FORÅRSSÆSON 2017

Kære læser. Du skal lige være opmærksom på, at jeg har skrevet to opgaver på denne side. Tredie opgave – den med stedforvirring – står nederst på siden. Har du lyst at læse begge, er du velkommen. Ønsker du kun at kommentere på den seneste, er det også ok.

Opgave nr. 1 – PERSONBESKRIVELSE

Marie skævede bekymret til Mie, der havde trukket sin skammel hen til vasken, hvor kopper og tallerkener fra morgenmaden var stablet sammen. Hun havde netop tømt kedlen ned i baljen og målte omhyggeligt en skefuld soda op, som opløstes i det varme vand. Der stod de så igen ene tilbage, når alle andre var taget af sted: Niels på sin cykel og de to drenge med skolebøgerne i en rem over skulderen.

Men den her dag var ikke som andre, for nu så Marie igen en tåre, der løb ned ad Mies lille, fine ansigt.

Marie sukkede: “Du ved, Far bliver så let ophidset!”

Mie tav. De skulle ikke diskutere, og det havde Marie det bedst med. Hun ville ikke tage parti, for når Niels blev ophidset, ville hun helst kunne se en mening. Men i dag var det anderledes, for de ville jo alle gerne glæde Mie – det var bare svært at tage hensyn.

Hvorfor, hvorfor? Gennem alle årene havde Marie stillet sig selv samme spørgsmål. Fjorten børn, de tretten var som andre, men Mie var med sin ringe højde og misdannede skulderregion krøbling. Hun havde allerede oplevet flere af sine søstre blive gift og få børn. De søstre, som så længe de var hjemme, delte veninderne med hende, og hvor hun deltog i pigesnakken på lige fod. Men når pigerne blev inviteret ud, måtte Mie blive hjemme, alene – vel sagtens med tanker om, hvordan det var at være ung på den rigtige måde. Og når søstrene rejste hjemmefra, forsvandt veninderne som regel også.

Det var ikke den slags tanker, Marie dagligt brød sit hoved med; der skete jo så meget andet i hendes store familie. Men mens hun nu stod og tørrede opvasken, skævede hun af og til hen mod pigen. Og selv om hun ikke skulle ynkes, var det svært i dag. Hun så billeder for sig, huskede sidste vinter da vel nok den sidste veninde, Elisabeth, havde inviteret Mie hjem et par dage, før hun skulle rejse til Jylland og giftes med sin kæreste. Elisabeth og hendes far var kommet kørende i kane for at hente lille forfængelige Mie i sin lyseblå kåbe med hvid skindbesætning på krave og ærmer. Hvis det endda havde været den fjortenårige søster, men det var fireogtyveårige Mie, som – og det stak endnu i Maries hjerte – mest af alt lignede det forvoksede barn, hun jo også var. Men Mie elskede at være fin, og hendes højeste ønske var højhælede sko; et umuligt ønske, for hendes skostørrelse svarede til højden.

Marie vidste selvfølgelig, at Mie elskede romantik og begærligt læste følgetoner i de ugeblade, hun fik foræret. Til jul og fødselsdag gav de hende bøger, men som regel Ingemanns romaner, som andre læseglade i familien også havde glæde af. Hun vidste også, at ingen af døtrene var misundelige, da drengene kom i mellemskolen, for faren ville under ingen omstændigheder betale dyre skolepenge for piger. Men Mie glædede sig, for hun fik lejlighed til at læse de bøger, brødrene bragte hjem. Mest romaner om tapre riddere, men de fik som regel i sidste ende den attråede prinsesse eller dejlige jomfru.

Og så var der kærligheden til musik. Marie huskede tydeligt den dag, hvor de var kommet med klaveret. Marie selv og mange af børnene havde gode sangstemmer, og pigerne kunne spille efter gehør. Men den eneste, som fik klaverundervisning var Mie, og det var netop i dag frk. Lassen kom.

“Har du øvet?” Marie ville gerne aflede, det ville være flovt, hvis musiklærerinden skulle se tårer.

Efter opvasken satte Mie sig omsider ved køkkenbordet med ansigtet skjult i hænderne. Hun kiggede endelig appellerende på sin mor: “Du må give mig ret, Far var uretfærdig. Han hørte ikke engang efter, om jeg havde noget at sige. Men Mor, det var jo bare fordi, Aksel havde lånt mig fortsættelsen til “Kong Salomons miner” og skulle have den med i skole i dag. Så jeg læste for at blive færdig med den.”

Der gik et øjeblik, før Marie sukkede: “Far synes jo bare, vi skal spare, hvor vi kan. På den måde bliver der mere til os allesammen!”

For Marie havde godt hørt, da han arrigt råbte:

“Og så sidder hun der hele natten og brænder lys ene mand!”

OPGAVE 3  –  FORÅRSSÆSON 2017

SÅ REJSER VI BORT TIL AMERIKA

I årene omkring århundredeskiftet stod der at læse i aviserne om en sand strøm af folk, som emigrerede til Amerika, hvor de håbede på et bedre liv i det forjættede land. Familier realiserede alt hvad de ejede og brød op uden håb om nogensinde mere at se familie og fædreland.

En dag stod så Christian og Johannes hjemme i stuerne hos Marie og erklærede, at “Vi rejser til Amerika!”

Deres halvsøster Trine og hendes mand Frederik Rasmussen havde fulgt strømmen og havde bosat sig i staten Illinois. Hun skrev hjem om livet derovre, og nu havde Christian fået lyst til også at prøve lykken der. Men hvem ville med ham? Den ældste bror Rasmus var allerede gift og havde børn, og Carl var mere til den sikre og stabile tilværelse. Men Johannes, den yngste fra første kuld, var helt med på sådan et eventyr. Nu stod de så der, de to seje og selvbevidste, unge fyre: Christian høj og flot med sine brede skuldre og pæne regelmæssige træk, – mørk, som hans far havde været det. Og Johannes, yngre og mindre, men med ivrige spillende øjne i det friske, solbrændte ansigt.

Maries udbrud gav næsten genlyd: “Nej, nej, det må I ikke. Amerika, så kommer I jo aldrig hjem mere!”

Christian og Johannes havde bestemt sig. De havde ikke i sinde at ændre planer trods Maries bønner og gråd. De var først og fremmest et par oplevelseshungrende ungersvende, men selvfølgelig havde de da også håbet og troen om et bedre liv og stor velstand. De havde nøje studeret Trines breve og forsøgt at forestille sig, hvad der ventede dem. Og de vidste, at det ville blive lettere for dem at få indrejsetilladelse, når de havde familiemedlemmer at henvise til.

Niels var nok en fremskridtsvenlig mand på visse punkter, men han ville aldrig selv finde på noget lignende, dertil var han for jordbunden. Men hvis det ikkekunne være anderledes, så håbede han da for dem, at deres eventyr ville ende positivt.

De små søskende lyttede ivrigt til de store brødre. Hvad var Amerika egentlig for noget – og hvordan kom man dertil. Christian og Johannes forsøgte efter bedste evne at forklare, skønt de også selv var usikre på, hvad det var, de begav sig ud i.

“Skal I bo mellem indianerne? Måske ta’r de jeres skalpe!” Jens havde med åndeløs spænding lyttet til Mie, da hun læste højt fra “Den sidste mohikaner”. Siden havde han i sine fantasilege nede i skoven næsten altid været indianerhøvding, men skalpejægerens håndværk havde givet ham problemer. Nu fik han måske at høre om det i virkeligheden.

Det her var mere end Marie kunne klare. Hun havde altid beundret de ældste sønner for det gode udseende efter deres far, ikke mindste deres tætte, flotte hårpragt, der voksede tæt ned i den brede, velformede pande.  I sin oprevne tilstand blev hun for hvert ord mere og mere nervøs og sansede ikke at skelne mellem fornuft og fantasi.

Der var ikke noget at gøre, alt var tilrettelagt, og det satte de to brødre pris på nu. Vel havde de ventet, at forældrene ville forsøge at snakke dem fra planen, for især faren ville altid bestemme. Morens blanke øjne havde de været kendt med ved hver en afsked, men hendes dybe bedrøvelse denne gang virkede simpelthen knugende.

“Huske nu at skrive hjem. I må aldrig glemme os herhjemme!” var den sidste afskedshilsen, og det gav de to brødre gladeligt deres løfter på.

Første etape var togrejsen til Esbjerg for at krydse Nordsøen med Englandsbåden. Amerikabåden sejlede fra Southampton, men det kom bag på brødrene, at de ikke straks kunne komme med den. Det var et stort skib, men der var uendelige køer fra hovedsagelig de skandinaviske lande, som ventede på skibslejlighed, så de fik at vide, det ville vare længe, før der var plads til dem. De blev foreslået at tage til London og tilbringe noget af ventetiden der i stedet for den noget mindre havneby, hvor det vrimlede med rejseklare mennesker overalt. Nok havde Trine i sine breve forsøgt at forberede dem med hensyn til de mange forhindringer, hun erfaringsmæssigt huskede fra deres udrejse. Men problemerne tårnede sig op, ikke mindste da de ikke kunne et ord engelsk. Og så de store byer, de mange jernbanespor og det virvar af mennesker, ikke mindst i London. I Southampton, når de kom der, havde stort set alle mennesker samme ærinde som de to brødre.

Og de kom til at vente længe, så både transporten, opholdet samt mad i de mange uger tærede på deres sparepenge. Da det endelig blev deres tur til at få plads på båden, havde de brugt så meget, at der kun var penge nok til en billet. Oven i købet fandt de ud af, at i hvert fald Christians hat var i så elendig en forfatning, at han umuligt kunne gøre sit indtog i Amerika med den på hovedet. Enden blev, at Johannes overlod Christian både penge og hat, og så måtte han selv returnere til Danmark.

Den 20. maj 1903 anløb skibet “Sct. Paul” Ellis Island. Christian var i Amerika.

Marie turde næsten ikke tro sine egne øjne, da hun igen så Johannes. Hun både jublede – og bekymredes: “Så kom du da hjem. Nu rejser du da vel ikke igen?”

For Johannes var rejseeventyret forbi, for de tanker, han havde haft om at tage over til Christian, når han fik sparet penge sammen, blev fortrængt, da han mødte den pige, som han senere blev gift med.

Det var først omkring fyrre år senere, at Christian kom i tanker om sin gæld, som blev betalt med det pålydende beløb. Det morede Johannes sig en del over. Og hatten, ja den så han aldrig igen!

Reklamer

PASGANG

 

SPONTANOPGAVE   januar 2017   – — Min roman, en vision.

Månedens oplæg er et spændende projekt, som jeg kastede mig over med stor fornøjelse. Ved udarbejdelse af den imaginære bagsidetekst har jeg samtidig skabt den synopsis, som jeg nu ser, jeg mangler ved færdiggørelse af “min roman”.

PASGANG

“Vi har fire søskende, vi ikke er i familie med” spøgte de yngste børn fyrre år efter Marie som purung havde giftet sig med en ældre enkemand.

“Pasgang” er en familiekrønike, hvor vi følger Marie fra hun er fjorten år og til hendes død som enoghalvfemsårig i 1947. Hendes forældre fæster hende efter konfirmationen ud som tjenestepige, hvor den syge og senere døende madmor afkræver den purunge pige det løfte, at hun vil tage sig af de fire moderløse børn.

Marie får selv fjorten børn, men med to mænd. Da den første – enkemanden – dør, finder hun omsider kærligheden hos Niels, og de bygger sammen det imperium, som bliver Maries trøst og støtte gennem livet. Vi følger familien mens børnene vokser op og Niels etablerer sig som handelsmand, hovedsagelig hestehandel, som også hans brødre og siden både sønner og svigersønner begiver sig ud i. Og vi følger de fjorten børn i hver deres liv, kærlighed, ægteskab, drømme – og ikke mindst emigrant eventyr, som bliver Maries store traume.

Bogen er dels fiktion, men hvert enkelt kapitel bygger på dokumentariske facts så som fotos, breve og dokumenter. Titlen “Pasgang” er dobbelttydig og vel nok mest kendt som  hestens gangart, men kan med lidt fantasi projiceres over på Maries lange og seje livsløb, hvor hun tålmodigt holder trit med tidens udvikling og på den vis overkommer livet.

OM FORFATTEREN OG IDÉEN MED BOGEN

Arbejdstitlen var “Marie og de fjorten børn”, som dog ingenlunde dækker hensigten med at skrive en bog om heste og hestehandel. Et mangelfuldt kapitel i dansk litteratur. I den tid, som bliver beskrevet, betød hesten noget ganske primært  af meget stor betydning – både som arbejdsdyr, men indtil jernbanenettet blev anlagt, var hestekøretøjer og hestetrukne diligencer selve livsnerven i “infrastrukturen”. For slet ikke at tale om de kolossale mængder af heste, der var trækkapaciteten i de mange krige, her 1. og 2. verdenskrig. Historien er samlet og fortalt af et af Maries få tilbageværende børnebørn, yngste datter af søn nr. fjorten. Men med venlig assistance af familiære relationer, nær og fjern, som har kunnet bidrage med overleveringer, billeder, breve og dokumenter. En stor hjælp har været slægtens sidste hestehandler, hvis far har en fremtrædende rolle i bogen. Endvidere har en dagbog, først i Arizona i 1920’erne , først til interessante og overraskende afsløringer.

KORT UDDRAG AF BOGENS TEKST

Det var ikke alverden, Hans havde bragt med sig hjem, men de enkelte mønter, han kunne vise frem, vakte stor opmærksomhed. Lønsedler var ikke noget familien Larsen overhovedet kendte til, så Aksel kiggede nysgerrigt på nogle papirer og udbrød: “Hvad er det?”.  Hans smilte: “Nåh, det er mine sidste afregninger!” Den ene var vedhæftet en check fra 24/1-1916 på 12 dollar og en anden på 4, hvilket fik Niels til at udbryde: “Dem må du da vist hellere skynde dig at få indløst!” hvorefter han fortsatte med et undrende “får I da sådan papirer på det hele derovre?”  Han var vant til at en aftale sluttede med håndslag.

 

… følg striberne, episode 4 …

… episode 5 følger i forlængelse af episode 4 – efter de stiplede linjer …

 

“Jeg skulle ned alligevel, så jeg tog journalerne med op.” Thea vendte sig fra sin vinduesplads og så på Helena, der som sædvanlig kom halsende i sidste øjeblik.

Helena blev som regel glædelig overrasket, de gange hun slap for den lange tur. Men den her mandag morgen ville hun gerne have oplevet, om der blev snakket om hendes adfærd om lørdagen. Nu måtte hun vente, til hun skulle med på stuegang.

“Se lige på opslagstavlen!” fortsatte Thea, og Helena blev klar over, hun var kaldt til møde kl. 13. Men der stod navnene på flere sekretærer, så det måtte vel handle om noget andet. Hun studsede lidt, for hvad gik det så ud på?

 

I weekenden havde hun ikke tænkt på sygehuset overhovedet. Da hun kom hjem om lørdagen, flød hele huset med legetøj og børn. Kristoffer havde generøst lukket gadens afkom ind, så gik pasningen af deres egen meget lettere. Mødrene rundt omkring så det helt klart som en fordel, for i Jylland gjorde kvinder tilsyneladende rent lørdag formiddag. Så var det rart, når der ikke var børn til at gå i vejen.

“Du skal nok skynde dig lidt” havde Kristoffer sagt. “Mor har inviteret, og de andre kommer allerede til eftermiddagskaffe.” Helena havde ham mistænkt for at have beklaget sig og fået det her arrangeret, men det var ikke noget nyt. De der 130 km kørte de tit, og det var selvfølgelig rart at slippe for madlavningen. Til gengæld tilbragte hun dagen sammen med to svigerinder, der snakkede om broderi, en svigermor, hvis hobby var havearbejde og en skare mænd, der snakkede biler.

Da Helena senere på formiddagen kom på afdelingen, kiggede hun sig om for at finde en, som havde været på arbejde om lørdagen. Hun var heldig, for hun huskede den rødhårede  sygeplejeelev og fik hende trukket udenfor hørevidde i det overfyldte kontor. “Du var her den dag, ham tyskeren døde, ikke. Ved du, hvad der skete efterfølgende?”

Pigen blev nok overrasket over Helenas interesse, for hun tøvede lidt, men fik øjensynlig styr på hændelsen. “Joh, de siger, portør Madsen fra patologerne traf de pårørende nede i kælderen, hvor de stod og studerede  striberne. De ville vist over i kapellet, sagde han. Men han gav dem selvfølgelig telefonnummer til bedemanden, så de har fået besked på, hvad der skal ske.”

Helena følte sig uendelig lettet; så blev der intet efterspil, og hun var endnu engang sluppet godt fra sin åbenmundethed. I det samme fik sygeplejersken fra gruppe 3 øje på hende og udbrød: “Helena, det var dig, som var her i lørdags ikke? Så ligger der noget til dig her!”- hun fiskede en æske chokolade frem. “Den er fra nogle tyskere, du skulle have snakket med.”

“Ved I, hvad der skal ske på det der møde?” spurgte Helena sine to kollegaer, da de i frokostpausen spiste fyldte chokolader fra Toms i stedet for de medbragte leverpostejmadder.

“Jamen det handler da om, hvordan vi skal fordeles, når vi flytter over i det nye i næste måned” vidste Thea.

===========================================================================.

“Så er bager Max her!”

“Ok. Jeg kommer.”  Helena rodede sin taske frem nederst i skrivebordet, fandt pengepungen og fulgte efter ud i køkkenet, mens hun smilede til den søde sosu-assistent – “i dag ville det have været billigere, hvis jeg stadig sad oppe i sekretariatet.”

“Fedterøv!” – grinede assistenten tilbage. “Har vi måske ikke allesammen fortjent afskedsrundstykker, så pænt som vi har lukket dig ind i vores midte?”

Det passede, faktisk i dobbelt forstand. Helenas skrivebord stod lige midt i en summende bisværm, i det, som de kaldte gruppelederkontoret. Det var her, det foregik. Telefonerne kimede, computerne klimtede, lægerne dikterede og folk snakkede i munden på hinanden.

Sekretærkollegaen, der var begyndt tidligere, havde indtaget skrivebordet i det stille hjørne. Egentlig var det meningen, opgaverne som journalskrivende og som afdelingssekretær skulle varetages på lige fod, men da kollegaen sjældent sagde hverken “ja” eller “nej”, så var det Helena, som blev multitasker. En hånd på tastaturet, en med telefonrøret og to opmærksomt lyttende ører til diverse beskeder og ordrer:

“Er du færdig med journalerne?”

“Gider du efterlyse urinprøvesvar fra stue 14 -2?”

Gider du ringe på plejehjemmet efter hjemmesko til den ny patient på stue 6?”

“Gider du skynde dig over til mikrobiologerne med den her prøve?”  – (blod, snot, orm og diverse mistænksomme forekomster).

Alt imens var der travlhed, liv og larm på gange og stuer. Ortopæden rendte travløb mellem stuegang og operation og nåede sjældent at se, hvem der var ejermænd til de indlagte knæ- og lårbensbrud. Fodenden fra dynen blev hastigt slået op over hovedet på den indlagte for at bese skaden. Når lægen blev kaldt til operationsgangen, måtte sygeplejersken glatte både dyne og stresssituation ud med et: “Måske får doktoren tid til at sige ‘goddag’  i morgen!”

Helena var glad for de medicinske patienter på modsatte gang, for der var sjældent noget nyt til journalerne. Her lå  overflytterne fra det gamle sygehus, som i månedsvis havde ventet på plejehjemsplads – men byggeriet var ikke rigtigt kommet i gang endnu. Cirka en gang om ugen kom overlægen forbi og truede med at anbringe hele bundtet i kørestole oppe foran borgmesterkontoret.   Men afdelingssygeplejersken var godt tilfreds, for hun havde top-score mht. belægningsprocenten.

Til gengæld havde plejepersonalet deres bøvl, for Helena var ikke i tvivl om at de skulle holde styr på det hele. Indfange undvegne natskjorteklædte patienter, som af og til fandt ned i kælderen og rendte rundt på de kulørte striber. Eller i de tilstødende gader.  ——– Og det var også dem, der skulle tage affære, når fru Petersen svansede rundt i fru Jensens plisserede nederdel.

Men hvad med i morgen? Kristoffer forventede nybagte boller til morgenkaffen, havde han sagt – men Helena tvivlede på, om hun ville finde køkkenbordet lige så udfordrende som skrivebordet.  Og mon de ikke ville mangle hende her på det nye sygehus, funderede hun da telefonen i det samme ringede:

“Hej, det er Lise. Jeg skulle spørge fra overlægen, om du kunne tænke dig at blive? Der er kommet en langtidssygemelding!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

… følg striberne, episode 3..

Det gode ved lørdagsvagterne var, at det var lettere at finde parkeringsplads. Det mindre gode var Kristoffers evindelige brok: “Det er umuligt at planlægge noget i weekenderne, når du altid skal derud!”

“Altid derud” havde Helena snærret tilbage, kan du ikke bare forholde dig til, at det er en lørdag formiddag hver tredie uge?”

Så var hun kørt. For at indhente den tabte tid, gik hun direkte på sengeafdelingen for at hente journalerne, der skulle skrives. Hun var heldig; der var kun indlagt to i nattens løb – en mulighed for at komme tidligt hjem!

“Helena” – en sygeplejerske kom hurtigt til. “Kan du ikke tage den her først. Patienten er død, så vi skal bruge journalen. Det er en tysker.”

Det var der ikke noget underligt i; der blev indlagt alt muligt, og selvfølgelig ville Helena skynde sig. Men hun ville nok lige  skrive, hvad der var for ikke at rende op og ned flere gange.

Hun kom op og fik tændt for maskineriet, fik rettet på håret og byttede sin jakke ud med sekretærkitlen. Det var Ahmed, som havde taget imod. Han var svær at forstå, men journalerne var til gengæld korte. Patienter og pårørende gik vel i sort, når han skulle optage anamnese. De havde åbenbart arbejdet en del for at holde liv i tyskeren, for Helena måtte bruge ekstra tid og åndsnærværelse for at få medikamenterne – de havde forsøgt sig med – til at fremstå nogenlunde plausible på papiret.

Hun var halvvejs ude af døren, da sygeplejersken ringede. “Kommer du snart med journalen?  Vi har bestilt portør.”

Der var travlhed på M4. “Du kan lige pakke journalen og gi’ den til portøren inde på stue 430”  fik hun at vide.

En mand og en kvinde – velsagtens pårørende – var ved at komme i klemme i døren, da portøren trak af med den døde tysker. De kiggede spørgende på Helena, der så sig om efter hjælp, men ingen fra plejen var at finde. Helena var  ingen ørn til tysk, men fornemmede, at grunden til at alle holdt sig på afstand var risikoen for at blive involveret i en samtale på tysk.

De pårørende snakkede og de spurgte. Og jo, de havde talt med lægen i nat- eller rettere forsøgt. Og en, som de kunne snakke  med, havde tændt stearinlys og gjort det lidt højtideligt, efter patienten var gjort i stand. Hun havde sagt, de måtte sidde hos den døde, indtil han blev hentet.

Hentet hvor til? Og hvad så?

Helena forklarede, han var kørt på 6-timers-stuen, og senere skulle en læge syne ham. Hun var i tvivl om, hvad der ellers skulle ske, men hun plaprede op om alt, hvad hun kunne finde på. Hun havde pludselig indset, at det her var hendes alene – ingen kom for at gribe ind eller rette på hende. Hun snakkede løs på tysk og var ligeglad, når hun fjumrede mellem  “Sie og Du”, og hun fortalte om eventuel obduktion  – og om hvordan de skulle  følge STREIFEN AUF  DEM BODEN til kapellet.  – – indtil hun pludselig bleg og klamt svedende indså, at hun langt havde overskredet sine kompetencer og sin tavshedspligt.

Hvad ville der ske?

 

 

 

…følg striberne (episode 2)…

Helena vænnede sig langsomt til sit nuværende liv  – og job, som var et 5 mdr.’s vikariat som lægesekretær på et vestjysk sygehus.  Men hun var selv lidt i vildrede; ventede hun bare på, at de næste 3½ måned skulle gå, eller var hun på trods af alt tilfreds. Kristoffer derimod var ikke i tvivl. Økonomien hang rigtig godt sammen, og han var sur, når hun kom senere hjem end forventet.

“Stop det der, du kan jo ikke få det til at hænge sammen” surmulede han – og havde ikke engang hentet deres barn. Vuggestue var et ukendt ord, kommunal dagpleje skulle bestilles ved undfangelsen, men heldigvis havde deres søde nabo tilbudt sig. Hun gik alligevel derhjemme med to børn, som allerede elskede deres lille “fostersøster”, der hellere ville være i dagplejen end hjemme.

Helena delte kontor med to andre. Marianne var ambulatoriesekretær, og Thea, som egentlig skulle hjælpe Helena, asede til stadighed for at komme til bunds i  en kæmpestak epikriser, som mere voksede end svandt. De to havde vinduespladserne og fulgte spændt med, hvis der skete noget nyt. Og det gjorde der, for sygehuset var i gang med en omfattende udvidelse, så nabohusene var opkøbt og led døden. Der var udsigt – eller rettere indsigt – til en to-etagers bygning, hvor forreste væg var raget ned, og man kunne se direkte ind i dagligstue, køkken og soveværelse. Men det var gode kollegaer, som inviterede Helena til vinduet, så hun også kunne følge med.

Kantinen lå dagsrejser fra Helenas kvistkammer-kontor, så der kom hun og kollegaerne aldrig. I stedet brugte de det tilstødende reservelæge-kontor, hvis de havde tid til at spise. Der var som regel lidt rart selskab, hvilket overlægesekretærerne også fandt ud af. Om det nu var fordi de havde studeret vagtlisterne, når de indfandt  sig, vidste de tre kollegaer ikke, men de kom nu og da. Så skulle de være selskabelige, men Helena syntes ikke det var sjovt, da Lise Hansen en dag forkyndte: “Du ved godt, hvorfor det var dig, som blev antaget, ikke?  Jo, det var da fordi der ikke var andre ansøgere!”

Alle vidste, at Lise Hansen selv var blevet ansat ubeset af sin overlæge, før han skulle tiltræde. Og efter sigende var han ikke ubetinget begejstret og mente ikke, hun var sin plads værdig. Egentlig frydede Helana sig stiltiende, den dag Lise Hansen rød i hovedet af indestængt raseri fortalte, at hun på afdelingen var blevet ydmyget i sygeplejerskernes og patienternes påhør. “Bare fordi jeg kom til at skrive Ka, da han bestilte en serum kalium!”

Følg striberne…

1.

Hun trak vejret lettet da hun åbnede døren til forhallen og så, klokken var fem minutter i otte. Det ville bare ikke være smart at komme for sent her den første dag. Men hvor kunne hun også vide, der var så mange biler herude vestpå. Men de havde måske ikke andre muligheder end at ta’ bilen – hver især.

Hun fandt hurtigt hvad hun søgte. “Med.sekretærer” stod der på skiltet. Hun bankede let på den halvtåbne dør og skubbede den op. To kvinder foran et spejl i fuldt vigør med mascare og foundation vendte sig mod hende.

“Det er mig som skal begynde i dag. Jeg hedder Helena. Jeg skulle …”

Den ene slap redskaberne. “Nå jah, det er rigtigt. Vi har set din ansøgning. Du skal ovenpå.”

De kommunikerede via øjenkontakt – tilsyneladende om hvem, der skulle tage over. Den ene greb en kittel, som hun løseligt kastede over sin pastelfarvede  Day-skjorte.

“Vi skal bruge kittel når vi er rundt på sygehuset. Og navneskilt” oplyste hun og pegede på sit Lise-Hansen-lægesekretær skilt.

På forespørgsel blev Helena klog på, at kitler skulle hentes i linneddepotet, som hun ville finde ved at “følge striberne!”

“Men du skal ned i kælderen. Personale må ikke bruge elevatoren.”

Helena fulgte efter Lise Hansen, først ad en statelig trappe op til første, siden ad en snæver passage til anden. Mens de steg op blev hun gjort klog på, at de to dernede i forhalskontoret  var overlægesekretærer og ikke gav sig af med journalskrivning og andet kuliarbejde, at journaler med nattens indlæggelser lå hos hende – og at hun skulle med på stuegang på M4, “som du finder ved at følge striberne!”

2.

Helena og Christoffer havde mødt hinanden i Schweiz. De var begge kørt træt i hverdagen, han som bankmand og hun som lægesekretær. Hun havde taget job som stuepige, han som skiinstruktør. Første år var de bare venner, men da de mødtes på samme hotel andet år blev de kærester og det tredie år giftede de sig. De holdt honeymoon i Kandersteg, og mens de en aften sad og betragtede de snedækte bjergtinder, røbede hun sin graviditet.

De rejste hjem til København, hvor begge blev genansat i tidligere job, han i sin bank og hun på Frederiksberg Hospital.

Helena fødte og i barselsperioden fik Christoffer tilbud om en stilling som filialbestyrer i en by på Jyllands vestkyst. De flyttede derover og købte lidt hovedkuls hus og indså, de havde  behov for to lønninger. Da der kom en stilling på det lokale sygehus, søgte Helena og blev ansat.

 

Maries bekymringer for fremtiden

“Jamen så bliver det altså sådan, at jeg overtager Villaen i Veflinge her til sommer.” Hans kiggede lidt undseligt på sin mor, for at se hendes reaktion.

“Ja, ja da –  så må det vel være sådan. Både far og jeg er da også glade på dine vegne. Men når i først skal giftes til november, ville vi da gerne have haft, du var blevet boende herhjemme indtil da. Og Veflinge! Det er langt væk, så det bliver sjældent, vi får dig at se!”

“Mor jeg har jo fortalt, folkene derhenne gerne vil have det hele i orden nu. Manden er ikke rask og har svært ved at passe jorden, som hører til. Og konen har tilbudt jeg kan få kosten hos dem, indtil Hansigne flytter ind!”

“Ja, ja Hans, med dine 38 år har du da også alderen til at få dit eget. Men jeg er bange for, Aksel ikke kan forliges med sin far, nu det er ham som skal passe vort. Han kan være noget vanskelig, ved du. Måske bliver enden på det hele, at vi så må sælge!”

I de år Hans havde taget sig at mark- og staldarbejdet havde han samtidig drevet lidt handel med heste. Modsat Aksel, som holdt sin stol varm på Phønix, men det var ved spillebordet. Og så for almindeligt selskabs skyld, for der var liv og glade dage. Og damer, som holdt af hans selskab, for han havde både charme og tiltrækningskraft. Men sjældent penge.

Niels havde svært ved at acceptere hans levevis, men det gik som regel sådan, at når Aksel om aftenen sad derhjemme på trappen ud til gaden iført sit pæne tøj – så kom faren som regel ud og stak ham et par kroner. Og Aksel greb sin sølvbeslåede spadserestok og vandrede tilfreds af sted mod Svendborg.  Så Marie frygtede hvordan det skulle gå, når han skulle varetage de daglige pligter.

Ikke fordi Marie ville dele sin frygt med Niels, for overfor ham ville hun ikke bringe emnet på bane – men fordi forårssolen skinnede så lokkende ind ad vinduerne, gik hun ud for at se efter ham. På søndage holdt han sig hjemme og nød at føre lidt opsyn her og der. Hun gik efter lyden og fandt ham nede for enden af stendiget, hvor det gamle redskabsrum førte ind til hønsegården. Her hørte hun hans:

“Kan du komme væk, væk med dig!” og derefter kom nogle flagrende lyde fra hanen, som Niels forsøgte at holde borte fra det friske foder, han strøede ud.

“Den lægger jo ikke æg, Marie!” forklarede han lidt undskyldende over sådan at blive afsløret. “Hønsene levner nok lidt korn, som han kan pikke op, når de har fået deres.”

Selvom Niels og Marie sad godt i det nu, forblev de begge mådeholdne. Og når de selv var påpasselige med hvor mange penge der blev givet ud til mad, var det vel kun rimeligt at hønsene også holdt lidt igen.

(det var ca. 500 ord, så der er ikke rigtigt plads til resten af historien, som i øvrigt foregår i  1928)