HOVED, KROP, HALE, en historie om mig og Tom – og Helene

“Kom og se! Nu er der en mere, som er ved at flytte ind”.

Helene  og jeg betragter sammen den hvide kassebil, som er kørt op foran indgangen i vores  nybýggede residens, hvor flere af de 13 lejligheder endnu står tomme.

Vi er ikke direkte nysgerrige, men spændte på, hvem vore nye samboende vil blive. Selv skal vi ikke bo her fast, men kun i ferier og weekend’er efter vi har solgt vores sommerhus.

Vi kigger ned og betragter en mand vel i begyndelsen af 50’erne samt et par større drenge, måske sønner – som hjælper med at bære ind.

Senere samme dag møder jeg Tom, som manden selv præsenterer sig.

“Nå, så blev lejligheden endelig indflytningsklar, og man får tag over hovedet”. Han sender mig et vel nok lidt undersøgende smil, som jeg tyder som venligt og ærligt. Der er noget ved mandens udstråling, der gør, at jeg synes om ham.

“Vi bor i lejligheden oven over din. Så vi ses nok. Men i øvrigt velkommen til!” smiler jeg til ham og fortsætter ned ad trappen.

Og vi ses flere gange i løbet af både lørdag og søndag, hvor jeg  får lejlighed til at snakke lidt mere med ham. Der kommer et par allerede indflyttede og etablerede til, så vi når at få en øl sammen i det lille rum ved siden af indgangen.

Tom fortæller, at han er alene. Han har overladt en større villa med alt indbo til sin ex og deres to sønner, som ikke skal lide under forældrenes skilsmisse. “Og så snakker vi ikke mere om det” afgør han.

Tom og jeg samt et par andre stifter hurtigt klokken 5-bajer møder, som jeg håber kan fortsætte fremover.

Vi holder meget af vores nye weekend-lejlighed, mens vi begge jobber i hjemkommunen. Og  det er næsten med beklagelse vi må afstå fra vores fristed, hvis vi i weekend’en har andre aftaler. Og når ferier planlægges til f.eks. udlandet

Vi får  hurtigt etableret venskab med flere andre af husets beboere, efterhånden som lejlighederne bliver færdigmonteret. Men Tom er nok den, som både jeg og Helene ser oftest. Vi oplever ham som  en smule fåmælt,  mest som om han ikke er interesseret i at tale om det forliste ægteskab. Og da vi er voksne og nogenlunde forstandige mennesker, lader vi ham i fred på det punkt.

Tom er en pæn og ordentlig mand, og Helene nævner tit,  at jeg  kan lære en hel del  af ham. “Har du lagt mærke til, han altid bruger Lloyd fodtøj” –  “..hans Sand skjorte” osv.?  Og den eksklusive duft omkring hans person?

Men en fælles interesse for motorløb og biler i det hele taget er nu mere interessant for mig. Så vi laver aftale om fremover at overvære samtlige løb på Padborg Park.

Tiden går, –  og endnu en fredag gør vi  som sædvanlig klar til ferieboligen:                “Pas dog på, du er ved at kvæle katten!.”

Helene anbringer en dynge tøj på bagsædet, mens jeg skæver over højre skulder. Der skal s’gu være ordentlig plads til dyrets transportkasse.

“Hvad Fanden har du lavet? Nu har jeg siddet her med katten og ventet  et kvarter. Sagde du ikke, vi var færdige med at pakke bil? Hvad har du nu slæbt med?”

“Hvis nu vi skal noget. Jeg har taget noget ordentligt tøj med.”  Hun lyder neutral og afvæbnende, en rolle hun har tillagt sig – vistnok på det sidste.

Jeg har lyst at råbe et eller andet meget højt, men sætter i stedet bilen i gear.

Der holder kun få biler på P-pladsen, da vi kommer frem. Jeg hjælper med at slæbe ind, sætter det hele midt på køkkenbordet og går ned for at indsnuse frisk luft. Det trænger jeg ærlig talt til.

Toms bil er også væk,  vi har ikke  set noget til ham den seneste tid. Han er begyndt at spille golf igen, har han fortalt. Men hver weekend?

Helene er i fuld gang med et eller andet da jeg kommer op. “Jeg kører en tur!” meddeler jeg halvvejs ude af døren, idet jeg snupper bilnøglerne. Hun skal ikke med, jeg orker ikke hendes evindelige Bilka-indkøb, og det er hvad hun har fantasi til. Jeg vil på havnen, alene.

Jeg regner efter i hovedet; er det allerede to år siden, vi flyttede ind? Vi kender snart alle mennesker her i den lille by, men jeg gider ikke være for tæt med folk, ikke for meget intimitet. Hellere et “Hej, fint vejr i dag!” til sommerens turister.

Men ærligt talt, jeg savner Tom. Og mere tomt bliver der omkring ham, da jeg møder hans yngste søn, som kigger på mig med mærkeligt kolde øjne. “Hvad er det du og far har sammen?” spørger han, idet han forsvinder ind i elevatoren.

“Kan vi ikke ligeså godt køre hjem?” foreslår jeg søndag formiddag. Helene siger ingenting, men begynder straks at tømme køleskab.

“Jeg så Toms knægt. Hvad bilder han sig ind?” Vi sidder i bilen  og jeg nævner episoden fra i går. Nu bagefter er jeg ærgerlig over, jeg ikke nåede at spørge ind til hans far, så jeg kalder ham en snothvalp – og hvad jeg sådan lige kan komme på.

“Du kan ikke li’ ham!” siger hun “det er nok bare dig, der opfatter ham forkert. Herregud, han er jo bare en 16-års dreng”.

Det går ikke specielt livligt til hjemme hos os som dagene går. Helene bliver mere og mere irritabel på mig. Hver gang jeg lukker munden op, mener hun det modsatte. Og så er der jo ikke meget at snakke om.

“Hvad er der i vejen med dig?” siger hun en dag. “Du gider hverken det ene eller det andet. Når du endelig svarer mig, så snærrer du!”

Nå så det er mig, der er noget i vejen med? Hun er jo krop-umulig, og jeg er kørt træt i det hele, så jeg ringer en morgen og melder mig syg.

Jeg kører ned i lejligheden –  hvor vi ikke har været  gennem længere tid. Har bare gået derhjemme og passet hver sit. I tavshed. Et par gange har vi  også skændtes – eller hun har. Jeg synes det er lettere ikke at sige noget.

Nu jeg er fremme, føles det alligevel lidt forkert –  men det er jo hende, der vil være på tværs. Jeg sætter mig på altanen, men irriteres over mågernes skræppen, så jeg laver noget kaffe og tænder for fjernsynet.  Jeg har  taped et bånd med flere timers politirapport.

Så kommer Tom. “Jeg så din bil?” Han kigger sig rundt og spørger “Hvor er Helene?”Men hun er jo ikke med.

Jeg kan ikke  tilbyde en øl, for køleskabet er tomt, så det bli’r Toms omgang.

Før han når at ribbe op i noget, kommer jeg ham i forkøbet og spørger ind til hans fravær. “Jeg har meldt mig i en singleklub, og vi har lige været i Belek. Før turen derned har vi trænet på golfbaner rundt omkring. Der er flest kvinder” smiler han.

Jeg har intet hørt fra Helene, da jeg går i seng.

Klokken o8.15.  Jeg  lægger mobilen tilbage på natbordet. Underligt jeg har sovet til nu, men vi fik jo nogle øl i går.

Mon Helene sidder ved morgenbordet, har hun dækket op til sig selv, eller står hun bare ved køkkenbordet og drikker en kop Ness-cafe?

Nej –  nej,  … ikke tænke. Jeg gider ikke, ikke på det derhjemme.   Mon Tom kom af sted til tiden?

Hvad skal jeg give mig til? Båndet med politirazzia så jeg to gange i går,  så jeg sætter mig på altanen og kigger på alt og intet. Nogle børn står og smider brød ud til svanerne. Jeg kommer i tanker om, jeg er sulten og henter et flute, som jeg spiser tørt, mens jeg drikker kaffe.

Ved 5-tiden kommer Tom. Han kigger lidt rundt og siger: “Helene er ikke kommet!”,  men det kan han jo se, så jeg svarer ikke.

“Hvad har du lavet?” vil han vide – eller vil han. Han ved godt, noget er galt –  og han ved godt, det er noget han og jeg skal tage fat i.

“Jeg ringer efter en pizza, hvad vil du  ha’? Pepperoni? Ta’r du noget vin med?” foreslår han.   Han er smuttet, og jeg finder en flaske Corterosso, den er italiensk og må kunne bruges til pizza.

Vi sidder sammen over maden og får lukket op for vinen, og jeg får omsider  lukket op for mit indre problem.

Tom spørger ikke, men hans attitude opfordrer på sin vis; jeg må gerne læsse af på ham.

“Helene ved ikke, jeg er taget herned – eller det gør hun måske?  Men hun har ikke ringet”. Jeg ser nok både dum og ubehjælpsom ud.

Han siger ikke noget, men lytter – og jeg fortsætter: “Det hele er noget lort. Hun dirigerer, og jeg gider s’gu ikke rende efter hendes fløjte. Jeg vil hellere passe mig selv”.

Det lyder helt forkert, når jeg sætter ord på.  Han siger ikke noget, og så er det svært at fortsætte. Det er meget lettere at overskride den grænse, han har sat. “Du må jo selv have haft den slags  problemer?”

“Nej, ikke på den måde. Det er en længere historie, vi  kan tage den en anden gang. Hvis du vil høre mit råd, tænk dig om, før du ødelægger jeres forhold.  Det er jo  ikke det, du vil. Du er kørt sur i det, men er du sikker på, det er Helenes skyld? Hun har ikke ringet, siger du. Måske trænger hun også til et pusterum!”

“Hvad mener du? Jamen hvorfor skulle hun dog ..” Hvad mener han egentlig. Helene, skulle hun være utilfreds?    Men hvad nu, hvis det var hende, der bare blev væk en dag?   Og hvorfor har hun ikke ringet?

Jeg funderer lidt. Tom har ikke spurgt om noget, har  egentlig bare ladet mig snakke, men det er underligt, for jeg begynder at se anderledes på situationen.

“Hvis Helene ikke ringer i morgen, så er det måske bedst jeg ringer hjem” siger jeg, og det ser ud, som Tom nikker anerkendende. Det føles godt at snakke med Tom, overfor andre ville jeg ikke bryde mig om at bringe noget så privat på bane.

Hvis vi  bare kunne komme derhen, at diskutere fælles ægteskabelige uoverensstemmelser. Jeg kommer i tanker om hans søn, hans fjendske blikke:         “Din den yngste, hvad har han imod mig? Jeg mødte ham en dag, du ikke var hjemme”.

“Noget imod dig? Nej, vel ikke specielt dig. Han passer på mig, forestiller han sig, –  blander sig. Noget med et tabt fader-ideal…”   Tom holdt inde næsten midt i en sætning.

I løbet af den næste flaske Corterosso, spørger jeg ind til hans golfrejse til Belek, hvor vi også har været engang.   “Det er da et  pragtfuldt sted, resort-hoteller med fri bar – og så havde du fri damer?”

“Når man er alene, skal man selv gøre det opsøgende arbejde. Hvis du vil være sammen med andre, er der ikke en “kone” til at invitere. Du skal selv. For øvrigt skal det vare lidt, før jeg rejser  med dem igen. Jeg kan da fortælle, at den sidste nat tilbragte jeg på lufthavnshotellet i Antalia”.

Kl. 08 dagen derpå. Helene ringer og spørger: “Er der noget, vi to skal snakke sammen om?”

 

Epilog:   Vi rejser os som de eneste, da Toms navn bliver nævnt.  Efter alle helgens gudstjenesten forlader vi den kirke, hvor jeg for et halvt år siden hjalp med at bære kisten ud.

Helene stikker fortroligt sin arm ind under min mens hun nynner en Kim Larsen-strofe –  spørger så “Fik du sagt det du ville, fik du …?”

Nej. Jeg fik kun fortalt, hvordan Tom holdt for meget af os to til at opleve,  at vores forhold skulle sættes over styr.

Jeg fik aldrig fortalt om Tom selv, hvorfor hans skæbne havde taget den uheldige drejning.

Og nu er jeg ligeglad, om hans søn kan li’ mig eller ej. Men han ved jo nu, at obduktionen viste, det ikke var leverskader, som var årsagen til Tom død.

 

 

 

 

Reklamer

HOVED ,KROP, HALE, en beretning om mig og Tom – og Helene

Klokken o8.15.  Jeg  lægger mobilen tilbage på natbordet. Underligt jeg har sovet til nu, men vi fik jo nogle øl i går.

Mon Helene sidder ved morgenbordet, har hun dækket op til sig selv, eller står hun bare ved køkkenbordet og drikker en kop Ness-cafe?

Nej –  nej,  … ikke tænke. Jeg gider ikke, ikke på det derhjemme.  – – Mon Tom kom af sted til tiden?

Hvad skal jeg give mig til? Båndet med politirazzia så jeg to gange i går,  så jeg sætter mig på altanen og kigger på alt og intet. Nogle børn står og smider brød ud til svanerne. Jeg kommer i tanker om, jeg er sulten og henter et flute, som jeg spiser tørt, mens jeg drikker kaffe.

Ved 5-tiden kommer Tom. Han kigger lidt rundt og siger: “Helene er ikke kommet!”,  men det kan han jo se, så jeg svarer ikke.

“Hvad har du lavet?” vil han vide – eller vil han. Han ved godt, noget er galt –  og han ved godt, det er noget han og jeg skal tage fat i.

“Jeg ringer efter en pizza, hvad vil du  ha’? Pepperoni? Ta’r du noget vin med?” foreslår han.

Han er smuttet, og jeg finder en flaske Corterosso, den er italiensk og må kunne bruges til pizza.

Vi sidder sammen over maden og får lukket op for vinen, og jeg får omsider  lukket op for mit indre problem.

Tom spørger ikke, men hans attitude opfordrer på sin vis; jeg må gerne læsse af på ham.

“Helene ved ikke, jeg er taget herned – eller det gør hun måske?  Men hun har ikke ringet”. Jeg ser nok både dum og ubehjælpsom ud. Han siger ikke noget, men lytter – og jeg fortsætter: “Det hele er noget lort. Hun dirigerer, og jeg gider s’gu ikke rende efter hendes fløjte. Jeg vil hellere passe mig selv”.

Det lyder helt forkert, når jeg sætter ord på.  Han siger ikke noget, og så er det svært at fortsætte. Det er meget lettere at overskride den grænse, han har sat. “Du må jo selv have haft den slags  problemer?”

“Nej, ikke på den måde. Det er en længere historie, vi  kan tage den en anden gang. Hvis du vil høre mit råd, tænk dig om, før du ødelægger jeres forhold.  Det er jo  ikke det, du vil. Du er kørt sur i det, men er du sikker på, det er Helenes skyld? Hun har ikke ringet, siger du. Måske trænger hun også til et pusterum!”

“Hvad mener du? Jamen hvorfor skulle hun dog ..” Hvad mener han egentlig. Helene, skulle hun være utilfreds?   Men hvad nu, hvis det var hende, der bare blev væk en dag?   Og hvorfor har hun ikke ringet?

Jeg funderer lidt. Tom har ikke spurgt om noget, har  egentlig bare ladet mig snakke, men det er underligt, for jeg begynder at se anderledes på situationen.

“Hvis Helene ikke ringer i morgen, så er det måske bedst jeg ringer hjem” siger jeg, og det ser ud, som Tom nikker anerkendende. Det føles godt at snakke med Tom, overfor andre ville jeg ikke bryde mig om at bringe noget så privat på bane.

Hvis vi  bare kunne komme derhen, at diskutere fælles ægteskabelige uoverensstemmelser. Jeg kommer i tanker om hans søn, hans fjendske blikke:         “Din den yngste, hvad har han imod mig? Jeg mødte ham en dag, du ikke var hjemme”.

“Noget imod dig? Nej, vel ikke specielt dig. Han passer på mig, forestiller han sig, –  blander sig. Noget med et tabt fader-ideal…” Tom holdt inde næsten midt i en sætning.

I løbet af den næste flaske Corterosso, spørger jeg ind til hans golfrejse til Belek, hvor vi også har været engang.  “Det er da et  pragtfuldt sted, resort-hoteller med fri bar og det hele – og så havde du fri damer?”

“Når man er alene, skal man selv gøre det opsøgende arbejde. Hvis du vil være sammen med andre, er der ikke en “kone” til at invitere. Du skal selv. For øvrigt skal det vare lidt, før jeg rejser  med dem igen. Jeg kan da fortælle, at den sidste nat tilbragte jeg på lufthavnshotellet i Antalia”.

Kl. 08 dagen derpå. Helene ringer og spørger: “Tror du ikke, der er noget, vi to skal snakke sammen om?”


Epilog                                                                                                                                                           Vi rejser os som de eneste, da Toms navn bliver nævnt.  Efter alle helgens gudstjenesten forlader vi den kirke, hvor jeg for et halvt år siden hjalp med at bære kisten ud.

Helene stikker fortroligt sin arm ind under min mens hun nynner en Kim Larsen-strofe –  spørger så “Fik du sagt det du ville, fik du …?”

Nej. Jeg fik kun fortalt, hvordan Tom holdt for meget af os to til at opleve,  at vores forhold skulle sættes over styr.

Jeg fik aldrig fortalt om Tom selv, hvorfor hans skæbne havde taget den uheldige drejning.

Og nu er jeg ligeglad, om hans søn kan li’ mig eller ej.   Men han ved jo nu,  at obduktionen viste,  det ikke var leverskader, som  var årsagen til Toms død.

 

 

 

 

 

 

 

3.del HALElujah for en ven

Klokken o8.15.  Jeg  lægger mobilen tilbage på natbordet. Underligt jeg har sovet til nu, men vi fik jo nogle øl i går.

Mon Helene sidder ved morgenbordet, har hun dækket op til sig selv, eller står hun bare ved køkkenbordet og drikker en kop Ness-cafe?

Nej –  nej,  … ikke tænke. Jeg gider ikke, ikke på det derhjemme.

Mon Tom kom af sted til tiden?

Hvad skal jeg give mig til? Båndet med politirazzia så jeg to gange i går,  så jeg sætter mig på altanen og kigger på alt og intet. Nogle børn står og smider brød ud til svanerne. Jeg kommer i tanker om, jeg er sulten og henter et flute, som jeg spiser tørt, mens jeg drikker kaffe.

Ved 5-tiden kommer Tom. Han kigger lidt rundt og siger: “Helene er ikke kommet!”,  men det kan han jo se, så jeg svarer ikke.

“Hvad har du lavet?” vil han vide – eller vil han. Han ved godt, noget er galt –  og han ved godt, det er noget han og jeg skal tage fat i.

“Jeg ringer efter en pizza, hvad vil du  ha’? Pepperoni? Ta’r du noget vin med?” foreslår han.

Han er smuttet, og jeg finder en flaske Corterosso, den er italiensk og må kunne bruges til pizza.

Vi sidder sammen over maden og får lukket op for vinen, og jeg får omsider  lukket op for mit indre problem.

Tom spørger ikke, men hans attitude opfordrer på sin vis; jeg må gerne læsse af på ham.

“Helene ved ikke, jeg er taget herned – eller det gør hun måske?  Men hun har ikke ringet”. Jeg ser nok både dum og ubehjælpsom ud.

Han siger ikke noget, men lytter – og jeg fortsætter: “Det hele er noget lort. Hun dirigerer, og jeg gider s’gu ikke rende efter hendes fløjte. Jeg vil hellere passe mig selv”.

Det lyder helt forkert, når jeg sætter ord på.  Han siger ikke noget, og så er det svært at fortsætte. Det er meget lettere at overskride den grænse, han har sat. “Du må jo selv have haft den slags  problemer?”

“Nej, ikke på den måde. Det er en længere historie, vi  kan tage den en anden gang. Hvis du vil høre mit råd, tænk dig om, før du ødelægger jeres forhold.  Det er jo  ikke det, du vil. Du er kørt sur i det, men er du nu sikker på, det er Helenes skyld? Hun har ikke ringet, siger du. Måske trænger hun også til et pusterum!”

“Hvad mener du? Jamen hvorfor skulle hun dog ..” Hvad mener han egentlig. Helene, skulle hun være utilfreds?

Men hvad nu, hvis det var hende, der bare blev væk en dag?

Og hvorfor har hun ikke ringet?

Jeg funderer lidt. Tom har ikke spurgt om noget, har  egentlig bare ladet mig snakke, men det er underligt, for jeg begynder at se anderledes på situationen.

“Hvis Helene ikke ringer i morgen, så er det måske bedst jeg ringer hjem” siger jeg, og det ser ud, som Tom nikker anerkendende. Det føles godt at snakke med Tom, overfor andre ville jeg ikke bryde mig om at bringe noget så privat på bane.

Hvis vi  bare kunne komme derhen, at diskutere fælles ægteskabelige uoverensstemmelser. Jeg kommer i tanker om hans søn, hans fjendske blikke:

“Din den yngste, hvad har han imod mig? Jeg mødte ham engang, han var her i huset.”

“Noget imod dig? Nej, vel ikke specielt dig. Han passer på mig, forestiller han sig, –  blander sig. Noget med et tabt fader-ideal…” Tom holdt inde næsten midt i en sætning.

I løbet af den næste flaske Corterosso, spørger jeg ind til hans golfrejse til Belek, hvor vi også har været engang.”Det er da et  pragtfuldt sted, resort-hoteller med fri bar – og så havde du fri damer?”

“Når man er alene, skal man selv gøre det opsøgende arbejde. Hvis du vil være sammen med andre, er der ikke en “kone” til at invitere. Du skal selv. For øvrigt skal det vare lidt, før jeg rejser  med dem igen. Jeg kan da fortælle, at den sidste nat tilbragte jeg på lufthavnshotellet i Antalia”.

Kl. 08 dagen derpå. Helene ringer og spørger: “Er der noget, vi to skal snakke sammen om?”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KROP-umulig

“Pas dog på, du er ved at kvæle katten!.”

Helene anbringer en dynge tøj på bagsædet, mens jeg skæver over højre skulder. Der skal s’gu være ordentlig plads til dyrets transportkasse.

“Hvad Fanden har du lavet? Nu har jeg siddet her med katten og ventet  et kvarter. Sagde du ikke, vi var færdige med at pakke bil? Hvad har du nu slæbt med?”

“Hvis nu vi skal noget. Jeg har taget noget ordentligt tøj med.”  Hun lyder neutral og afvæbnende, en rolle hun har tillagt sig – vistnok på det sidste.

Jeg har lyst at råbe et eller andet meget højt, men sætter i stedet bilen i gear.

Der holder kun få biler på P-pladsen, da vi kommer frem. Jeg hjælper med at slæbe ind, sætter det hele midt på køkkenbordet og går ned for at indsnuse frisk luft. Det trænger jeg til.

Toms bil er også væk,  vi har ikke  set noget til ham den seneste tid. Han er begyndt at spille golf igen, har han fortalt. Men hver weekend?

Helene er i fuld gang med et eller andet da jeg kommer op. “Jeg kører en tur!” meddeler jeg halvvejs ude af døren, idet jeg snupper bilnøglerne. Hun skal ikke med, jeg orker ikke hendes evindelige Bilka-indkøb, og det er hvad hun har fantasi til. Jeg vil på havnen, alene.

Jeg regner efter i hovedet; er det allerede to år siden, vi flyttede ind? Vi kender snart alle mennesker her i den lille by, men jeg gider ikke være for tæt med folk, ikke for meget intimitet. Hellere et “Hej, fint vejr i dag!” til sommerens turister.

Men ærligt talt, jeg savner Tom. Og mere tomt bliver der omkring ham, da jeg møder hans yngste søn, som kigger på mig med mærkeligt kolde øjne. “Hvad er det du og far har sammen?” spørger han, idet han forsvinder ind i elevatoren.

“Kan vi ikke ligeså godt køre hjem?” foreslår jeg søndag formiddag. Helene siger ingenting, men begynder straks at tømme køleskab.

“Jeg så Toms knægt. Hvad bilder han sig ind?” Vi sidder i bilen  og jeg nævner episoden fra i går. Nu bagefter er jeg ærgerlig over, jeg ikke nåede at spørge ind til hans far, så jeg kalder ham en snothvalp – og hvad jeg sådan lige kan komme på.

“Du kan ikke li’ ham!” siger hun “det er nok bare dig, der opfatter ham forkert. Herregud, han er jo bare en 16-års dreng”.

Det går ikke specielt livligt til hjemme hos os som dagene går. Helene bliver mere og mere irritabel på mig. Hver gang jeg lukker munden op, mener hun det modsatte. Og så er der jo ikke meget at snakke om

“Hvad er der i vejen med dig?” siger hun en dag. “Du gider hverken det ene eller det andet. Når du endelig svarer mig,  snærrer du!”

Nå så det er mig, der er noget i vejen med? Hun er jo krop-umulig, og jeg er kørt træt i det hele, så jeg ringer en morgen og melder mig syg.

Jeg kører ned i lejligheden –  hvor vi ikke har været  gennem længere tid. Har bare gået derhjemme og passet hver sit. I tavshed. Et par gange har vi  også skændtes – eller hun har. Jeg synes det er lettere ikke at sige noget.

Nu jeg er fremme, føles det alligevel lidt forkert –  men det er jo hende, der vil være på tværs. Jeg sætter mig på terrassen, men irriteres over mågernes skræppen, så jeg laver noget kaffe og tænder for fjernsynet.  Jeg har  taped et bånd med flere timers politirapport.

Så kommer Tom. “Jeg så din bil?” Han kigger sig rundt og spørger “Hvor er Helene?” Men hun er jo ikke med.

Jeg kan ikke  tilbyde en øl, for køleskabet er tomt, så det bli’r Toms omgang.

Før han når at ribbe op i noget, kommer jeg ham i forkøbet og spørger ind til hans fravær. “Jeg har meldt mig i en singleklub, og vi har lige været i Belek. Før turen derned har vi trænet på golfbaner rundt omkring. Der er flest kvinder” griner han.

Jeg hører intet fra Helene.

 

Tag over HOVEDET

“Kom og se! Nu er der vist en mere, som er ved at flytte ind”.

Helene  og jeg betragter sammen den hvide kassebil, som er kørt op foran indgangen i vores  nybýggede residens, hvor flere af de 13 lejligheder endnu står tomme.

Vi er ikke direkte nysgerrige, men selvfølgelig spændt på, hvem vore nye samboende vil blive. Selv skal vi ikke bo her fast, ikke til at begynde med i hvert fald, men kun i ferier og weekend’er efter vi har solgt vores sommerhus.

Vi kigger altså ned og betragter en mand vel i begyndelsen af 50’erne samt et par større drenge, hans sønner konkluderer vi – hvilket også siden viser sig at være rigtigt.

Senere samme dag møder jeg Tom, som manden selv præsenterer sig.

“Nå, så blev lejligheden endelig indflytningsklar, og man får tag over hovedet”. Han sender mig et vel nok lidt undersøgende smil, som jeg tyder som venligt og ærligt. Der er noget ved mandens udstråling, der gør, at jeg synes om ham.

“Vi bor i lejligheden oven over din. Så vi ses nok. Men i øvrigt velkommen til!” smiler jeg til ham og fortsætter ned ad trappen.

Og vi ses flere gange i løbet af både lørdag og søndag, hvor jeg  får lejlighed til at snakke lidt mere med ham. Der kommer et par allerede indflyttede og etablerede til, så vi når at få en øl sammen i det lille rum ved siden af indgangen. Det bliver i løbet af de næste måneder det faste mødested for vores klokken-fem-bajer.

 

Om Tom får vi hurtigt at vide, at han er alene. Han har overladt en større villa med alt indbo til sin ex og deres to sønner, som ikke skal lide under forældrenes skilsmisse. “Og så snakker vi ikke mere om det” afgør han.

 

Klokken-fem-bajerne fortsætter gennem de næste mange måneder og år, for den sags skyld, som en fast tradition. Vi holder meget af vores nye weekend-lejlighed, mens vi begge jobber i hjemkommunen. Og  det er næsten med beklagelse vi må afstå fra vores fristed, hvis vi i weekend’en har andre aftaler. Og når ferier planlægges til f.eks. udlandet

 

Vi får forbavsende hurtigt etableret venskab med flere andre af husets beboere, efterhånden som lejlighederne bliver færdigmonteret. Men Tom er nok den, som både jeg og Helene ser oftest. Vi oplever ham som  en smule fåmælt,  mest som om han ikke er interesseret i at tale om det forliste ægteskab. Og da vi er voksne og nogenlunde forstandige mennesker, lader vi ham i fred på det punkt.

 

Tom er en pæn og ordentlig mand, og Helene nævner tit,  at jeg  kan lære en hel del  af ham. “Har du lagt mærke til, han altid bruger Lloyd fodtøj” –  “..hans Sand skjorte” osv.?  Og den eksklusive duft omkring hans person?

 

Men en fælles interesse for motorløb og biler i det hele taget er nu mere interessant for mig. Så Tom og jeg laver aftale om fremover at overvære samtlige løb på Padborg Park.

 

Børn tilbords ..

Maries verden havde gennem generationer været tilstedeværelse af børn. Allerede mens hun lå i barselsseng efter sin sidste fødsel kom børnebørn til, og fødslerne fortsatte . Så der var til stadighed børn med til bords ved enhver fødselsdag.

Og børnene glædede sig –  måske nok til at se Bedstemor, men allermest til en dag med de mange onkler. Onkel Marius, onkel Jens, onkel Rasmus osv.  De store, rare velnærede onkler med tykke maver, der hoppede op og ned så lommeurene raslede i vestelommen, når de lavede sjov med børnene. Men allermest elsket var onkel Aksel. Når han lå på divanen, kappedes de om at få lov til at sidde ovenpå ham og klø ham på ryggen. Og tjene den udlovede 25-øre.

Til forskel fra onklernes moro lod tanterne sig lettere forarge. Kusinernes “Mor, mor, Søster siger Du til hr. Wiggers” medførte stramme miner, for  Wiggers var den nye ejer af Bedstemors ejendom. “Hvad laver I her?” havde han spurgt børnene og Søster, som ikke kendte den fine mand, havde repliceret “Ja, hvad laver du?”

 

“Bedstemor, skynd dig! Vi har set Busselonni!” Nu var nogle af børnene igen rendt op på loftet.

Der var travlhed i køkkenet, for der skulle smøres boller til hele selskabet, og Marie havde slet ikke tid.

“I ved godt, I skal blive hernede”. Hun var lettere irriteret.

 

For Busselonni var et af Aksels påfund. Det var husspøgelset, som havde eksisteret lige siden Aksel og Niels Juel som drenge var flyttet ind på værelset, der lå bag det store, tomme loftrum. Måske var det for at holde børnene væk derinde fra, så de kunne ha’ deres sager i fred?  Og det kunne kun være for at opleve en vis gysen, når uvedkommende sneg sig fra entréen op ad den brede trappe.

 

Marie var nødsaget til at reagere på et “Bedstemor, se selv hans fødder inde bag døren” og berolige de uvorns unger med et: “Ark. Det er da bare onkel Aksels sutsko, som står i klemme bag døren”.

 

Ikke så snart Marie var kommet ned igen, hørte hun både latter og et barns høje hyl.  I den nærmeste af hestefoldene gik der ponyer, og det viste sig at de større børn tilsyneladende havde udfordret Niels Juels den yngste med et: “Du tør bare ikke gå ind til de der små heste!”

Det gjorde den 5-årige dreng nok egentlig heller ikke, men nu styrtede han afsted med den prustende Napoleon efter sig.

 

Mie og onkel Aksels kæreste havde forsøgt sig med et spil ludo med et par børn, men ingen af de fire var til sinds at lade sig banke.  Det havde affødt så mange sure miner, at de for husfredens skyld måtte stoppe før det kom til håndgemæng.

 

Mændene hyggede sig og grinte bare ad det hele, og kvinderne havde tilsyneladende en hel del sladder der skulle uddybes nærmere.

 

“Nu tror jeg nok, eftermiddagskaffen er klar inde i spisestuen!” sukkede Marie.

 

EGESKOV MARKED

“Ses vi ikke før, så ses vi på Egeskov marked”.

Og folk kommer hvert år rejsende langvejsfra for at være med den 3. onsdag i september.

“Skal du ha’ en hundehvalp med hjem Johannes Hestehandler?”  Den trivelige kone sad halvvejs nede i vejgrøften for ikke at  blive sprøjtet til med jord eller de mange hestepærer, som lå i tykke lag.

I det samme lød brølende motorlarm fra en  Nimbus motorcykel, som snoede sig gennem folkevrimlen med  en flok knægte rendende bagefter det nymodens fænomen.  Johannes holdt godt fast i tøjlerne på hoppen, som trak hans jumbe.  Hvad skulle den slags narrestreger til, det her var  stedet for dyr og ikke for mekanik.

Boder med  kartofler,  gulerødder, kål og alskens  håndværk som træsleve og strikkestrømper  stod tæt, så det var heldigt, alle  hestekøretøjer  kørte i samme retning.

Til højre lå området med  forlystelser. Her havde de mange gøglere deres stande, hvor folk blev lokket til af musik og øredøvende faldbyden fra  tombolaer. Og karruseller med hujende børn.

Før Johannes nåede at dreje fra blev han antastet af en mørklødet fyr i noget der lignede gallauniform: “Hallo De der. Kom og kæmp mod Stærke Ejnar fra Tved. Der er 100 kroner på højkant!”  Han løftede armen på en kæmpestor, fed mand, hvis frygtindgydende ansigt var  domineret af et par udslukte øjne og en halvt gabende mund.

Den største del af markedspladsen  var dog,  hvor hestehandlerne foregik og hvor  Johannes  allerede havde flere kobler heste, han gerne skulle have solgt.  De fleste  handelsmænd havde mange dyr med. Hannoranere, holstenere,   danske  arbejdsheste, føl og plage, ja stort set alt var repræsenteret

En køn, lyshåret knægt  kom løbende.  Det var Marius’ søn, Edmund: “Skal jeg køre jumben over for dig onkel Johannes?”

“Det må du gerne”.  Johannes stak drengen en 10-øre. Drengene var her for at tjene penge, som de  brugte på gøgl senere på dagen, når hestehandlen var slut. Småskillinger fik de ved at mønstre heste; 5, 10 eller 25 øre hver gang de rendte tur med en hest, så køber kunne se, hvad den duede til.

Johannes skråede  nedover  pladsen mod vandpumperne. Han tog bestik af omgivelserne og irriteredes over en karl med bar overkrop, som plaskede og sjaskede i det dyrebare vand.  Det var ikke meningen, for på den her tørre solskinsdag ville der blive masser af behov for at vande hestene.

På trods af de mange mennesker var det let at få øje på både brødre, onkler, svogre og selvfølgelig også far’en, Niels Larsen, for familien her var dominerende blandt fynske hestehandlere.

Johannes var ved at støde ind i en lille undersætsig mand, velnok midt i 40’erne. Han havde set manden før, men huskede ikke  i hvilken forbindelse.

“Jeg har en fin skimmel, jeg skal ha’ solgt.   Slagteren i Kerteminde  har  brugt den foran sin vogn, men han har købt en anden. Så jeg tog over og  har den med i dag.”

Johannes mente, det var værd at se på dyret. Han var her jo både for at købe og sælge. Han åbnede gabet  og så tænderne an,  6 – 7 år vurderede han. Han havde fat i ben og haser og bemærkede, den var skoet på både for- og bagben.

På spørgsmålet “Hvad skal du ha'”  hørte han undrende

“Du skal få den for 800 kr.”.

Umiddelbart var det vel et godt køb, men han fik den anden presset ned til 700 og trak af med  den. Allerede før han nåede over til sine egne heste, fik han den solgt igen.  Håndslag på 1000 kr. og en hurtige handel var afsluttet.

Handlen gik forrygende, og  da  dagen var slut, var Johannes rigtig godt tilfreds. Han nåede nærmest ikke at fortælle om skimlen til andre.

3 dage senere blev Johannes kontaktet af Niels Pedersen, Vindinge: “Den skimmel du solgte mig, den vil hverken trække eller la’vær.  Der må nogle penge på bordet, hvis jeg skal beholde den”.

“En handel er en handel. Og et håndslag er et håndslag. Sådan plejer det at være, når jeg handler.”

Den anden pustede sig  op, kunne Johannes fornemme, men han gav sig ikke med det samme. At sige, han kun havde ejet dyret 10 minutter, var ingen undskyldning.

De blev ikke enige, og det kom til forligsmøde. Det hele viste sig besværligt, for ham, Johannes havde købt af, havde kun hesten i kommission fra Kertemindeslagteren. Hele fire var inddraget i sagen, som til sidst endte i voldgift.

Johannes var forbitret,  han betragtede det som et komplot fra Kerteminde/Vindinge-folkene, da de sad over for dommeren i Nyborg.

“Johannes Hansen, sagen er afgjort” dommeren slog i bordet. ” Du skal erlægge kr. 500 til Niels Pedersen”.

Johannes rasede indvendig, men galde  ville sætte ham  i et dårligt lys.

Han tog en seddel ud af sin velspækkede tegnebog med ordene: ” Jeg lægger 1000, men så vil jeg også slå anden gang!”