, når jeg sætter ord på.  Han siger ikke noget, og så er det svært at fortsætte. Det er meget lettere at overskride den grænse, han har sat. “Du må jo selv have haft den slags  problemer?”

“Nej, ikke på den måde. Det er en længere historie, vi  kan tage den en anden gang. Hvis du vil høre mit råd, tænk dig om, før du ødelægger jeres forhold.  Det er jo  ikke det, du vil. Du er kørt sur i det, men er du sikker på, det er Helenes skyld? Hun har ikke ringet, siger du. Måske trænger hun også til et pusterum!”

“Hvad mener du? Jamen hvorfor skulle hun dog ..” Hvad mener han egentlig. Helene, skulle hun være utilfreds?    Men hvad nu, hvis det var hende, der bare blev væk en dag?   Og hvorfor har hun ikke ringet?

Jeg funderer lidt. Tom har ikke spurgt om noget, har  egentlig bare ladet mig snakke, men det er underligt, for jeg begynder at se anderledes på situationen.

“Hvis Helene ikke ringer i morgen, så er det måske bedst jeg ringer hjem” siger jeg, og det ser ud, som Tom nikker anerkendende. Det føles godt at snakke med Tom, overfor andre ville jeg ikke bryde mig om at bringe noget så privat på bane.

Hvis vi  bare kunne komme derhen, at diskutere fælles ægteskabelige uoverensstemmelser. Jeg kommer i tanker om hans søn, hans fjendske blikke:         “Din den yngste, hvad har han imod mig? Jeg mødte ham en dag, du ikke var hjemme”.

“Noget imod dig? Nej, vel ikke specielt dig. Han passer på mig, forestiller han sig, –  blander sig. Noget med et tabt fader-ideal…”   Tom holdt inde næsten midt i en sætning.

I løbet af den næste flaske Corterosso, spørger jeg ind til hans golfrejse til Belek, hvor vi også har været engang.   “Det er da et  pragtfuldt sted, resort-hoteller med fri bar – og så havde du fri damer?”

“Når man er alene, skal man selv gøre det opsøgende arbejde. Hvis du vil være sammen med andre, er der ikke en “kone” til at invitere. Du skal selv. For øvrigt skal det vare lidt, før jeg rejser  med dem igen. Jeg kan da fortælle, at den sidste nat tilbragte jeg på lufthavnshotellet i Antalia”.

Kl. 08 dagen derpå. Helene ringer og spørger: “Er der noget, vi to skal snakke sammen om?”

 

Epilog:   Vi rejser os som de eneste, da Toms navn bliver nævnt.  Efter alle helgens gudstjenesten forlader vi den kirke, hvor jeg for et halvt år siden hjalp med at bære kisten ud.

Helene stikker fortroligt sin arm ind under min mens hun nynner en Kim Larsen-strofe –  spørger så “Fik du sagt det du ville, fik du …?”

Nej. Jeg fik kun fortalt, hvordan Tom holdt for meget af os to til at opleve,  at vores forhold skulle sættes over styr.

Jeg fik aldrig fortalt om Tom selv, hvorfor hans skæbne havde taget den uheldige drejning.

Og nu er jeg ligeglad, om hans søn kan li’ mig eller ej. Men han ved jo nu, at obduktionen viste, det ikke var leverskader, som var årsagen til Tom død.

 

 

 

 

HOVED ,KROP, HALE, en beretning om mig og Tom – og Helene

Klokken o8.15.  Jeg  lægger mobilen tilbage på natbordet. Underligt jeg har sovet til nu, men vi fik jo nogle øl i går.

Mon Helene sidder ved morgenbordet, har hun dækket op til sig selv, eller står hun bare ved køkkenbordet og drikker en kop Ness-cafe?

Nej –  nej,  … ikke tænke. Jeg gider ikke, ikke på det derhjemme.  – – Mon Tom kom af sted til tiden?

Hvad skal jeg give mig til? Båndet med politirazzia så jeg to gange i går,  så jeg sætter mig på altanen og kigger på alt og intet. Nogle børn står og smider brød ud til svanerne. Jeg kommer i tanker om, jeg er sulten og henter et flute, som jeg spiser tørt, mens jeg drikker kaffe.

Ved 5-tiden kommer Tom. Han kigger lidt rundt og siger: “Helene er ikke kommet!”,  men det kan han jo se, så jeg svarer ikke.

“Hvad har du lavet?” vil han vide – eller vil han. Han ved godt, noget er galt –  og han ved godt, det er noget han og jeg skal tage fat i.

“Jeg ringer efter en pizza, hvad vil du  ha’? Pepperoni? Ta’r du noget vin med?” foreslår han.

Han er smuttet, og jeg finder en flaske Corterosso, den er italiensk og må kunne bruges til pizza.

Vi sidder sammen over maden og får lukket op for vinen, og jeg får omsider  lukket op for mit indre problem.

Tom spørger ikke, men hans attitude opfordrer på sin vis; jeg må gerne læsse af på ham.

“Helene ved ikke, jeg er taget herned – eller det gør hun måske?  Men hun har ikke ringet”. Jeg ser nok både dum og ubehjælpsom ud. Han siger ikke noget, men lytter – og jeg fortsætter: “Det hele er noget lort. Hun dirigerer, og jeg gider s’gu ikke rende efter hendes fløjte. Jeg vil hellere passe mig selv”.

Det lyder helt forkert, når jeg sætter ord på.  Han siger ikke noget, og så er det svært at fortsætte. Det er meget lettere at overskride den grænse, han har sat. “Du må jo selv have haft den slags  problemer?”

“Nej, ikke på den måde. Det er en længere historie, vi  kan tage den en anden gang. Hvis du vil høre mit råd, tænk dig om, før du ødelægger jeres forhold.  Det er jo  ikke det, du vil. Du er kørt sur i det, men er du sikker på, det er Helenes skyld? Hun har ikke ringet, siger du. Måske trænger hun også til et pusterum!”

“Hvad mener du? Jamen hvorfor skulle hun dog ..” Hvad mener han egentlig. Helene, skulle hun være utilfreds?   Men hvad nu, hvis det var hende, der bare blev væk en dag?   Og hvorfor har hun ikke ringet?

Jeg funderer lidt. Tom har ikke spurgt om noget, har  egentlig bare ladet mig snakke, men det er underligt, for jeg begynder at se anderledes på situationen.

“Hvis Helene ikke ringer i morgen, så er det måske bedst jeg ringer hjem” siger jeg, og det ser ud, som Tom nikker anerkendende. Det føles godt at snakke med Tom, overfor andre ville jeg ikke bryde mig om at bringe noget så privat på bane.

Hvis vi  bare kunne komme derhen, at diskutere fælles ægteskabelige uoverensstemmelser. Jeg kommer i tanker om hans søn, hans fjendske blikke:         “Din den yngste, hvad har han imod mig? Jeg mødte ham en dag, du ikke var hjemme”.

“Noget imod dig? Nej, vel ikke specielt dig. Han passer på mig, forestiller han sig, –  blander sig. Noget med et tabt fader-ideal…” Tom holdt inde næsten midt i en sætning.

I løbet af den næste flaske Corterosso, spørger jeg ind til hans golfrejse til Belek, hvor vi også har været engang.  “Det er da et  pragtfuldt sted, resort-hoteller med fri bar og det hele – og så havde du fri damer?”

“Når man er alene, skal man selv gøre det opsøgende arbejde. Hvis du vil være sammen med andre, er der ikke en “kone” til at invitere. Du skal selv. For øvrigt skal det vare lidt, før jeg rejser  med dem igen. Jeg kan da fortælle, at den sidste nat tilbragte jeg på lufthavnshotellet i Antalia”.

Kl. 08 dagen derpå. Helene ringer og spørger: “Tror du ikke, der er noget, vi to skal snakke sammen om?”


Epilog                                                                                                                                                           Vi rejser os som de eneste, da Toms navn bliver nævnt.  Efter alle helgens gudstjenesten forlader vi den kirke, hvor jeg for et halvt år siden hjalp med at bære kisten ud.

Helene stikker fortroligt sin arm ind under min mens hun nynner en Kim Larsen-strofe –  spørger så “Fik du sagt det du ville, fik du …?”

Nej. Jeg fik kun fortalt, hvordan Tom holdt for meget af os to til at opleve,  at vores forhold skulle sættes over styr.

Jeg fik aldrig fortalt om Tom selv, hvorfor hans skæbne havde taget den uheldige drejning.

Og nu er jeg ligeglad, om hans søn kan li’ mig eller ej.   Men han ved jo nu,  at obduktionen viste,  det ikke var leverskader, som  var årsagen til Toms død.

 

 

 

 

 

 

 

3.del HALElujah for en ven

Klokken o8.15.  Jeg  lægger mobilen tilbage på natbordet. Underligt jeg har sovet til nu, men vi fik jo nogle øl i går.

Mon Helene sidder ved morgenbordet, har hun dækket op til sig selv, eller står hun bare ved køkkenbordet og drikker en kop Ness-cafe?

Nej –  nej,  … ikke tænke. Jeg gider ikke, ikke på det derhjemme.

Mon Tom kom af sted til tiden?

Hvad skal jeg give mig til? Båndet med politirazzia så jeg to gange i går,  så jeg sætter mig på altanen og kigger på alt og intet. Nogle børn står og smider brød ud til svanerne. Jeg kommer i tanker om, jeg er sulten og henter et flute, som jeg spiser tørt, mens jeg drikker kaffe.

Ved 5-tiden kommer Tom. Han kigger lidt rundt og siger: “Helene er ikke kommet!”,  men det kan han jo se, så jeg svarer ikke.

“Hvad har du lavet?” vil han vide – eller vil han. Han ved godt, noget er galt –  og han ved godt, det er noget han og jeg skal tage fat i.

“Jeg ringer efter en pizza, hvad vil du  ha’? Pepperoni? Ta’r du noget vin med?” foreslår han.

Han er smuttet, og jeg finder en flaske Corterosso, den er italiensk og må kunne bruges til pizza.

Vi sidder sammen over maden og får lukket op for vinen, og jeg får omsider  lukket op for mit indre problem.

Tom spørger ikke, men hans attitude opfordrer på sin vis; jeg må gerne læsse af på ham.

“Helene ved ikke, jeg er taget herned – eller det gør hun måske?  Men hun har ikke ringet”. Jeg ser nok både dum og ubehjælpsom ud.

Han siger ikke noget, men lytter – og jeg fortsætter: “Det hele er noget lort. Hun dirigerer, og jeg gider s’gu ikke rende efter hendes fløjte. Jeg vil hellere passe mig selv”.

Det lyder helt forkert, når jeg sætter ord på.  Han siger ikke noget, og så er det svært at fortsætte. Det er meget lettere at overskride den grænse, han har sat. “Du må jo selv have haft den slags  problemer?”

“Nej, ikke på den måde. Det er en længere historie, vi  kan tage den en anden gang. Hvis du vil høre mit råd, tænk dig om, før du ødelægger jeres forhold.  Det er jo  ikke det, du vil. Du er kørt sur i det, men er du nu sikker på, det er Helenes skyld? Hun har ikke ringet, siger du. Måske trænger hun også til et pusterum!”

“Hvad mener du? Jamen hvorfor skulle hun dog ..” Hvad mener han egentlig. Helene, skulle hun være utilfreds?

Men hvad nu, hvis det var hende, der bare blev væk en dag?

Og hvorfor har hun ikke ringet?

Jeg funderer lidt. Tom har ikke spurgt om noget, har  egentlig bare ladet mig snakke, men det er underligt, for jeg begynder at se anderledes på situationen.

“Hvis Helene ikke ringer i morgen, så er det måske bedst jeg ringer hjem” siger jeg, og det ser ud, som Tom nikker anerkendende. Det føles godt at snakke med Tom, overfor andre ville jeg ikke bryde mig om at bringe noget så privat på bane.

Hvis vi  bare kunne komme derhen, at diskutere fælles ægteskabelige uoverensstemmelser. Jeg kommer i tanker om hans søn, hans fjendske blikke:

“Din den yngste, hvad har han imod mig? Jeg mødte ham engang, han var her i huset.”

“Noget imod dig? Nej, vel ikke specielt dig. Han passer på mig, forestiller han sig, –  blander sig. Noget med et tabt fader-ideal…” Tom holdt inde næsten midt i en sætning.

I løbet af den næste flaske Corterosso, spørger jeg ind til hans golfrejse til Belek, hvor vi også har været engang.”Det er da et  pragtfuldt sted, resort-hoteller med fri bar – og så havde du fri damer?”

“Når man er alene, skal man selv gøre det opsøgende arbejde. Hvis du vil være sammen med andre, er der ikke en “kone” til at invitere. Du skal selv. For øvrigt skal det vare lidt, før jeg rejser  med dem igen. Jeg kan da fortælle, at den sidste nat tilbragte jeg på lufthavnshotellet i Antalia”.

Kl. 08 dagen derpå. Helene ringer og spørger: “Er der noget, vi to skal snakke sammen om?”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KROP-umulig

“Pas dog på, du er ved at kvæle katten!.”

Helene anbringer en dynge tøj på bagsædet, mens jeg skæver over højre skulder. Der skal s’gu være ordentlig plads til dyrets transportkasse.

“Hvad Fanden har du lavet? Nu har jeg siddet her med katten og ventet  et kvarter. Sagde du ikke, vi var færdige med at pakke bil? Hvad har du nu slæbt med?”

“Hvis nu vi skal noget. Jeg har taget noget ordentligt tøj med.”  Hun lyder neutral og afvæbnende, en rolle hun har tillagt sig – vistnok på det sidste.

Jeg har lyst at råbe et eller andet meget højt, men sætter i stedet bilen i gear.

Der holder kun få biler på P-pladsen, da vi kommer frem. Jeg hjælper med at slæbe ind, sætter det hele midt på køkkenbordet og går ned for at indsnuse frisk luft. Det trænger jeg til.

Toms bil er også væk,  vi har ikke  set noget til ham den seneste tid. Han er begyndt at spille golf igen, har han fortalt. Men hver weekend?

Helene er i fuld gang med et eller andet da jeg kommer op. “Jeg kører en tur!” meddeler jeg halvvejs ude af døren, idet jeg snupper bilnøglerne. Hun skal ikke med, jeg orker ikke hendes evindelige Bilka-indkøb, og det er hvad hun har fantasi til. Jeg vil på havnen, alene.

Jeg regner efter i hovedet; er det allerede to år siden, vi flyttede ind? Vi kender snart alle mennesker her i den lille by, men jeg gider ikke være for tæt med folk, ikke for meget intimitet. Hellere et “Hej, fint vejr i dag!” til sommerens turister.

Men ærligt talt, jeg savner Tom. Og mere tomt bliver der omkring ham, da jeg møder hans yngste søn, som kigger på mig med mærkeligt kolde øjne. “Hvad er det du og far har sammen?” spørger han, idet han forsvinder ind i elevatoren.

“Kan vi ikke ligeså godt køre hjem?” foreslår jeg søndag formiddag. Helene siger ingenting, men begynder straks at tømme køleskab.

“Jeg så Toms knægt. Hvad bilder han sig ind?” Vi sidder i bilen  og jeg nævner episoden fra i går. Nu bagefter er jeg ærgerlig over, jeg ikke nåede at spørge ind til hans far, så jeg kalder ham en snothvalp – og hvad jeg sådan lige kan komme på.

“Du kan ikke li’ ham!” siger hun “det er nok bare dig, der opfatter ham forkert. Herregud, han er jo bare en 16-års dreng”.

Det går ikke specielt livligt til hjemme hos os som dagene går. Helene bliver mere og mere irritabel på mig. Hver gang jeg lukker munden op, mener hun det modsatte. Og så er der jo ikke meget at snakke om

“Hvad er der i vejen med dig?” siger hun en dag. “Du gider hverken det ene eller det andet. Når du endelig svarer mig,  snærrer du!”

Nå så det er mig, der er noget i vejen med? Hun er jo krop-umulig, og jeg er kørt træt i det hele, så jeg ringer en morgen og melder mig syg.

Jeg kører ned i lejligheden –  hvor vi ikke har været  gennem længere tid. Har bare gået derhjemme og passet hver sit. I tavshed. Et par gange har vi  også skændtes – eller hun har. Jeg synes det er lettere ikke at sige noget.

Nu jeg er fremme, føles det alligevel lidt forkert –  men det er jo hende, der vil være på tværs. Jeg sætter mig på terrassen, men irriteres over mågernes skræppen, så jeg laver noget kaffe og tænder for fjernsynet.  Jeg har  taped et bånd med flere timers politirapport.

Så kommer Tom. “Jeg så din bil?” Han kigger sig rundt og spørger “Hvor er Helene?” Men hun er jo ikke med.

Jeg kan ikke  tilbyde en øl, for køleskabet er tomt, så det bli’r Toms omgang.

Før han når at ribbe op i noget, kommer jeg ham i forkøbet og spørger ind til hans fravær. “Jeg har meldt mig i en singleklub, og vi har lige været i Belek. Før turen derned har vi trænet på golfbaner rundt omkring. Der er flest kvinder” griner han.

Jeg hører intet fra Helene.