“Kom og se! Nu er der en mere, som er ved at flytte ind”.
Helene og jeg betragter sammen den hvide kassebil, som er kørt op foran indgangen i vores nybýggede residens, hvor flere af de 13 lejligheder endnu står tomme.
Vi er ikke direkte nysgerrige, men spændte på, hvem vore nye samboende vil blive. Selv skal vi ikke bo her fast, men kun i ferier og weekend’er efter vi har solgt vores sommerhus.
Vi kigger ned og betragter en mand vel i begyndelsen af 50’erne samt et par større drenge, måske sønner – som hjælper med at bære ind.
Senere samme dag møder jeg Tom, som manden selv præsenterer sig.
“Nå, så blev lejligheden endelig indflytningsklar, og man får tag over hovedet”. Han sender mig et vel nok lidt undersøgende smil, som jeg tyder som venligt og ærligt. Der er noget ved mandens udstråling, der gør, at jeg synes om ham.
“Vi bor i lejligheden oven over din. Så vi ses nok. Men i øvrigt velkommen til!” smiler jeg til ham og fortsætter ned ad trappen.
Og vi ses flere gange i løbet af både lørdag og søndag, hvor jeg får lejlighed til at snakke lidt mere med ham. Der kommer et par allerede indflyttede og etablerede til, så vi når at få en øl sammen i det lille rum ved siden af indgangen.
Tom fortæller, at han er alene. Han har overladt en større villa med alt indbo til sin ex og deres to sønner, som ikke skal lide under forældrenes skilsmisse. “Og så snakker vi ikke mere om det” afgør han.
Tom og jeg samt et par andre stifter hurtigt klokken 5-bajer møder, som jeg håber kan fortsætte fremover.
Vi holder meget af vores nye weekend-lejlighed, mens vi begge jobber i hjemkommunen. Og det er næsten med beklagelse vi må afstå fra vores fristed, hvis vi i weekend’en har andre aftaler. Og når ferier planlægges til f.eks. udlandet
Vi får hurtigt etableret venskab med flere andre af husets beboere, efterhånden som lejlighederne bliver færdigmonteret. Men Tom er nok den, som både jeg og Helene ser oftest. Vi oplever ham som en smule fåmælt, mest som om han ikke er interesseret i at tale om det forliste ægteskab. Og da vi er voksne og nogenlunde forstandige mennesker, lader vi ham i fred på det punkt.
Tom er en pæn og ordentlig mand, og Helene nævner tit, at jeg kan lære en hel del af ham. “Har du lagt mærke til, han altid bruger Lloyd fodtøj” – “..hans Sand skjorte” osv.? Og den eksklusive duft omkring hans person?
Men en fælles interesse for motorløb og biler i det hele taget er nu mere interessant for mig. Så vi laver aftale om fremover at overvære samtlige løb på Padborg Park.
—
Tiden går, – og endnu en fredag gør vi som sædvanlig klar til ferieboligen: “Pas dog på, du er ved at kvæle katten!.”
Helene anbringer en dynge tøj på bagsædet, mens jeg skæver over højre skulder. Der skal s’gu være ordentlig plads til dyrets transportkasse.
“Hvad Fanden har du lavet? Nu har jeg siddet her med katten og ventet et kvarter. Sagde du ikke, vi var færdige med at pakke bil? Hvad har du nu slæbt med?”
“Hvis nu vi skal noget. Jeg har taget noget ordentligt tøj med.” Hun lyder neutral og afvæbnende, en rolle hun har tillagt sig – vistnok på det sidste.
Jeg har lyst at råbe et eller andet meget højt, men sætter i stedet bilen i gear.
Der holder kun få biler på P-pladsen, da vi kommer frem. Jeg hjælper med at slæbe ind, sætter det hele midt på køkkenbordet og går ned for at indsnuse frisk luft. Det trænger jeg ærlig talt til.
Toms bil er også væk, vi har ikke set noget til ham den seneste tid. Han er begyndt at spille golf igen, har han fortalt. Men hver weekend?
Helene er i fuld gang med et eller andet da jeg kommer op. “Jeg kører en tur!” meddeler jeg halvvejs ude af døren, idet jeg snupper bilnøglerne. Hun skal ikke med, jeg orker ikke hendes evindelige Bilka-indkøb, og det er hvad hun har fantasi til. Jeg vil på havnen, alene.
Jeg regner efter i hovedet; er det allerede to år siden, vi flyttede ind? Vi kender snart alle mennesker her i den lille by, men jeg gider ikke være for tæt med folk, ikke for meget intimitet. Hellere et “Hej, fint vejr i dag!” til sommerens turister.
Men ærligt talt, jeg savner Tom. Og mere tomt bliver der omkring ham, da jeg møder hans yngste søn, som kigger på mig med mærkeligt kolde øjne. “Hvad er det du og far har sammen?” spørger han, idet han forsvinder ind i elevatoren.
“Kan vi ikke ligeså godt køre hjem?” foreslår jeg søndag formiddag. Helene siger ingenting, men begynder straks at tømme køleskab.
“Jeg så Toms knægt. Hvad bilder han sig ind?” Vi sidder i bilen og jeg nævner episoden fra i går. Nu bagefter er jeg ærgerlig over, jeg ikke nåede at spørge ind til hans far, så jeg kalder ham en snothvalp – og hvad jeg sådan lige kan komme på.
“Du kan ikke li’ ham!” siger hun “det er nok bare dig, der opfatter ham forkert. Herregud, han er jo bare en 16-års dreng”.
—
Det går ikke specielt livligt til hjemme hos os som dagene går. Helene bliver mere og mere irritabel på mig. Hver gang jeg lukker munden op, mener hun det modsatte. Og så er der jo ikke meget at snakke om.
“Hvad er der i vejen med dig?” siger hun en dag. “Du gider hverken det ene eller det andet. Når du endelig svarer mig, så snærrer du!”
Nå så det er mig, der er noget i vejen med? Hun er jo krop-umulig, og jeg er kørt træt i det hele, så jeg ringer en morgen og melder mig syg.
Jeg kører ned i lejligheden – hvor vi ikke har været gennem længere tid. Har bare gået derhjemme og passet hver sit. I tavshed. Et par gange har vi også skændtes – eller hun har. Jeg synes det er lettere ikke at sige noget.
Nu jeg er fremme, føles det alligevel lidt forkert – men det er jo hende, der vil være på tværs. Jeg sætter mig på altanen, men irriteres over mågernes skræppen, så jeg laver noget kaffe og tænder for fjernsynet. Jeg har taped et bånd med flere timers politirapport.
Så kommer Tom. “Jeg så din bil?” Han kigger sig rundt og spørger “Hvor er Helene?”Men hun er jo ikke med.
Jeg kan ikke tilbyde en øl, for køleskabet er tomt, så det bli’r Toms omgang.
Før han når at ribbe op i noget, kommer jeg ham i forkøbet og spørger ind til hans fravær. “Jeg har meldt mig i en singleklub, og vi har lige været i Belek. Før turen derned har vi trænet på golfbaner rundt omkring. Der er flest kvinder” smiler han.
Jeg har intet hørt fra Helene, da jeg går i seng.
Klokken o8.15. Jeg lægger mobilen tilbage på natbordet. Underligt jeg har sovet til nu, men vi fik jo nogle øl i går.
Mon Helene sidder ved morgenbordet, har hun dækket op til sig selv, eller står hun bare ved køkkenbordet og drikker en kop Ness-cafe?
Nej – nej, … ikke tænke. Jeg gider ikke, ikke på det derhjemme. Mon Tom kom af sted til tiden?
Hvad skal jeg give mig til? Båndet med politirazzia så jeg to gange i går, så jeg sætter mig på altanen og kigger på alt og intet. Nogle børn står og smider brød ud til svanerne. Jeg kommer i tanker om, jeg er sulten og henter et flute, som jeg spiser tørt, mens jeg drikker kaffe.
Ved 5-tiden kommer Tom. Han kigger lidt rundt og siger: “Helene er ikke kommet!”, men det kan han jo se, så jeg svarer ikke.
“Hvad har du lavet?” vil han vide – eller vil han. Han ved godt, noget er galt – og han ved godt, det er noget han og jeg skal tage fat i.
“Jeg ringer efter en pizza, hvad vil du ha’? Pepperoni? Ta’r du noget vin med?” foreslår han. Han er smuttet, og jeg finder en flaske Corterosso, den er italiensk og må kunne bruges til pizza.
Vi sidder sammen over maden og får lukket op for vinen, og jeg får omsider lukket op for mit indre problem.
Tom spørger ikke, men hans attitude opfordrer på sin vis; jeg må gerne læsse af på ham.
“Helene ved ikke, jeg er taget herned – eller det gør hun måske? Men hun har ikke ringet”. Jeg ser nok både dum og ubehjælpsom ud.
Han siger ikke noget, men lytter – og jeg fortsætter: “Det hele er noget lort. Hun dirigerer, og jeg gider s’gu ikke rende efter hendes fløjte. Jeg vil hellere passe mig selv”.
Det lyder helt forkert, når jeg sætter ord på. Han siger ikke noget, og så er det svært at fortsætte. Det er meget lettere at overskride den grænse, han har sat. “Du må jo selv have haft den slags problemer?”
“Nej, ikke på den måde. Det er en længere historie, vi kan tage den en anden gang. Hvis du vil høre mit råd, tænk dig om, før du ødelægger jeres forhold. Det er jo ikke det, du vil. Du er kørt sur i det, men er du sikker på, det er Helenes skyld? Hun har ikke ringet, siger du. Måske trænger hun også til et pusterum!”
“Hvad mener du? Jamen hvorfor skulle hun dog ..” Hvad mener han egentlig. Helene, skulle hun være utilfreds? Men hvad nu, hvis det var hende, der bare blev væk en dag? Og hvorfor har hun ikke ringet?
Jeg funderer lidt. Tom har ikke spurgt om noget, har egentlig bare ladet mig snakke, men det er underligt, for jeg begynder at se anderledes på situationen.
“Hvis Helene ikke ringer i morgen, så er det måske bedst jeg ringer hjem” siger jeg, og det ser ud, som Tom nikker anerkendende. Det føles godt at snakke med Tom, overfor andre ville jeg ikke bryde mig om at bringe noget så privat på bane.
Hvis vi bare kunne komme derhen, at diskutere fælles ægteskabelige uoverensstemmelser. Jeg kommer i tanker om hans søn, hans fjendske blikke: “Din den yngste, hvad har han imod mig? Jeg mødte ham en dag, du ikke var hjemme”.
“Noget imod dig? Nej, vel ikke specielt dig. Han passer på mig, forestiller han sig, – blander sig. Noget med et tabt fader-ideal…” Tom holdt inde næsten midt i en sætning.
I løbet af den næste flaske Corterosso, spørger jeg ind til hans golfrejse til Belek, hvor vi også har været engang. “Det er da et pragtfuldt sted, resort-hoteller med fri bar – og så havde du fri damer?”
“Når man er alene, skal man selv gøre det opsøgende arbejde. Hvis du vil være sammen med andre, er der ikke en “kone” til at invitere. Du skal selv. For øvrigt skal det vare lidt, før jeg rejser med dem igen. Jeg kan da fortælle, at den sidste nat tilbragte jeg på lufthavnshotellet i Antalia”.
Kl. 08 dagen derpå. Helene ringer og spørger: “Er der noget, vi to skal snakke sammen om?”
Epilog: Vi rejser os som de eneste, da Toms navn bliver nævnt. Efter alle helgens gudstjenesten forlader vi den kirke, hvor jeg for et halvt år siden hjalp med at bære kisten ud.
Helene stikker fortroligt sin arm ind under min mens hun nynner en Kim Larsen-strofe – spørger så “Fik du sagt det du ville, fik du …?”
Nej. Jeg fik kun fortalt, hvordan Tom holdt for meget af os to til at opleve, at vores forhold skulle sættes over styr.
Jeg fik aldrig fortalt om Tom selv, hvorfor hans skæbne havde taget den uheldige drejning.
Og nu er jeg ligeglad, om hans søn kan li’ mig eller ej. Men han ved jo nu, at obduktionen viste, det ikke var leverskader, som var årsagen til Tom død.
